1. FoKuHiLa hår. Ham, du havde dit første crush på i folkeskolen, havde det sikkert. Håret med de fire eneste tyske ord, vi stadig husker. FOrne KUrz, HInten LAng – altså den der lidt hundeagtige drengefrisure, kort fortil og langt bagtil. Når det var helt hot, var det med permanentkrøller i …
2. Hårgele i emballage med hank. Hvad skete det for det? Bevares, den lilla udgave var næsten lige så god som en fast sæbebar, når vi skulle lave meget højt pandehår, men hvorfor lave emballagen med hank? Til pynt? Fordi man bare skulle kunne finde den lynhurtigt – når hårkrisen skulle afværges? Dén gele havde jo nærmest hjertestarterstatus!
3. Laksefarvet. Og nej, vi taler ikke nude eller svag rosa eller koral – men den der lidt for orangeagtige laksefarvede, som muligvis klæder en smuk sydamerikaner, men ALDRIG har gjort noget godt for rødmossede, blegnæbbede, blonde danskere.
4. Telefoner med drejeskiver. Grammofonen er tilbage, den drejer, vi kan stadig teksten fra Grand Prix-hittet Kloden drejer, men det der med at ringe op fra en telefon med drejeskive: Dreje forkert og skulle begynde forfra, for så at høre at der er optaget – og være nødt til at dreje igen. Og igen. Og igen.
5. Rejehoppet. Nu vi er ved Kloden drejer. Husker du så Grys rejehop fra Melodi Grand Prix 1983? Vi gad stadig godt have lært at lave ormen eller bare en ordentlig bølge – men lige præcis rejehoppet, det har vi ikke spjættet siden sæsonafslutningen af jazzballet i 1983.
6. Malibu rum. Måske er det mere en alder end en tidsperiode, den her rom har sin storhedstid i? Vi husker den fra studieture med gymnasiet. Det eneste sprut, vi kunne lide, duftede og smagte præcis så dejligt af kokos, som de græske strande på en feriedag – altså, indtil vi ved en fejl kom til at blande det op med soyakakaomælk fra en smart helsekostbutik i London.
7. Vaseline. Salven, der lugtede en lille smule af tankstation, og i en gul metaldåse, der ret hurtigt blev slået så skæv, at man knækkede neglene på at åbne den. Vi får næsten en dårlig smag i munden, når vi læser Wikipedias oplysning om, at vaseline blev brugt til behandling af brandsår og indsmøring af læder, senere anvendt til hårpomade, mod fodsvamp og næseblod og til smøring af bevægelige mekaniske dele …