Hvor blev de af? Din loyale bordmakker, hende, du aldrig rigtigt kom tæt på, og ham, du kyssede med i en under køje på en lejrskole? Magasinet Livs Karen Greve har samlet sin gamle folkeskoleklasse til et nyt klassebillede og en status på, hvor de er landet.
15 år og permanentet hår
Jeg tror næsten ikke min egen næse, men den er god nok: Da jeg sammen med skolens pedel nærmer mig kantinen på Hornbæk Skole, bliver vi mødt af lugten fra præcis den type frikadeller, som jeg adskillige gange har nedsvælget i spisefrikvarteret lige her for 30 år siden.
Jeg er på skolen for at tjekke, om vi kan tage et nyt klassebillede samme sted, som vi sad i 1987. Det kan vi ikke, men i kantinen er der plads, mener pedellen.
Der er knaldet et smartboard op på kantinens endevæg af røde mursten, men ellers kunne det sådan set godt være en forårsdag i 1987. Dengang jeg var 15 år gammel, havde permanentet hår, huller i cowboybukserne og et helt ubrugt liv foran mig.
Nervøsitet og ny skrædderstilling
To dage og et halvt brugt liv senere er jeg tilbage i kantinen på Hornbæk Skole for at mødes med min gamle folkeskoleklasse. Jeg har overtalt 18 af dem til at stille op til et nyt klassebillede (okay, det var faktisk ikke så svært, for næsten alle er på Facebook, og de fleste var hurtigt med på ideen). Men jeg er ikke fri for at være nervøs, da dagen oprinder.
Jeg er jo bare Karen, som de alle sammen kender eller kendte, men i dag er jeg også journalist og skal beskrive dem udefra. Forsøge at fange de 30 år siden sidst. Jeg tænker, om det bliver akavet? Om de er blevet til fremmede mennesker? Eller om de cirka 10 år, vi har tilbragt sammen, fra vi var seks til 16 år, for altid binder os sammen?
Lad mig sige det med det samme: Da 9.A anno 2017 dumper ind i kantinen for at få taget et nyt klassefoto, er det overhovedet ikke akavet. Det er let at se ind bag ved det moderate stilskifte fra 80’ernes skulderpuder og skrigende print til det mere ensfarvede og afdæmpede udtryk, vi møder op i som voksne. Bortset fra, at det er svært for sådan et par 44-årige mænd at komme ned i skrædderstilling, så går det over al forventning. Vi er stadig en klasse, selv 30 år efter. Om end der naturligvis er sket noget...
Da vi mødes til frokost, efter at klassefotoet er i kassen, er der med det samme en fortrolighed i luften. Vi tager en runde omkring børn, skilsmisser, uddannelser og karriere, og de fleste
er forbløffende ærlige om både sejre og nederlag. Det er, som om det ikke kan betale sig at male et skønmaleri lige her, hvor alle kan huske noget pinligt om hinanden.
Og så kan du lige så godt melde rent ud af posen. Som Pernille, der det meste af tiden har opdraget sine børn alene og endelig er ved at kunne sænke skuldrene, fordi både datter og søn er godt i vej. Som Kenneth, der har haft en fantastisk karriere, selv om han aldrig var glad for at gå i skole. Som Peter, der har været i krig.
