1. Små børn, små problemer ...
... store børn, store problemer. Den sætning var umådeligt irriterende, dengang man stod med en hysterisk toårig i flitsbue, men når de som cirka 12-årige fortæller, at de skal til at høre om stoffer og prævention i skolen, indser man, at der er noget om snakken.
2. Konsekvens er svært
Børn har godt af at cykle, og der er ikke noget, der hedder dårligt vejr. Alligevel er der altid bilkø på alle skoleveje i nabolaget, når det regner. Gudskelov! Så er man ikke den eneste, der jævnligt vakler i egne ellers sunde, logiske transportregler.
3. Kunsten at være et forbillede
“Hvor mange timer har du selv været på din telefon i dag?”, “hvorfor må dine bade tage evigheder?”, “du hygger dig nok med chokolade på en onsdag, hvad?” Det er svært at opdrage nogen til adfærd, man ikke selv efterlever (selv om man prøver at gemme chokoladen, til de er gået i seng).
4. Million dollar baby
Hvert barn koster en million. Læste du også det som gravid i sin tid? Med skeptiske øjenbryn? Nå! Men omkring de 18 år er vi ved at være der, ikke sandt? Når de har smidt den tredje iPhone væk eller bare smadret den, tager kørekort, spiser dobbelt aftensmad, har været på efterskole og har et voldsomt forbrug af dyre sneakers!
5. Fra børn og fulde folk
Det er både en gave og en forbandelse at blive sat på plads af sine børn. Det forbandede er, at de tit slår til på tidspunkter, hvor man ikke er klar til alt for lysende klare sandheder. På den anden side er det (vist nok) en gave at blive klogere på sig selv.
6. Kærlighed overvinder alt
Varer kærligheden ved, lige meget hvad de gør, tør, siger og tror på? Ja. Det kan dog være nødvendigt lige at minde sig selv om det, når de tager bilen uden at spørge og smækker fornærmet med døren, fordi man kommer til at spørge, om de har haft en god dag.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv. d. 10. marts, 2022.