Den kjole kommer til at passe om 3 kilo. Jeg køber den!
Den kjole kommer til at passe om 3 kilo. Jeg køber den!

6 tåbelige ting, du har gjort, fordi du er et menneske

Vi er mennesker, og derfor kommer vi jævnligt til at gøre tåbelige ting, som vi endda kan finde på at gentage. Måske har du også befundet dig i de her 6 situationer?

31. oktober 2022 af Karen Greve

1. I flinkeskolen

Du er kommet til at takke overstrømmende for en gave, du ikke rigtigt kunne lide. For eksempel en potteplante, når nu du helst vil have afskårne blomster – og nu hænger du på potteplanter fra svigermor i al evighed.

2. I shoppe-humør

Du har fyldt en virtuel indkøbskurv med dyre ting, tilmeldt dig et nyhedsbrev for at få en rabatkode, og så i sidste øjeblik hoppede du af. Det særligt tåbelige er, at det er sket ret meget mere end en gang. 

3. I håbets verden

Du har købt en kjole, der var lidt for lille. Fordi den vil sidde så pænt, når du lige har tabt tre kilo! 

4. I tjek af-iver

Du har skrevet et punkt på din huskeliste, som du faktisk allerede har udført. Bare for at få glæden ved at strege punktet ud!

5. I pinlighedens pinlighed

Du har stalket en gammel kæreste på Facebook med forsigtige fingre for ikke at komme til at like et tre år gammelt opslag, der vil afsløre, hvor langt tilbage ad pinlighedens stige, du er kravlet. 

6. I sprogligt limbo

Du er kommet til at nikke, som om du var heeelt med, når en svensker eller nordmand fortalte dig noget, selv om de lige så godt kunne have talt hindu. Det bliver lidt pinligt, når deres snak ender med et spørgsmål ... Ikke? 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i september, 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide