Lady in red film
På et tidspunkt har du også været the lady in red.© Ronald Grant/ Scanpix

6 farver dit liv har haft indtil nu

Pink i miks med mintgrøn, sømandstribet, knaldrød og regnvejrsgrå – hvis du er på den anden side af 40, så har dit look og dit liv haft mange farver.

15. marts 2022 af Karen Greve

1. 80’er-pink og mintgrøn

Måske tror nogle, at pink hår er en trend fra dette årtusinde. Så kender de ikke Cyndi Lauper, som allerede i 80’erne tog pink to the next level. I en dansk teenagehverdag kunne en pink eller mintgrøn trøje fra Ball dengang dog godt gøre det.

2. Pastelfarvet med bamsemønster

Husker du, dengang dine omgivelser var sart blå, lyserød eller creme? Gerne med bamsemønster. Måske er der en grund til, at den generation, der var babyer i 00’ernes nuttede pastelunivers, er den mest woke og regnbuefarvede til dato?

3. 50 nuancer af grå

Nu tænker du måske på en serie bestseller-bøger og film? Eller på et farvekort med koksgrå, lysegrå og antracit? Der har vi også været. Men 50 nuancer af grå er også de perioder af dit liv, der har føltes farveløse. For de findes, og måske er de den bundfarve, der giver ekstra kulør til resten?

4. Den turkise ferie

Normalt er der farver, du undgår. Karry? Lilla? Turkis? Altså bortset fra i de ferier, hvor du pludselig opdagede indisk, spansk eller mexikansk farveglæde og købte noget flerfarvet. På et lokalt marked eller lignende. Som aldrig kom på herhjemme. Men pyt, det var sjovt, så længe det varede. Præcis ligesom din ferieflirt og græsk uzo.

5. Lady in red / A girl on fire

Det er ikke sikkert, at rød er din farve, men den røde følelse kender du: Den gav dig lyst til at dreje rundt om dig selv som en anden Katniss Everdeen. Fordi du havde kjolen over alle kjoler på, og hele verden kunne se dine farver.

6. Stribet sømandsblå

Du har haft en stribet sømandstrøje, har du. Eventuelt suppleret med sejlersko, sømandsbukser med svaj eller ligefrem et lille sømandstørklæde. Det optimistisk maritime islæt i moden kommer og går, og alle vi 40+ kvinder har været der – måske ligefrem i en “sejle op ad åen”-stemning.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 10 februar, 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide