1. Et apparat med ledning. Vi begynder ultrapædagogisk: En telefon var i mors barndom et apparat med ledning, der stod fast placeret et sted i huset. Gerne i stuen, hvor resten af familien kunne følge med i snakken med veninder, kærester, gamle kærester og så pinligt meget videre.
2. Du har ringet til 0059. Der fandtes engang et legendarisk mødested efter cifrene 0059, hvor du kunne ringe anonymt ind og sludre med andre unge (og også nogle gange med voksne med tvivlsomme hensigter), i grupper på seks ad gangen, hvilket var topmålet af teleteknisk kapacitet dengang.
I 1984 brugte 30.000 træfpunktet hver dag, kunne man læse i avisen. Sådan var sociale medier altså, da mor var ung.
3. Hej Caspers mor! En ting er at tage sig sammen til at ringe til en potentiel kæreste for første gang. Noget helt andet var i fordums tid at tage sig sammen, når du risikerede i den anden ende af røret (som faktisk var et rør dengang) at få fat i Casper fra parallelklassens mor, far eller storesøster.
Det gjaldt om at time sit opkald optimalt til for eksempel tidlig eftermiddag, hvor normale voksne var på arbejde.
4. Hvem ringer? Der var engang, hvor du ikke kunne se i displayet, hvem der ringede (især fordi der ikke var noget display), og derfor gjaldt det om at spurte hen til telefonen, når den ringede, for ikke at skulle spekulere i timevis bagefter på, hvem der mon ville i kontakt med dig.
Omvendt var der heller ikke noget pres om at ringe tilbage til nogen. Når du ikke tog telefonen, var du bare ikke tilgængelig.
5. Telefonfis. Fraværet af nummervisning hos modtageren gav mulighed for en sport, som alle børn og unge med respekt for sig selv bedrev fra tid til anden.
Vi præsenterer lige en klassiker: Du ringede et tilfældigt nummer op og sagde: “Hej, jeg skal tale med Susanne,” og blev afvist. Lidt senere ringede du igen og sagde: “Hej, må jeg tale med Susanne.” Sådan kunne det blive ved lidt, inden du til sidst satte trumf på og ringede med ordene: “Hej, det er Susanne, er der nogen, der har ringet?”
6. Frøken klokken. Gode råd var dyre, hvis du kom afsted uden armbåndsur, men med en telefon i nærheden, kunne du ringe 0055 og få frøken klokken (alias Marianne Gemmers forudindtalte stemme) i røret og få oplyst tiden.
Og faktisk findes frøken klokken stadig, nu bare under nummeret 7010 1155, dog er tjenesten et godt stykke fra sin storhedstid hvor op mod 20.000 i døgnet ringede.
7. Møntopkaldet. Fra udlandet var en mønttelefon på et gadehjørne det bedste bud på en direkte linje hjem, og det gjaldt om at have nok mønter til at kunne nå at sige: “Vi har det godt. Send flere penge,” til de spændte forældre, der også måtte overleve dage – nogle gange uger – uden livstegn... hvis man nu ikke lige stødte ind i en telefonboks.
8. Og alt det andet. Og så har vi endda ikke nævnt alle de 1000 andre ting, som i dag foregår via telefonen, mens det engang var sådan, at du skulle i banken for at hæve penge, købe et kort for at finde vej, have et kamera, hvis du ville tage billeder og en grammofon, hvis du ville spille musik.
Den Blå Avis var faktisk en avis, vejrudsigten fik du sammen med tv-avisen om aftenen kl. 19.30 og så videre, og så videre...
