© Norddeutscher Rundfunk / Der 90. Geburtstag (1963)

Vores allesammens nytårssketch med Miss Sophie og butleren James får nyt liv

... og ikke mindst nye gæster

29. december 2016 af Marianne Fischer

Snart er det nytårsaften, og det betyder kransekage, bobler, fyrværkeri og nytårshatte. Men der er også en anden tradition, der for mange hører sig til – nemlig fortællingen om Miss Sophie og butleren James. 90-års fødselsdagen (Der 90. Geburtstag eller Dinner for one). Sketchen er blevet vist på DR næsten hver nytårsaften siden 1973, og nu har streamingtjenesten Netflix lavet sin egen version af den populære sketch.

I Netflixs nyfortolkning af den populære sketch sidder Miss Sophie 'til bords' og skåler med nogle af de mest kendte Netflix-karakterer; advokaten Saul Goodman (Better Call Saul), den udspekulerede præsident Underwood (House of Cards), narkobaronen Pablo Escobar (Narcos) og Litchfields skøre Ms. Crazy Eyes (Orange Is The New Black).

”Same procedure as last year”

Netflix har gennem de seneste år udgivet en række serier, der er blevet populære blandt danskerne, og især nogle af hovedkaraktererne er blevet allemandseje. Derfor har streamingtjenesten også besluttet, at de skal inviteres med til Miss Sophies årlige fødselsdagsfest. For de få, der endnu ikke har set den berømte sketch, handler den om den ældre Miss Sophie, der har inviteret sine venner til sin 90-års fødselsdagsmiddag. Denne gang er det så de mest kendte karakterer fra de største serier på Netflix.

Hun er dog den eneste i vennegruppen, der stadig lever, og derfor må butleren James spille alle gæsterne med alt, hvad det indebærer af taler, skåle og lykønskninger – og der bliver flittigt hældt både portvin, champagne og sherry ned. Hver gang bebuder Miss Sophie, at det skal være ”same procedure as last year”.

Netflix & Chill

Fortællingen om Miss Sophie og James er skrevet af den britiske forfatter Lauri Wylie tilbage i 1920’erne, og Netflix har holdt sig inden for originalens rammer i deres tolkning af den næsten 100 år gamle sketch. Dog er der små twist. For eksempel snubler James ikke over et tigerskind i denne version, men i stedet over hesten fra serien BoJack Horseman. Ligesom Miss Sophie trækker sig tilbage fra festen, fordi hun skal se Netflix & Chill.

Se selv med her:

Du vil (garanteret) også kunne lide