Håndklæder på badeværelse og frustreret kvinde med lyskæde
Hvor mange af juleepisoderne genkender du? © Getty Images

6 episoder, du som 40+ kvinde har oplevet i december

Julen er hjerternes fest. Men den er også højtid for massive klicheer og fristelser, du som 40+ kvinde helt sikkert genkender...

3. december 2020 af Karen Greve

1. Den med billig gløgg

Du har siddet i sportshallen eller i børnehaven på ministole omkring et arrangement med lys i ler, lunkne æbleskiver og den blå spand med syltetøj fra Netto. Og du har sippet billig gløgg af en hvid plastikkop til tonerne af Jul Det’ Cool og virkeligt mærket december for fuld skrue.

2. Den med bedetæppet

Et bedetæppe er slang for det håndklæde, du lige rutineret har smidt foran kummen, når du skulle kaste op, fordi det gik galt med snapsen til julefrokosten, eller fordi fisken på det kolde bord havde en tanke. Ingen er fyldt 40 uden at kaste op i en december måned.

Håndklæder på badeværelsegulv
Åh, det var koldt at ligge her. Og ikke sådan helt vildt værdigt.© Getty Images

3. Den med de jule-lalle-glade

Der er de her: Mennesker med kilometervis af julepynt på loftet, som skriver lange lister over julemånedens opgaver og elsker de dovne helligdage i familiens skød, og som altid får tårer i øjnene over Driving Home for Christmas. De står der altid et sted i december.

4. Den med de jule-vrantne-vrede

Og så er der de andre, der af princip mener, at julen er forløjet og gør os forædte og forarmede, og at det bare er for meget med brune kager i butikkerne allerede i oktober. Og hvordan skal man nogensinde blive enige om, hvor mange gaver vi giver til hvilken pris?! De er der også.

Kvinde er julesur
Hmpf, det' jul! © Getty Images

5. Den med årets fristelse ...

Et år fandt Summerbird på at lave en julekalender. Andre år har en tv-kanal i julehumør sendt Sex & the City hver aften til klokken to om natten. Og nu er der kommet en aperol-gløgg! Der er altid mulighed for nye afhængigheder i december, og du har haft dine af slagsen.

6. Den med ja-hatten!

“Tak for gaven” (som du ikke havde ønsket dig), “tak for mad” (selv om du fik flæskesteg og helst vil have and), “tak for sangen” (selv om seriøst ingen jo kan ramme tonerne i julesalmerne rent. I hvert fald ikke på samme tid). Julen er jo hjerternes (og de massive klicheers) fest, så selvfølgelig har du iført dig ja-hat. Mere end en gang i december.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 12. november 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide