Sommeraktiviteter i Danmark
Det er sommer, det er sol, og det var Danmark! © Kalklandet | Rubjerg Knude | Anders Sune Berg

16 fede sommeroplevelser i Danmark for både dig og din familie

Til alle os, som skal holde ferie i Danmark i år, og som af alle grunde vil være mest muligt udenfor: 16 steder, du vil elske!

3. juli 2020 af Louise Thorsted

Vores journalist Louise Thorsted holder fingeren på kulturpulsen og guider dig til hele 16 fede sommeroplevelser i Danmark, for både dig og din familie!

1. Kunst i haven

Kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund i Nordsjælland er ved at udvide med endnu en spektakulær tilbygning og er derfor lukket. Men parken er der stadig adgang til. Og den er fuld af kunst af den moderne slags og inspireret af fransk impressionisme. 

Fortab dig i spejllabyrinten, eller hop igennem Olafur Eliassons dampende opretstående cirkel, og få et helt nyt syn på bambus...

Hvornår? Hele året! 

Kunstmuseet Ordrupgaard
Hop igennem den dampende cirkel på Kunstmuseet Ordrupgaard. © Anders Sune Berg

2. Tramp en sti

Kender du glæden ved at opdage en hidtil ukendt sti og ved at følge den for at se, hvor den fører dig hen? Så tjek konceptet ‘Spor i landskabet’, som guider dig til stier, du kan opleve mere hemmelige sider af Danmark fra. Her får du også råd til, hvordan du tramper din egen, nye sti.

Hvornår? Hele året! 

Spor i Landskabet sommeraktivitet
Skal vi fare vild sammen?© Spor i Landskabet

3. Adoptér et ord

Rynker din teenager på næsen, når du forsøger dig med ord som “nice” eller “sweet”? Og ser tilsvarende uforstående ud, hvis du begår en sætning med for eksempel ordet “hyrdetime” eller “sjuskedorte”? Så hank op i hinanden, og besøg museet Nivaagaards ‘Reservat for truede og spirende ord’. Det er i parken, og der er fri adgang.

Hvornår? Hele året! 

Reservat for truede og spirende ord på Nivaagaard Museum
Mangler du også af og til ord?© Nivaagaards Malerisamling

4. Finurlige figurer

Selv hvis du og din familie er vokset fra Lego, er der fortsat gode grunde til at gøre et stop i Billund. Eller rettere 21 gode grunde. Det er nemlig så mange skulpturer, der er placeret langs en bugtende 1.300 meter lang sti i Skulpturpark Billund. Mød blandt andre karaktererne fra Den lille prins, og se vores egen, nu afdøde prinsgemals evner udi det tredimensionelle.

Hvornår? Hele året! 

Den lille prins i Skulpturpark Billund
Mød blandt andre karaktererne fra Den lille prins i Skulpturpark Billund.© Skulpturpark Billund

5. Bunker af historie

Jeg er ret tosset med genbrug og bæredygtighed, og arkitekt Bjarke Ingels’ genbrug af en gammel kanonbunker fra Anden Verdenskrig som museumsbygning er jo genial. Museet Tirpitz ved vestjyske Blåvand skjuler sig under Vesterhavets sand og gemmer på Vestkystens hemmeligheder.

Hvornår? Hele året! 

Tirpitz museum på Vestkysten
Bliv klogere på Vestkysten på museet Tirpitz.© R. Hjortshoj

6. Fyn skal det være

Jeg er faktisk lidt vild med Fyns nye slogan her – Fyn skal det være – måske fordi jeg ser Mrs. Hyacinth for mig? Et billede, som snart skal erstattes med Svanninges bugtende bakker, levende bisoner på Nordfyn og det keramiske museum Clay ved Middelfart, som er smukt både indeni og udenpå.

Hvornår? Hele året! 

Clay museum på Fyn
Så fin er Fyn.© Thomas Mølvig

7. Flotte redninger

Husker du flytningen af Rubjerg Knude Fyr, som nu ligger i sikkerhed 70 meter længere inde i landet? Det skal da tjekkes ud! Og kør så lige sydpå til Fjerritslev, og nyd resultatet af en anden spektakulær redning, nemlig genopbygningen af smukke Svinkløv Badehotel. Jeg husker stadig den eftermiddag, jeg fik serveret valnøddelagkage i den gule stue, sommeren før det brændte ned...

Hvornår? Hele året! 

Rubjerg Knude fyr
Flot fyr i Nordjylland! © Rubjerg Knude

8. Nostalgi-trip til den midtjyske hede

Hører du ofte dig selv sige “i gamle dage”, eller “dengang jeg var ung”, med en efterfølgende følelse af at være tudsegammel. Så tag tilbage til de ægte gamle dage på Frilandsmuseet Hjerl Hede, og bliv mindet om, at der var gadekær før zoom og sæbespåner og vaskebræt før vaskemaskine. Det er dansk kulturarv, skikke og brug fra dengang, din mormor og oldemor var unge.

Hvornår? Hele året! 

Hjejl Hede Frilandsmuseum
Så gør vi sådan, når vi vasker vort tøj...© Hjejl Hede Frilandsmuseum

9. Danmarks mest blå vand

Glem alt om eksotiske destinationer, ifør dig solbriller, og sæt kursen mod Faxe Kalkbrud. Danmarks største menneskeskabte udgravning, hvor du kan være heldig at finde fossiler af koraller, søpindsvin og hajtænder! 

Hvis det tilknyttede museum Geomuseum Faxe er lukket, er der stadig adgang til kalkbruddet med det azurblå vand, men husk i så fald egen hammer og mejsel.

Hvornår? Hele året! 

Faxe Kalkbrud
Fine Faxe Kalkbrud. © Kalklandet

10. Gå en tur med en kendt

Komiker Christian Fuhlendorff dyrkede walk and talk, før alle vi andre blev tvunget til det. Halvanden times snak om løst og fast, hvor han har fri adgang til og nysgerrigt spørger dagens udvalgte gåmakker: HVA SÅ?!

Gå med (med høretelefoner), og lyt til blandt andre lakridskongen Johan Bülow, cremedronningen Andrea Elisabeth Rudolph og Helle Thorning-Schmidt.

Hvornår? Hele året! 

Moden kvinde går tur og lytter til podcast
Gå tur med en kendt i ørerne. © Getty Images

11. Vil du med en tur i skoven?

... Eller ud at kigge på rovfugle i Skagen, se Mariager Fjords kyst fra en cykelsadel eller studere Københavns Havn i sadelhøjde? Så tjek Friluftsrådets 48 bedste dagsture på cykel

Skiltede ruter med numre, så du kun behøver at kigge efter et blåt skilt med dit nummer på, giver dig mulighed for, at du faktisk kan lade din gps/telefon blive derhjemme.

Hvornår? I godt (cykel) vejr! 

Københavns Havn
Der er så mange nye broer, at det giver så meget mening. Se Københavns Havn i sadelhøjde. © Getty Images

12. Når du savner veninderne

Jeg har endelig fået øjnene, eller mere ørerne, op for podcasts, og seneste gode opdagelse er Hella Joof og Marie Louise Tüxens Om søndagen græder vi på podcastappen Podimo, som er gratis, men med mulighed for tilkøb. Hør de to ærlige, kloge og sjove kvinders tanker om blandt andet tilgivelse, køn og den hvide gamachebuks.

Hvornår? Hele året!

Hella Joof og Marie Louise Tüxens podcast
Græder du også om søndagen?© Ritzau/Scanpix

13. “Nu skal der trakteres!” 

Kombinationen af Falsters natur, en Michelinkok og Sticks’n’Sushi-stifterne er nok til, at jeg allerede har booket bord til min fødselsdagsfrokost på det nye Pomle Nakke traktørsted

Deres smørrebrød serveres med et tvist, og beliggenheden lægger op til både havbad og skovbad, så hvad mere er der tilbage at ønske? Det skulle da lige være at forlænge dagen med en middag...

Hvornår? Hele året!

Pomle Nakke restaurant
Vi forstår stadig ikke, hvorfor hele verden ikke grovæder smørrebrød...© Pomle Nakke

14. En god, dansk drue

Der er noget eksotisk over en dansk vingård, ikke? Sådan en ligger der øst for Svendborg. Skaarupøre Vingaard drives på 17. år af Carsten og Bente, og i august har de sommercafé lørdag og søndag fra klokken 13 til 17. 

Medbring din egen mad, eller bestil frokost mindst fire dage i forvejen. Gårdbutikken er åben onsdag og søndag, ligesom du kan booke vinsmagning fra 160 kroner pr. person.

Hvornår? Hele året! 

Skaarupøre Vingaard
God, dansk vingård. © Skaarupøre Vingaard

15. “Safari, safari, safari...”

Mine øjne trænger til at indstille sig på en hel masse længere væk end mobiltelefon i hånd-afstand. Og så er safari da oplagt. Træk en gammel sweater på, sæt kursen mod Thyborøn, og stævn ud på sælsafari ved Limfjordens udmunding. Indtil videre er der 100 procent succesrate med hensyn til at spotte en sæl.

Hvornår? Til 30. oktober

Sælsafari i Jyllandsakvariet
Store klumper af ren nuttethed.© Jyllandsakvariet

16. Tid til nye eventyr?

Med mottoet “Færre to-do’s, flere ta-da’s” vandt Damernes Eventyrklub mit hjerte, første gang jeg hørte om dem. Klubben er grundlagt af Maiken og Nadia, som bare helt grundlæggende mener, at der skal mere eventyr ind i vores hverdag. 

Så det leverer de med deres podcasts og engang en eventyrlig festival i København med blomsterbinding, naturterapi og burlesquedans. De lover, at flere festivaler og arrangementer er på vej.

Hvornår? Hele året! 

Damernes Eventyrklub
De sørger for mere eventyr i din hverdag!© Damernes Eventyrklub

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 4. juni 2020.

Du vil (garanteret) også kunne lide