1. Den uundværlige souvenir
Det ser fint ud med små elefanter i ibenholt, flettede kurve og Provence-duge, for slet ikke at tale om papyruskunst og et indiansk vævet tæppe – når altså du er i Kenya, Frankrig, Ægypten og Peru. Hjemme i en nordisk indrettet stue med en Billy-reol fra Ikea stak det lidt ud, ikke?

2. Pjerrot i porcelæn
Der er ikke kun sjovest på Bakken, det var der også på pigeværelser i 80’erne, hvor Pjerrot- eller Harlekin-porcelænsdukker sad på din skibsbriks eller hang som grædende masker på din væg i et perfekt stilmatch med dine pastelfarvede satinpuder og din spejlvæg.

3. En nøje komponeret opslagstavle
En opslagstavle med en brochure fra et kunstmuseum (hvis den passede i farverne), gamle koncertbilletter (med et fedt undergrundsband) og nogle stofprøver/eksotiske postkort/udklip fra blade hængende for at signalere, hvem du var (eller snarere hvem du gerne ville være). Det var, før Instagram blev den store virtuelle opslagstavle.

4. Visne blomster under loftet
Bunden i vejret på en buket roser, gerne de billige fra supermarkedet nede på hjørnet, og så op at hænge under loftet. Det så lidt vissent ud. Og blev hurtigt ret støvet. Men det duede ikke uden vissen botanik i stuen i en lang periode i forrige årtusind.

5. Vaser i blåt glas eller med striber
Ikke et ord om den der Kähler-vase, men du har haft noget stribet på et tidspunkt, ikke sandt? Og noget meget blåt glas, gerne sat sammen med en skål og nogle lysestager i samme vidunderlige design. Måske ligefrem med lyskranse i kunstige blomster omkring?

6. En gulvlysestage i smedejern
... og den stod op ad en svampemalet væg i gul eller fersken. Muligvis med enten en plakat med en papegøje på (og der havde du i øvrigt øreringe i samme look) eller en fransk varietéreproduktion a la Toulouse-Lautrec.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10. september 2020.