Beef Wellington og drink med pisang ambon
Indbagt kød og giftigt grønne drinks er to af de fødevarer, vi har budt os selv. © Getty Images

6 former for freaky føde, du har budt din 40+ krop

Hvad siger du, hvis vi siger natmads-orgier, kød med dej og pisang ambon?

23. september 2020 af Karen Greve

1. Natmads-orgier. Åh, det var tider, dengang man skulle have en hotdog med det hele eller to tebirkes og en brik-kakao på vej hjem fra byen. Og på en underlig måde hjalp det mod tømmermænd. For hvad kan forklaringen ellers være på, at alle former for alkohol nu slår hårdere dagen efter?

2. Kød med dej. Der var engang, hvor både mørbrad og fars absolut skulle vikles ind i dej for at være festligt. Og hvis du indimellem savner den ret tunge følelse i maven, som dej-kødet afstedkom, kan du faktisk finde Karolines Køkken i en Største Hits-udgave, og vi garanterer, at indbagt mørbrad er en af opskrifterne. Sammen med rejecocktail, tunmousse og flødeostekage...

Beef Wellington, hotdog og tebirkes
Hotdog eller tebirkes i de sene nattetimer. Og indbagt kød til aftensmad. Det var dengang! © Getty Images

3. Fedtforskrækkelse. Fedt i alle former var ren gift, især i 90’erne, og fedtforskrækkelsen kulminerede i et herostratisk berømt tv-klip, hvor kogebogsforfatteren Anne Larsen skyllede stegt kød under den varme hane. Klippet udløste et ramaskrig og måske også lidt eftertanke i forhold til, hvor langt man skal gå i sundhedens navn.

4. Blandet bowle. Lidt vodka, gin, pisang ambon, en billig appelsinjuice og et par sodavand så ringe, at brusen gik af sammen med kapslen, tilsat overvintret likør eller whiskey fra fars barskab i en bowle, og så var det ellers “bund eller resten i håret!”.

5. En tåbelig kur. Prøvede du den kur, der mest bestod af æg og grapefrugt? Har du sultet på suppekur? Håbefuldt nedsvælget Nupopulver? Talt kalorier, spist skyr i store mængder? Uanset hvilke kure du har prøvet i tidens løb, er de endt med samme resultat: Du har indset, at den bedste kur er kort. 3 + 6 bogstaver: Luk munden!

Nupo, grøn drink og grapefrugt
I dag siger vi kæmpe nej tak til både giftige grønne drinks og tåbelige kure!© Getty Images | Nupo

6. Halvråt, dødbagt eller gennemklistret. Det er ikke os alle, som så efter, når mor rørte sovsen, så de første år i eget køkken kunne være en prøvelse af dødbagte boller, halvrå kartofler, gryderetter uden smag og gennemklistret risengrød til jul. Den slags sker gudskelov sjældent i et 40+liv.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. august 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide