Magasinet Livs redaktion arbejder hjemmefra
Så er der digitalt møde, og måske har alle i dagens anledning været i bad og fået børstet tænder?© Privatfoto

7 situationer du kender, når du har arbejdet hjemme i 100 år og en madpakke

Har du manglet et link og en opdatering? Glemt et digitalt møde? Har du sendt en rasende mail eller sms og taget et foto af en solnedgang? Du er ikke alene!

5. februar 2021 af Karen Greve

1. Du lægger ud med struktur og optimisme

Ok, familien er sendt hjem. Det klarer vi, tænker du. Det er et spørgsmål om at lægge en plan, spise en sund, nærende morgenmad, holde faste pauser, komme ud i frisk luft hver dag. Det hele bliver godt igen, siger du optimistisk til børnene og skriver en masse regler op på en tavle i køkkenet. Tre uger, det kan vi sagtens klare. (Ha, ha, hvis du bare vidste dengang, hvordan de tre uger ligesom hele tiden formerer sig og bliver længere.)

Skema over regler og opgaver
Sådan ser en mor med overskud ud, men det var også kun cirka tre timer inde i lockdown.© Privatfoto

2. Alle mangler et kabel, et link eller en opdatering

Du skal til virtuelt møde og kommer for sent, fordi du ikke kan komme ind via Safari og i hast må downloade Google Chrome. Da du endelig logger på, er der et barn, der prikker dig på skulderen, fordi hans computer skal oplades, og han mangler en forlængerledning. Du mimer: “I kælderen”, men ved godt, at nogle mennesker er født med gener, som betyder, at de ikke kan se ting, der ligger under andre ting, så du smutter ned efter ledningen, mens din chef viser en graf for de sidste tre måneders omsætning (den er alligevel lidt deprimerende). 

Da mødet slutter, og du har fået en much needed kop kaffe og skal i gang med dagens to-do liste klokken cirka 10.30, kommer næste barn ind. Der er et link på Aula, som ikke virker, og matematiklæreren svarer ikke.

Du savner it-afdelingen på dit arbejde (og det havde du aldrig troet kunne ske!) og prøver i den næste halve time at klikke på forskellige læringssider, inden du printer 30 gammeldags regnestykker ud og giver junior besked på at løse dem. Det var den formiddag!

3. Nogen holder møde uden hørebøffer

Du er klar med kaffe i koppen og 41 mails, der skal sorteres og besvares, og du har afsat tid til opgaven, men glemt at kalkulere med, at du i baggrunden har et virtuelt læreroplæg om opdagelsesrejsende i 1400-tallet kørende, og et meget langt møde med mange deltagere med høje stemmer i værelset ved siden af dit.

Men vi skal jo være her alle sammen, tænker du, da du går ud og rydder op i køkkenet i stedet. Bagefter laver du en liste over opgaver i huset og skriver køkkenoprydning på, så du bagefter kan krydse den af. 

Ledninger og forlængerledninger
Har du også et hjørne af stuen, der ser nogenlunde sådan her ud? © Privatfoto

4. Du lægger billeder af sne og solnedgang på sociale medier

Det er vigtigt at tænke positivt, og det er meget at glæde sig over. Hver dag opdaterer en eller anden i din vennekreds dig på, hvor mange minutter dagen er tiltaget med, og du vil også være med, så du lægger flittigt fotos på din egen profil af en glødende lyserød solnedgang bag nøgne, sorte træer og en snedækket busk med røde bær, du ser på din løbetur.

Du hashtagger med #dagensløbetur #nyenergi #højpuls, selv om det strengt taget er den eneste gang i januar, du har haft løbesko på, og du efter 1,5 kilometer var nede i gåtempo. Men pyt, så længe vi har vores gode humør, og naturen er fortryllende, og desuden er situationen værre i Brasilien og Portugal! Og det er også vigtigt at hjælpe med at inspirere andre, det er jo derfor vi har de sociale medier, ikke?

Solnedgang i vintermånederne
Aldrig har der været så mange solnedgange i dit feed i januar måned som i år, men naturen kan jo også noget!© Privatfoto

5. Børnene minder dig om dine egne regler

Var det ikke meningen, at vi skulle gå i bad inden morgenmaden, siger det ældste barn, da du klokken otte, lige inden påbudt indtjek i både den virtuelle folkeskole og det virtuelle gymnasium optræder i let plettet morgenkåbe og uvasket hår ved morgenbordet, hvor der i øvrigt mangler rosiner til havregrynene, fordi du mistede overblikket i Netto i går.

Og jo, det var meningen. Ligesom det var meningen, at alle skulle arbejde ved et skrivebord og ikke i sengen eller sofaen. Alle skulle ud hver dag. Der skulle skæres ned på sukkeret efter julemåneden og ikke drikkes alkohol på hverdage. Det sidste går især i ged, når Statsministeriet holder pressemøde, og siger, at situationen er alvorlig.

6. Du deltager i onlinemøde med birkes mellem tænderne

Det er stensikkert, at den dag, hvor du har været i bad fra morgenstunden, og både har fået balsam i håret og klippet tånegle, fordi du prøver at nyde, at du selv kan tilrettelægge din arbejdsdag og for eksempel starte roligt og til gengæld nå nogle af dine opgaver i aften, det er den dag, hvor din chef vælger at sende en mødeindkaldelse ud klokken 8.39, som du først ser 9.45, hvor du logger på efter at have hentet tebirkes til hele familien hos bageren og sagt: “Det gælder om at gribe dagen – ved I egentlig hvilken film det citat kommer fra?” til børnene, der himler med øjnene, men dog spiser deres tebirkes. Og det gør du også, men kun halvdelen, for derefter kommer der en sms fra din kollega: “Vi har møde. Hvor er du?”

7. Du kommer til at sende en rasende mail, besked eller sms

Det er utroligt så mange idioter, der findes. Ungemedarbejderen i Føtex kan ikke finde din pakke, selv om du insisterende sender ham på lageret tre gange og bare ved, at den er derude i en forkert bunke.

Stofanet-kundeservice kan ikke finde ud af, hvorfor dit internet har udfald, så du i går ikke kunne komme på i halvanden time, og selv om du har spurgt vidt og bredt i dit omfattende netværk, så er der åbenbart ingen, der kender til en romaskine, du kan låne de næste uger, indtil din egen splinternye kommer med fragt fra Tyskland. For du skal i gang NU! Hvorfor fatter ingen det?

Du kommer til at skrive noget rasende til et familiemedlem på sms, fulgt at en vred emoiji, selv om du lige har læst, at det er vildt kikset og alderdomsagtigt at bruge emoijis. Men hvad fanden skal man ellers gøre, når man har brug for at udtrykke følelser!?!!!

Du vil (garanteret) også kunne lide