Louises liste
Louise holder fingeren på naturpulsen og guider dig til 10 dejlige naturoplevelser, du kan underholde dig med i lockdown.
Der er meget, vi ikke kan lige nu, og det har vi efterhånden vænnet os til. Dermed ikke sagt at vi ikke glæder os til, at verden bliver mere normal igen, for det gør vi i allerhøjeste grad! Men mens vi venter, kan vi fokusere på det, vi trods alt stadig kan, og en af de ting er at opleve naturen – alene, på afstand eller med de nærmeste.
Og måske har du brug for inspiration til, hvor du skal finde dine dejlige naturoplevelser uden at krydse grænser, og det får du så her. For Danmark har i den grad masser af smuk natur at byde på. Se selv:
1. For jeg vil uuuuud, ud under åben himmel!
Det der natur kan jo noget! Men hvis du nu ikke har en hund eller løbesko at lufte, så mangler du måske inspiration til, hvad præcis den kan. Og hvad du kan i den. Gå på opdagelse på Naturstyrelsens Ud i naturen-kortet, hvor du blandt andet kan klikke dig frem til, hvor du kan dyrke naturfitness, lave bål eller booke en skov(!)
Hvor? Hele Danmark.
Find Ud i naturen-kortet her.
2. Kunsthaven i Charlottenlund
Kunstmuseet Ordrupgaard i Charlottenlund er, ligesom alt andet kulturliv, midlertidigt lukket, men parken er der stadig adgang til. Og den er også fuld af kunst af den moderne slags, men inspireret af fransk impressionisme. Fortab dig i spejllabyrinten eller hop igennem Olafur Eliassons dampende opretstående cirkel og få et helt nyt syn på bambus ...
Hvor? Charlottenlund.
Læs mere om den naturoplevelse, du kan få i kunsthaven her.

3. Tilbage til fortiden på Falster
“Det er måske ikke Stonehenge, men det er tæt på!” Sådan sælger Visit Lolland-Falster naturområdet Halskov Vænge med glimt i øjet. Kender du efterhånden alle stier og parker i dit nærområde, så træd nye stier, og oplev Halskov Vænges seks stendysser og 72 gravhøje fra bronzealderen. Du kommer også forbi strand og madpakkeborde.
Hvor? Falster.
Læs mere om naturområdet Halskov Vænge og planlæg din tur her.

4. Et smut på landet i byen
Frederiksberg Have overrasker mig hver gang, jeg slentrer igennem. Her ligger et kinesisk lysthus og et dansk slot, her pruster løbere og Zoos asiatiske elefanter, her mødes barokhave med den romantiske landskabshave, og spæde vintergækker med træer med kæmpestammer.
Og midt i det hele er Fasangården vågnet op til dåd under Meyers gourmetvinger. Lige nu er der lukket ned for sildemadder til frokost og det store menu-udtræk til middag, men under lockdown kan du nogle dage købe lune kanelsnurrer og kaffe til takeaway.
Hvor? Frederiksberg i København.
Læs mere om Fasangården her, og se Frederiksberg Haves åbningstider her.

5. Tramp en sti
Kender du glæden ved at opdage en hidtil ukendt sti og ved at følge den, for at se hvor den fører dig hen? Så tjek konceptet Spor i landskabet, som guider dig til stier, du kan opleve mere hemmelige sider af Danmark fra. Og give dig råd til hvordan du tramper din egen nye sti.
Hvor? Hele Danmark.
Opdag nye stier i hele landet her.
6. Adoptér et ord
Rynker din teenager på næsen, når du forsøger dig med ord som nice eller sweet? Og ser tilsvarende uforstående ud, hvis du begår en sætning med for eksempel ordet hyrdetime eller sjuskedorte? Så hank op i hinanden, og besøg museet Nivaagaards reservat for truede og spirende ord, og find inspiration i det danske sprogs outsidere. Det er i parken, og der er fri adgang.
Hvor? Nivå.
Læs mere om Nivaagaards reservat for truede og spirende ord her.

7. Kig på finurlige figurer i Billund
Selv hvis du og din familie er vokset fra Lego, så er der fortsat gode grunde til at gøre et stop i Billund. Eller rettere 21 gode grunde. Det er nemlig så mange skulpturer, der er placeret langs en bugtende 1.300 meter lang sti i Skulpturpark Billund. Mød blandt andre karaktererne fra Den lille prins og se vores egen prinsgemals evner udi det tredimensionelle.
Hvor? Billund.
Læs mere om skulpturpark Billund her.

8. Gå Amarminoen
Er du en af dem, der har fundet glæden ved vandring? Så er Amarminoen måske din næste rute. Tager du den i ét stræk, er vandreruten på Amager cirka 27 kilometer lang. Du kommer blandt andet igennem Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Dragør, og undervejs på ruten oplever du et internationalt fuglereservat, vild natur og Danmarks største selvsåede birkeskov.
Er det for meget at gå den store vandretur, kan du dele ruten op i mindre bidder og tage den over flere dage, eller bare besøge nogle af de naturskønne steder langs ruten og (gen)opdage, hvad Amager har at byde på.
Hvor? Amager.
Læs mere om Amarminoen og planlæg din tur her.
9. Flotte redninger
Jeg var ret fascineret af efterårets flytning af Rubjerg Knude fyr, som nu ligger i foreløbig sikkerhed 70 meter længere inde i landet. Og når jeg alligevel er i Løkken, så kører jeg da lige sydpå til Fjerritslev og nyder resultatet af en anden spektakulær redning, nemlig genopbygningen af smukke Svinkløv Badehotel, hvor jeg spiste valnøddelagkage i den gule stue sommeren før det brændte ned.
Hvor? Løkken og Fjerritslev.
Læs mere om Rubjerg Knude her og bliv klogere på området omkring det traditionsrige Svinkløv Badehotel her.

10. Et stykke Danmarkshistorie i Faxe
Du har måske allerede set billeder fra Faxe Kalkbrud, og det er der god grund til. For det nærmest azurblå vand er utroligt betagende og henleder tankerne til middelhavet og lune sommerdage. Og det kan vi jo heldigvis stadig drømme om!
Kalkbruddet ligger på bunden af et intet mindre end 63 millioner år gammelt hav, og derfor er det oplagt at gå på fossiljagt her.
Hvor? Faxe.
Læs mere om Faxe Kalkbrud her.
