Gade i Rom, Italien.
En slentretur på toppede brosten i Rom er altid en god ide.© Getty Images

Rejseguide: Vi bliver aldrig færdige med Rom

Du bliver nærmest lykkelig af at vandre rundt i Rom og nyde synet af antik storslået arkitektur, charmerende små bydele og romernes venlige væsen. Andiamo!

20. marts 2023 af Gunnhild Bjørnsti

Rom er en vidunderlig by at besøge – igen og igen. Den bedste anbefaling til fine steder at shoppe, til hyggelige hoteller, gode seværdigheder og aktuelle spisesteder får du fra en rejseleder, der selv bor i Rom og har elsket Italiens hovedstad, siden hun første gang besøgte byen som stewardesse i 1996. 

Amelie Lindløkken deler sine bedste rejsetips til Rom herunder.

Din personlige guide til Rom

Det bedste ved Rom

Seværdigheder i Rom 

Restauranter i Rom

Shopping i Rom

Her kan du holde pauser

En sjov aften i Rom

Hoteller i Rom

Din personlige guide til Rom: Amelie Lindløkken

  • Bor i Rom med sin kæreste og har tre børn.
  • Er turoperatør og rejseleder. Laver skrædder­syede rejser til hele Italien i samarbejde med italienske Try Triangle

Amelie Lindløkken i Rom, Italien
Rom-ekspert og din guide i denne artikel, Amelie Lindløkken.


© Privatfoto

Det bedste ved Rom

“Jeg kom til Rom første gang som stewardesse og blev udstationeret her i 1996. Da det flyselskab, jeg arbejdede for, blev en del af SAS, ville jeg blive og bo i byen. I dag bor jeg lige uden for byen med hus og have, 10 minutter fra havet og 10 minutter fra centrum. Og jeg stortrives."

”Bydelene er inddelt i distrikter fra gammel tid. Romerne føler, at de bor i og tilhører deres distrikt, i højere grad end de føler, at de bor i selve Rom. I disse små, charmerende, fascinerende kvar­terer lever folk med deres lokale bageri, mælkeudsalg og slagter. Når du går rundt i Rom og ser folkelivet, føler du dig ikke lille i en storby, men stor i et lille kvarter. Folk genkender dig,” fortæller Amelie Lindløkken."



Hvilken del af Rom er din favorit?

“Bydelen Monti, hvis jeg skulle feriere her. Den er som en italiensk småby og ligger midt i det historiske centrum, men samtidig føler du dig lidt tilbagetrukket, og du finder de små piazzaer, de trange gader som Via di Panisperna og Via dei Serpento og tæt på de store seværdig­heder som Colosseum.”

Hvad er bare så typisk Rom?

“Kaos. Hver dag. Og især når det regner, for så går byen i stå. Stemningen er dragende og intens, og her er meget af alt og store kontraster. Her mødes det moderne og antikke, det polerede og det beskidte. Liv og mennesker. Os, der bor her, aner et mønster, ligefrem en orden i kaosset.”

Trevi­fontænen, Rom, Italien
Trevi­ Fontænen tog 30 år at skabe og er overvældende, brusende, betagende smuk.


© Getty Images

Seværdigheder i Rom

“Colosseum, Trevi Fontænen og Peters­ kirken skal alle se. Jeg bliver aldrig færdig med de mest klassiske steder, for de bliver ved at tage pusten fra mig.

Under Trevi Fontænen ligger Roms første vandreservoirer i tre etager! Aqua Virgin er gamle kilder helt tilbage fra år 19. De blev bygget som den sidste fungerende akvædukt, som udspringer ved Den Spanske Trappe. Går du gennem biografen ved Trevi Fon­tænen, får du adgang til det underjordiske Rom. Oplyst, selvfølgelig.

De underjordiske gravsteder, katakom­berne, er der op til 40 af i Rom, og nogle af dem er 11 kilometer lange. Når jeg går der, prøver jeg at forestille mig, hvordan livet og menneskene så ud, da de stadig blev brugt.

Gå også på opdagelse i den kreative bydel, Porto Fluviale, som minder lidt om Køben­havns Nørrebro. Det er et nyrenoveret arbejderområde med mange gavlmalerier og gode restauranter, hvor der nu bor en del kunstnere. Gå rundt på Via del Porto Fluviale, slå dig ned på Ristorante Porto Fluviale til frokost, eller køb en is på den berømte isbar La Romana.

Der er ikke mange, der ved, at Rom har flotte strande, men det har den varme by heldigvis. Du tager bare metroen 20 minutter fra centrum til Piramide­stationen og derfra videre til stationen La Freccia del Mare, hvor du ankommer til milelange sandstrande, hvor der næsten ikke er turister. 

Museet Maxxi er Roms største museum for moderne kunst. Det er unikt bygnings­ mæssigt og har spændende udstillinger. I foråret 2022 har de en udstilling om kvinder og arkitektur. 

Udsigtspost i Rom
Alle veje fører til Rom – og til Peterskirken. Her udsigten fra parken Villa Borghese. © Getty Images

Bydelen Coppedè nord for Plaza del Popolo er præget af fantastiske bygninger og arkitektur fra cirka 1915 til 1930. Det er her, jeg tager arkitekter med hen. Op­levelsen bliver fuldendt, hvis du slentrer hertil langs Tiberen fra Piazza del Popolo. Alternativt kan I tage toget fra Flaminia Station.

På vejen langs Tiberen mod bydelen Coppedè er det oplagt at slå et smut om­ kring Olympia Stadion, der er et af de goderesultater af Mussolinis storhedsvanvid. Streetart fylder meget, også i Rom, og særligt i kvarteret Garbatella. Bus num­mer 30 kører herhen. 

Det er nemt at komme omkring i Rom på cykel eller segway. Tag turen op til Aventinerhøjen, og find Il Buco della Serratura – også kendt som nøglehullet. Læg øjet mod nøglehullet i porten ind til Malteserklosteret. Herfra har du direkte udsigt til Peterskirken, smukt indrammet af nøglehul og grønt i forgrunden. Det er ren magi.

Streetart i Rom, Italien
I Rom er streetart så meget andet end grafitti.


© Privatfoto

Besøg også Il Giardino degli Aranci, Appelsinhaven, hvorfra udsigten er storslået, omend uden indramning.

Er I på cykler, så find Via Appia Antica, den ældste vej i Rom, som stammer fra år 340 f. Kr. Turen går langs et naturreservat, det er virkeligt smukt. Hele ruten er på cirka 650 kilometer, men du får et fint nok indtryk på blot et par kilometer. Mere orker du ikke på de gamle kantede brosten. Bor du på hotel, så få receptionen til at sørge for, at cyklen leveres til døren. Ellers er der flere udlejningssteder spredt rundt i byen."

Via appia antica i Rom
Rester af den gamle romerske vej Via Appia Antica fra år 340 f. kr.


© Privatfoto

Restauranter i Rom

“Spis som en romer, når du er i Rom. Så først en guide til de klassiske retter:

Bucatini all’amatriciana er makaroni med tomatsauce, saltede svinekæber – minder om bacon– og pecorinoost. Amatrice er navnet på en by uden for Rom. Bestiller du pasta alla gricia - opkaldt efter nabobyen Gricia – får du samme ret, uden tomatsauce. 

Cacio & pepe er pasta med ost og peber, og som du måske selv kender det fra køkkenet, så kræver det vir­kelig finesse at kunne kokkerere fantastisk mad med få ingredienser, her ost og peber. 

Over alle retter står spaghetti carbonara, romernes stolthed, som i Rom skal spises med guanciale – de saltede svinekæber – og pecorinoost og dermed understreget: Ikke parmesan! Italien er fattigt på køer, så deres pecorino er lavet på fåremælk, og det giver osten en lidt skarpere smag.

Spaghetti carbonara bør spises i bydelen Porto Fluviale, det gamle havnekvarter ved Tiberen, som er blomstret op igennem de seneste år og har forvandlet sig til byens kunstneriske bydel. 

Amatriciana, gricia og cacio & pepe kan du få overalt i Rom, men stemningen i hyggelige Trastevere matcher de simple retter ganske godt. 

Pizzaen i Rom er tyndbundet med lave kanter. Typisk romersk fyld er figner og parmaskinke, eller hvid pizza med squash blomster og mozzarella.

Taverna Enoteca Capranica ligger tæt på, men lidt tilbagetrukket fra Pantheon templet, som er templet med hul til himlen i kuplen. På bagsiden ligger det italienske parlament, og frokoststedet er populært blandt de ansatte der. Der er klavertoner til, personalet er supervenligt, og maden og vinen lige efter bogen. Husets sommelier kommer gerne med anbefalinger til vine. Enoteca betyder faktisk vinbibliotek, så er du til vin, er det et godt ord at kende. 

Får du ikke nok af solen ned i de smalle gader, så find frem til en af byens utallige tagterrasser. La Terrazza på Hotel Eden er et godt valg, hvis du som jeg er til italiensk (Michelin-)gastronomi og vin med udsigt til. Er du i Rom for at fejre noget særligt, er det her, du skal gøre det.

Eller hvad med en middag på floden Tiberen, eller Tevere, som den hedder på italiensk? Restaurantbåden Baja er imponerende i sin rendyrkede art deco-stil, og det er en ganske særlig oplevelse at sidde midt i og alligevel med afstand til Roms smukke terrakottafarvede bygninger. Baja serverer både morgenmad, frokost og middag og har en pianobar, hvis du hellere vil have cocktails og småretter.”

Shopping i Rom

“I hjertet af bydelen San Giovanni er der markedsstemning hver dag. Du kan være heldig at finde italiensk vintage. Markedet havde sin storhedstid i 60’erne og 70’erne, men er fortsat godt besøgt, også af de lokale. 

Kvarteret Trasteveres loppemarked Porta Portese er sprudlende som aldrig før. Men kun om søndagen fra klokken seks til klokken 14, hvor både romere og turister og af og til en lommetyv flokkes om boderne med nyt og gammelt inden for møbler, tøj, samleobjekter og kæledyr (!).

La Rinascente er et fashionabelt stor­magasin i gaden Via Tritone, mellem Trevi Fontænen og Den Spanske Trappe. På toppen af stormagasinet gemmer sig en pragtfuld tagterrasse, hvor du kan få serveret kaffe, mad eller drinks til din udsigt. 

Lidt uden for centrum af Rom ligger de rigtigt store indkøbscentre med mange hundrede butikker. De hedder Maximo Shopping Center og Euroma 2. Tag metroens linje B til Laurentina. 

Vil du have det hele til den halve pris, så tag til Designer Outlet Castel Romano, der ligger syd for Rom. Der går busser direkte hertil fra den store Termini Station. 

Er du mere end almindeligt glad for stearinlys, måske også dem, du ser i de romerske kirker, så køb lys og røgelse i La Cereria di Giorgio i Trastevere. 

Rom er rig på små, unikke butikker drevet af lokale designere og kunsthåndværkere. Lædervarer, smykker eller kunst finder du i Trastevere og i gaderne nær Piazza Navona. I den jødiske ghetto ved Isola Tiberina i Tiberen er det især broderier, kniplinger og tekstiler, butikkerne bugner af. 

I Via Margutta ved Den Spanske Trappe ligger kunstgallerierne side og side."

Park i Rom
Roms fine parker er dejlige åndehuller midt i byen.

Pausen i Rom

Villa Pamphili ligger bag Vatikanet og er den fineste park. Sæt tid af til at slappe af, løbe en tur, spise medbragt mad eller bare sidde på en bænk og iagttage romerne.

Parken Villa Borghese er et andet populært åndehul midt i byen med både sø, barer og udsigt over byen.

Kirken Santa Maria degli Angeli ligger ved Roms største antikke termalbad Diocleziano ved Piazza della Repubblica. Og som med alle andre kirker i Italien står døren altid åben, og du er velkommen til bare at gå ind og sætte dig. Også selv om du ikke kan dine Ave Maria’er. 

Far vild i den finurlige, hyggelige bydel Trastevere. Tag et hvil på en fortovscafé. Bar San Calisto er et hyggeligt sted at udøve lidt tidsfordriv.”

Drinks i Rom
De romerske bartendere forstår at klæde en cocktail på.© Privat

En sjov aften i Rom!

“Baren på toppen af Hotel Sina Bernini Bristol lokker med god stemning og en fabelagtig udsigt over Rom. Et oplagt sted at betragte aftenroen sænke sig over den varme, levende by. En typisk romersk drink er aperol spritz, og et klogt træk er at bestille lidt fingermad til. Ost, skinke og pølse, og måske lidt pizza. 

Eller bestil en apericena, en slags drinkssæt, hvor du får serveret delikatesser eller snacks med din drink. Apericena udgør et helt måltid for mange af de lokale, der foretrækker at tilbringe hele aftenen på en af byens mange pladser fremfor at rykke videre på restaurant. Det kan også være et godt alternativ for os skandinaver, som er vant til at spise tidligere, end man gør i syden. 

Jeg kommer ofte på La Palapa Champagneria i bydelen Prati, gerne som tiltrængt punktum for en shoppetur i Via Cola Di Rienzo. Er du mere end snacks­ sulten, kan jeg anbefale deres pastaretter med skaldyr. Tempio Bar på Piazza della Rotonda ved Pantheon er særligt populær blandt skandinaver, muligvis fordi du kan være heldig at møde en tjener i baren, der rent faktisk forstår din bestilling.”

Hoteller i Rom

“I bydelen Monti og i gaderne omkring den centrale Via Nazionale findes masser af hoteller. Beliggenheden fås ikke meget bedre, hvis du vil kunne gå til det meste, også til og fra Roms hovedbanegård Termini.

Hotel Quirinale er et stilfuldt og hyggeligt hotel med egen have, noget af et særsyn midt i hovedstaden! Og så har hotellet egen indgang til operaen. Alle de 209 værelser er nyrenoverede, men med antikornamentik, trægulve og højt til loftet. Et dobbeltværelse koster fra 900 kroner. 

Skal det være eksklusivt, så book et værelse på Hotel Sina Bernini Bristol, den med den fantastiske tagterrasse (og bar) på 9. etage. Deres store, smukke værelser er også nyrenoverede og koster fra 2.000 kroner for et dobbeltværelse. 

Det firestjernede Hotel Forum er helt fortjent blevet en klassiker, hvor berømtheder som Jacqueline Kennedy og Alain Delon har boet. Tagterrasse, restaurant, beliggenhed og service er i topklasse. Priser fra 1.700 kroner. 

FH55 Grand Hotel Palatino er også firestjernet og ligger helt centralt, hvis du vil opleve Colosseum og Forum Romanum. Det ligger få skridt fra metrostationen Cavour, og det koster fra 1.000 kroner for en nat.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 7. april 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide