9 ting, du med garanti husker tydeligt

Der var to grunde til, at jeg ikke zappede så meget som barn: Der var forsvindende få kanaler (nogle var heldige at kunne tage Tyskland, andre kunne tage Sverige, de provokerende kunne tage begge dele. Mine forældre kunne på inden måde komme i kontakt med udlandets tv-kanaler). Og der var ingen fjernbetjeninger.

Gys, tænker nogle måske. Hurra tænker jeg. For så så man faktisk noget. Man kom ind i et program, mente noget om det – og kunne huske det dagen efter. Og dengang var tv tænkt til det. Dengang eksisterede der ikke reality-tv eller showtime-vejrudsigter. Og når der ikke var noget at vise, var der virkelig ikke noget. Så var der prøvebillede eller pausefisk. Så man slukkede. Oh, happy days.

En teknisk detalje: I 1925 kunne man se et menneske i et tv for første gang. I 1954 kunne man i USA købe et i farver til tre gange prisen på et sort-hvid.I 1969 kunne man i Danmark købe et i farver.

Vi er jo ikke decideret færdige med at bruge dem, omend krisen synes at tømme verden for dem. Men nu holder de til på plastikkort, som ikke rigtigt synes at kunne holde på dem.

Budgetter var mere ærlige, da de var kontante. Du vidste, hvad du havde – og hvornår du skulle låne. Det, der med at trække over, fandtes ikke, så du kunne ikke bruge de penge, du havde fået tilbage i skat, tre gange, før de kom. Når det så er sagt: Thank god, at vi ikke længere er tvunget ud i taskestore punge.

En teknisk detalje: Den første danske mønt med årstal er fra 1234. Den første danske pengeseddel er fra 1713.

Mangen en 1970’er-barndom og ungdom er trådt i røde træsko. Både med og uden hælkap. Men mest med. De var fast inventar i børnehaver og folkeskoler, og ikke bare på børnene. Træsko var seje, de var nede på jorden, de var solidariske – og dengang var det sejt.

I dag er de mest til gør det selv-mænd. Og hvor er de røde henne? Erstattet af først badesandaler fra H2O og derefter af Crocs i alle regnbuens nuancer – men slet ikke med den samme glød. Til gengæld har fødderne fået det bedre og bedre, og det er selvfølgelig også noget …   

En teknisk detalje: Efter skind var træsko noget af det første, mennesket stak sine fødder i. I begyndelsen var de helt af træ. Senere fik de jernbeslag for at holde længere, og senere igen fik de trælåg for komfortens skyld.

Der var engang, jeg kunne huske et telefonnummer. Alle telefonnumre. Det blev jeg nødt til. Jeg kunne ikke fluks slå op i telefonens telefonbog, for den havde ingen. Den havde til gengæld en fem meter lang ledning, som kunne snos til proptrækkerkrøller. Den var det fysiske bevis på, at jeg talte meget i telefon. For det gjorde jeg. Det gjorde vi. Vi talte sammen. Vi kunne ikke springe over med en sms, og vi kunne ikke se på et display, hvem der ringede. Vi var pinedød nødt til at tage telefonen for at få vores nysgerrighed stillet. Så det gjorde vi – endda med bukserne nede om haserne, hvis det var den tid på dagen.

Men hvis vi missede den, var det også okay. For vi vidste jo ikke, hvem det var, og så kunne vi jo ikke ringe tilbage, vel?

Og der var engang, vi kunne lave telefonfis. Og det var sjovt. At sidde der og sige åndssvage ting som: “Ligger der snegle og boller i vinduet?.” Eller: “Tak for de nye sko.” Og når så den, vi havde ringet til, sagde: “Du må have fået forkert nummer,” skreg vi af grin, mens vi hulkede: “De strammer også ad helvede til.” Det kan vi ikke mere.

Nu afslører mobilen dig. Og giver dig på den anden side mulighed for at være et andet sted end der, hvor du siger, du er. Det har reddet mange forsinkelser: “Holder stille i toget” – mens du står for sent op derhjemme. Man kan ikke få det hele.   

En teknisk detalje: Alexander Graham Bell regnes for den analoge fastnettelefons opfinder. Hans udgaves premiereopkald lød i 1876.

Meget af min barndom husker jeg fra fotoalbums. Nogle ting kan jeg kun huske, fordi jeg har set fotografierne. Mens jeg for 118. gang bladrede i ringbindene fyldt med fire-lommede plastark, som jeg har hevet frem fra reolen for først at få bekræftet af mine forældre, hvor ganske vidunderligt et barn jeg var. Siden for at få bekræftet det samme af diverse kærester. De var en stor del af min identitet (fotografierne – men hey, ikke et ondt ord om kæresterne, også dem). Og jeg skal altså også i gang med at lave fotoalbums til mine børn. For det er det, der sker. Fotografier bliver aldrig til fotografier, men putter sig som digitale filer. Som ingen ser. 

Og så er det da noller, at du efter at have opfundet den ene krystalklare opløsning efter den anden, er vendt retur til: grumset, brændt, gulnet, falmet look. Eller også ret forståeligt.

En teknisk detalje: De ældste fotografier er fra 1826 af Joseph Nicéphore Niépce. Men teknikken fandtes fra 1500-tallet.

Uhm. Lige at tage sin glatte stålske og skære den ned gennem først flødeskum og så den luftigste lysegule sky af citronfromage. Eller ymerfromage, romfromage, fløderand, budding. Hvor blev de af, alle de desserter, der blævrer?

Hils dem, og sig, at de er savnede. Og ikke i den nye mormorkøkken-tvistede version, men i den originale. Som var så sjov at splaske ud i ganen, presse gennem tænderne. Den smager af tryghed og enkel-hed. Det smager godt. Og vi er alligevel ikke enige om udtalen af mousse!

En teknisk deltaje: Er oprindeligt italiensk – panna cotta al limone. (Vi tilførte flødeskummet).

Jeg elskede det. At sidde foran mine forældres række af Lademanns Leksikon. Det var hele verden i forklaret form. Havde jeg et spørgsmål, havde jeg også svaret. Det udvidede perspektiver og horisonter – eller skabte dem – for når du slog op, var verden jo beviseligt større end træ-vængerne og Skive-by. Bonusinfo, der betød noget! Tit kunne min far og jeg sidde med hvert vores bind, fordi vi havde skullet tjekke noget, men så kom vi til at læse foran eller ved siden af og faldt over den ene utrolige forklaring efter den anden – på alt muligt vi ikke vidste, vi ville vide, men nu vidste vi det. Du fik mere spildviden, når det, du søgte, delte side. Og spildviden er det, du bliver klog af. Sagde den gamle dame. Og mente det.

Det findes stadig, leksikonet eller encyklopædien, men en cd-rom giver bare ikke samme verdensdame-følelse. Og Google og Wiki. Gør livet lettere, men er det altid til at stole på? Du skal sortere så meget. Det behøvede du ikke i et leksikon, det indeholdt facit, og det er rart at få serveret. Stadig.

En teknisk detalje: På græsk betyder leksikon ordbog. Mens encyklopædi – som indeholder længere artikler – kommer af det græske ord enkyklios. Verdens første moderne encyklopædi var fransk, hed Encyclopédie, ou dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des metiers (på dansk: Encyklopedi, eller kritisk ordbog over videnskaberne, kunstnerne og håndværkerne) og første bind var på gaden i 1751.

Biler dengang var jo livsfarlige at sidde i. Der var ingen centrallås, alle røg, ingen brugte seler, og når man drog ned ad autobahn, slog man bare bagagerum og bagsæde sammen, og børnene havde en lege-plads. Men de var også hyggelige. Derfor og fordi de var orange-gule, havde tag-bagagebærer – og håndtag til at rulle vinduerne op med. En teknik så uteknisk, at den ikke kunne styres fra førersædet. Frihed! Og turen fik noget at gå med.

Meeen, byttet var nu også et af de bedre. Automatiske vinduer var så sci fi-cool, at du ønskede, at din far bare ville køre op og ned ad vejen, så du tavst kunne prale – eller du ønskede, at din far havde en bil med dem.   

En teknisk detalje: Der er uenighed om verdens første bil med benzindreven motor: Nogle siger, at det var Bil (ja, sjovt, ikke?) Daimler, der stod bag. Andre siger, at det var Karl Friedrich Benz (som i Mercedes Benz). Uanset: i 1885. Så kom manuelle rudeoptræk (som det hedder). Og allerede i 1941 kom el-ruder, men kun i luksusbiler. I 1980’erne blev de for menigmand.

Engang var de den smarteste måde at finde vej på. Du skulle bare lige folde kortet ud. Det var let. Det svære var at få lagt det tilbage i de samme folder. Lad os være ærlige, noget nær umuligt. På lige linje med at få sit telt tilbage i teltposen. Der var altid en sammenklapning, som kom til at gå den gale vej, og så sad du der og overvejede, om du ikke bare (for fanden) skulle tvinge siderne på plads ... Men følelsen af at folde kortet ud næste gang var ikke lige så god. Du vidste, du havde snydt.

Der var de kort, du var ved at blive skilt på grund af (eller se dine forældre blive skilt til), fordi den rigtige vej konstant dukkede for sent op. Og der var de kort, du opdagede verden med. Dem beholdt du, krøllede og autentiske som de var. For du var jo Indiana Jones, når du efter fire timer, en pakke smøger og to ubehageligt hårde opbremsninger endelig rullede ind i den landsby i Vietnam. Eller Harzen.

Gps er for nemt. Det er som at bage kage med kagemiks. Snyd. Meget mere snyd end lige at lave en tvungen fold.

En teknisk detalje: Verdens ældste bykort er 3.500 år og over den sumeriske by Nippur.