Billede fra Skam teaterforestillingen i Danmark
Blandt de medvirkende i Skam 3 er Lue Dittmann Støvelbæk, Nikolaj Groth og Fanny Bornedal.© Zuhal Kocan

Tag din teenager med i teatret

Livs journalist har været på Aveny-T i København og se Skam 3 med sin søn på 16, og fandt ud af, at det var en oplevelse, hun trængte til

28. september 2019 af Karen Greve

Lysene er lige blevet tændt på Frederiksberg Alle, da Frederik og jeg standser foran Aveny-T.  I klassisk forælder-stil fortæller jeg en anekdote om dengang for længe siden, hvor jeg var til Gasolin Teaterkoncert her. 

Jeg er lige ved at sludre videre om fordums fester i kvarteret, men jeg når at bremse mig selv, for formålet med denne aften er ikke, at Frederik skal kende min historie, men at vi skal have en ny sammen.

Af unge til unge

Aveny-T vil gerne lokke unge i teatret, og noget tyder på, at det har været en god ide at få fingre i rettighederne til SKAM. Foreløbig har de to første sæsoner af den populære norske tv-serie været omsat til scenekunst på Frederiksberg, og lige nu ruller tredje sæson, og det er tydeligt, at gennemsnitsalderen blandt publikum i salens plysstole ikke er ret høj.

Juhu, de kysser

Skam 3 handler om Isak, der går i 2G i Oslo og forelsker sig i en lidt ældre dreng, Even. Det er en historie om at springe ud som homoseksuel, men først og fremmest er det en historie om kærlighed. 

Da jeg så serien (og det gjorde jeg, selv om jeg er utrolig langt fra målgruppen), var jeg glad for at se, at scener med Isak og Even, der kysser, var lige så direkte, lige så lange og lige så tæt på, som da Eva og Jonas kyssede i Skams første sæson og Noora og William gjorde det i anden.

Heja nutidens unge!

På scenen kysser Aveny-Ts Isak (Lue Dittmann Støvelbæk) og Even (Nikolaj Groth) også lidenskabeligt. Publikum følger interesseret med. Og jeg føler, at der er sket noget, siden min egen ungdom i 80’erne og 90’erne, hvor det ville have været lidt kontroversielt med en direkte skildring af et homoseksuelt forhold. Det gør mig glad og fremtidstryg at sidde omgivet af næste generation af åbne unge i teatermørket. 

Scene fra Skam 3 teaterstykke
Isak (Lue Dittmann Støvelbæk) og Even (Nikolaj Groth) kysser lidenskabeligt på scenen. Og publikum følger interesseret med.© Zuhal Kocan

Hvad synes du?

Frederik var på forhånd spændt på, hvordan skuespillerne ville løse de scener, han kender fra tv-serien. Det gjorde de fint, synes vi begge to. 

Især fungerede en scene, hvor Even er manisk, virkelig fint på scenen. De danske skuespillere er elegant overbevisende, den humoristiske tone måske skruet en tand op, mens Isaks desperation måske er tonet en smule ned i forhold til tv-serien? 

Nøgen historie

Frederiks dom er bagefter, at oplevelsen var sjov, de spillede virkelig godt, og at det var fint, at historien ligger tæt på filmmanuskriptet. 

Vi savnede dog begge lidt mere musik og scenografi. Skam 3 er meget nøgen på Aveny-T, og det er selvfølgelig en pointe i forhold til historien, men musikken spiller så meget med i tv-serien, at det er en skam (hø) at undvære den i teatret.

Scene fra Skam 3 teaterstykke
Livs journalist savner lidt mere musik og scenografi på den ellers nøgne scene.© Zuhal Kocan

Mor og søn

For mig er det bedste ved forestillingen, at den giver mig mulighed for at gå ud med min 16-årige søn til noget, vi begge synes er spændende. 

Der findes ikke mange af de øvrige teaterforestillinger, der appellerer til ham, for der er et gab mellem det rene børneteater og meget voksne forestillinger i kulturlivet, og derfor er Skam på Aveny-T en virkelig god idé. 

Det handler om kærlighed, hvor køn og alder (hos publikum) er underordnet, vi kan alle være med, det er sgu et godt budskab at være sammen om!

Hvad, hvor og hvornår?

  • Skam 3, af Julie Andem
  • Spiller på Aveny-T, 19. september - 9.november 2019.
  • Medvirkende: Lue Dittmann Støvelbæk, Nikolaj Groth, Fanny Bornedal, Nanna Finding Koppel, Andreas Dittmer og Ferdinand Gomez Glad Bak.

Du vil (garanteret) også kunne lide