
Velskrevet roman om ensomhed og kærlighed
Simone Mørch Stjer: Solhaven, Gyldendal, 250 sider, 250 kr.
Handling: Amatørkunstmaleren David arbejder på et plejehjem, og han er en glad og empatisk sosu-assistent, som har god kontakt med kollegaerne og frem for alt beboerne. En dag får han en ny kollega i form af den unge kvinde Cassandra, som han bliver håbløst forelsket i. Hun viser sig at være kunstinteresseret datter af en gallerist, og da hun opdager, at David maler, får hun ham til at male beboerne, når de er døde. Det gør han godt – måske også for godt, for nu begynder der oftere at ske dødsfald blandt Solhavens beboere, end der plejer, og David begynder at få en ubehagelig mistanke ...
Magasinet Liv mener: En velskrevet og overraskende roman, der tager fat om så vigtige emner som ensomhed, kærlighed, ambitioner og etik. David er en lavmælt og nuanceret fortæller, som tøvende må navigere i fuldstændigt at få benene sparket væk under sig af den livlige og filterløse Cassandra. David er blevet svigtet af begge sine forældre, og han finder det mere end svært først at lade Cassandra komme ind i sit liv og derefter at sige nej til hende, for for pokker, tænk at blive elsket. Men det med at male folk, når de er døde, er vist alligevel ikke god stil, og nu er spørgsmålet, om David bliver nødt til at vælge mellem den nye kvinde i sit liv eller at kunne se sig selv i øjnene. En rigtigt god roman om at skulle finde sit moralske kompas midt i forelskelsens sindssyge.
Til dig, der ... vil overraskes.
Magasinet Liv giver 5 stjerner.

Krimi med overraskende slutning
Nita Prose: Stuepigen, Svane & Bilgrav, 336 sider, 200 kr.
Handling: Molly arbejder som perfektionistisk stuepige på et hotel, men hvirvles ind i et morddrama, da hun en dag finder en død gæst i et af de værelser, hun gør rent i.
Magasinet Liv mener: En krimi uden ulækkerheder, men med et hyggeligt persongalleri. Frem for alt den socialt akavede Molly, som i sin uskyld vandrer gennem begivenhederne blandt svindlere, pushere og andre, der vil udnytte hende til deres egen fordel, mens hun er totalt uvidende om alle de skjulte dagsordener, de andre har. En af den slags bøger, hvor læseren ved lidt mere end hovedpersonen og hepper på, at alt slutter godt. Og så er der en fin lille overraskelse til sidst.
Til dig, der ... vil hygge, selv når det er uhyggeligt.
Magasinet Liv giver 4 stjerner.

Spændingsroman om mystiske sekter
Jeanette Varberg: Enkernes land, Politikens Forlag, 528 sider, 230 kr.
Handling: Arkæologen Nanna drages ind i efterforskningen af en gammel kvindes blodige selv- mord. Fra fortid til nutid og fra en vestjysk fiskerby til Kairo og Vatikanet går jagten på forklaringen.
Magasinet Liv mener: En spændingsroman til din indre historiker. Den giver dig nemlig både indsigt i mystiske ritualer og amuletter, tidlige kristne sekter og 1800-tallets Indre Mission på Vestkysten, for det er en knugende skildring af, hvor råt og hårdt livet var i de fattige små fiskersamfund der. Og så får du endda en gang mordefterforskning og international konspiration oveni. Varberg skriver dynamisk og indlevende, og Nanna er en dejligt rebelsk og nørdet hovedperson, du ikke bliver træt af at læse om.
Til dig, der ... elsker Dan Brown.
Magasinet Liv giver 5 stjerner.

Spraglet kinesisk roman
Su Tong: Flodbred, Klim, 470 sider, 300 kr.
Handling: Drengen Dongliang lever på bunden af samfundet med sin far på en pram. Hans liv ændrer sig, da de lokale ‘pramfolk’ i fællesskab adopterer den forældreløse pige Huixian.
Magasinet Liv mener: Et spraglet kinesisk kludetæppe af handlingstråde og mennesker, som væver sig ind i og ud af hinanden. I centrum står den rodløse Dongliang med den kaotiske bagggrund: En skuespillermor, som rasende har forladt den dameglade far, som efterfølgende skærer sin penis af. En historie om en familie, der er faldet fra tinderne, så langt ned de kan komme, og om afgrundsdyb ensomhed. Denne mærkelige, fascinerende fortælling er helt sikkert meget anderledes end de bøger, du normalt læser.
Til dig, der ... vil noget anderledes.
Magasinet Liv giver 4 stjerner.

Stemningsfuld erindringsroman
Jamaica Kincaid: Annie John, C&K, 160 sider, 199 kr.
Handling: Lille Annie synes, at hendes mor er den dejligste i verden, og det er gengældt. Men da Annie bliver teenager, er det, som om hendes mor pludselig ikke elsker hende så be- tingelsesløst længere, og noget går i stykker imellem dem.
Magasinet Liv mener: En smuk og stemningsfyldt fortælling fra den caribiske ø Antigua om en barndom og et hjerte, der bliver knust af en mor, som ikke kan håndtere, at hendes barn vokser op og bliver kvinde. Annie beskriver hjerteskærende forvirringen, når hendes mor opfører sig anderledes og tilsyneladende forventer noget andet af sin Annie med hår under armene og bryster end før forvandlingen. Et lille indsigtsfuldt kunstværk.
Til dig, der ... vil læse om mor-datter-forhold.
Magasinet Liv giver 5 stjerner.