Strandbillede til rejseguide til Normandiet
Velkommen til Normandiet. Kalkklipperne mellem land og Atlanterhav.


© Getty Images

Rejseguide til dramatiske Normandiet

Kalkklipper, sandstrande, østers, legendariske badebyer og fænomenale spaoplevelser. Normandiet ved den nordlige franske Atlanterhavskyst er alt godt fra havet – og meget mere.

13. juli 2021 af Gunnhild Bjørnsti

Eksperten

Elisabeth Christiansen er interiørarkitekt og fransk gift og bor i Frankring – i Versailles uden for Paris. Og hun elsker at tage turen nordpå til Normandiet i Frankrig. 

Elisabeth Christiansen guider til oplevelser i Normandiet
Din guide til Normandiet: Elisabeth Christiansen. © Privat

Hvad er særligt ved Normandiet? 

“For mig har Normandiet en dobbelt personlighed. Den ene forbinder jeg med grønne enge, køer og åbne landskaber, den anden med den dramatiske kyst med stejle skrænter og hvide sandstrande. Vil du opleve vild natur i nærheden af Paris, så er Normandiets hav og strande den oplagte dagstur væk fra hovedstaden. Hvorfor også mange parisere har deres landsted eller sommerhus her. Lige så rig Paris er på kultur, lige så rig er Normandiet på natur. Og alligevel er det kun halvanden time væk,” siger Elisabeth Christiansen. 

Hvad vil tage mig med storm i Normandiet? 

“Det flade, åbne landskab, hvor alle har fri adgang til at vandre på de mange stier og småveje. Ruten GR21 (Grande Randonnée 21) blev i 2019 kåret til Frankrigs mest populære rute. Den går fra Le Havre til Tréport med vandrestier langs havet, hvor du undervejs oplever klipper, enge, strande med rullesten og små havne. Udsigten fra klipperne på Étretat er enestående. Ruten GR 223 (Grande Randonnée 233) er en kyststi på 446 kilometer på halvøen mellem Carentan og Mont-Saint-Michel. Du kan selvfølgelig tage den i mindre bidder, alt efter din fysiske form og hvor på ruten du holder ferie.”

Hvad glæder du dig til hver gang i Normandiet? 

“Normandiet er et fristed for mine sanser. Jeg holder meget af de dybe dale, det kuperede terræn og historien i Le Perche i den sydlige del af Normandiet. Her hersker en virkeligt afslappet stemning, og jeg elsker især landsbyen Mortagne-au-Perches middelalderhuse og middelalderslotte og at slentre rundt i de små gader og shoppe og udse mig en café, jeg vil spise frokost på. Arkitekturen i Normandiet er præget af bygninger med bindingsværk, som vi også kender det fra Alsace. De minder mig om noget fra et eventyr.”

Bybillede til rejseguide til Normandiet
Der er masser af bindingsværk i Normandiet. © Normandie Tourisme
Havnebillede til rejseguide til Normandiet
De kulørte huse i havnen i Honfleur er på Unescos Verdensarvsliste.© Getty Images

SEVÆRDIGHEDER 

“Der er så meget at opleve, alt afhængig af hvordan du vælger at komme rundt i Normandiet. Det er nemt at komme rundt på cykel i Normandiet. Ofte kan dit hotel eller det lokale turistbureau arrangere cykelleje. Foretrækker du at opleve med guide på, så cruise med på en gourmet-el-cykeltur fra Bayeux, og smag på de lokale producenters østers, snegle, kiks og calvados. Skal det være sjovt frem for velsmagende, så prøv at køre på en cykel med ballondæk på stranden.

Spiller du golf, findes der baner i Granvilles sandklitter og på Étretats klipper. I begge tilfælde skal du huske at løfte blikket, dreje hovedet mod kystlinjen og bare indstille synet på langt.

Kysten i Normandiet nærmest lokker til lange ture på stranden. Rider du, så få dit hotel til at hjælpe med at arrangere en tur på hesteryg.

Varme sommerdage nydes bedst med sol, hav- og strandleg i de gamle badebyer Deauville, Trouville og Honfleur. Deauville og Trouville er helt forståeligt turistmagneterne, men personligt synes jeg, den mindre by Honfleur er mere charmerende. Havnekvarterets kulørte huse er da også på Unescos Verdensarvsliste.

Musée Eugène Bodin i Honfleur i Normandiet hænger værker af især impressionistiske kunstnere, som har ladet sig inspirere af naturen i Normandiet.

Deauville er kendt for sin årlige filmfestival, den næststørste i Frankrig efter Cannes. Her flokkes fotograferne om internationale filmstjerner, når de poserer på strandpromenaden, Les Planches de Deauville. Legender som Shirley McLaine, Marlon Brando og Jack Nicholson har fået deres navne på de små badehuse. I 2021 er filmfestivalen planlagt til 3.-12. september, hvor Hôtel Barrière Le Normandy udgør den perfekte kulisse. Vil du se og blive set, så besøg baren på det femstjernede hotel.

Strandbillede til rejseguide til Normandiet
Strandpromenaden Les Planches de Deauville med de små badehuse dedikeret til filmstjerner. © Normandie Tourisme

Det var i Deauville i Normandiet, at Coco Chanel blev inspireret til at skabe løstsiddende, komfortabelt tøj, som revolutionerede kvindemoden. Studér Karl Lagerfelds tegning af hende i vinduet på Rue Lucien Barrière 13, hvor hun havde sin første butik.

Villa Strassburger i Deauville i Normandiet tilhørte forfatteren Gustave Flauberts familie. Det er en imponerende villa med masser af kviste og sirligt bindingsværk. Booker du en omvisning, kan du også nyde den originale indretning.

Musée Christian Dior i kystbyen Granville i Normandiet ligger i en smuk have, hvorfra du har en fabelagtig havudsigt. Villaen Les Rhumbs tilhørte The Diors, og Christian Dior hentede meget af sin inspiration til sine nye kollektioner her i ferierne. Til 31. oktober 2021 vises udstillingen Dior in Roses.”

Seværdighedsbillede til rejseguide til Normandiet
Den legendariske designer Christian Diors families hus i Normandiet. © Normandie Tourisme

HOTELLER

“Jeg har tre hyggelige favoritsteder, når jeg skal på weekend i Normandiet. Lykkes det dig ikke at få værelse på et af dem, er det stadig muligt at spise på hotellernes restauranter og at købe en dagsbillet til deres spa.

Det lille charmerende slot Domaine de Villerey er fra det 16. århundrede og ligger midt i en skov. De 40 værelser er alle forskellige i størrelse og indretning. Både restaurant og spa med indendørs pool og mulighed for massage vil være ideelle rammer om en venindetur.

Mine to andre favoritter ligger i udkanten af Honfleur, ca. 20 minutter i bil fra centrum. La Ferme Saint Siméon – Relais & Châteaux er ikke storslået, men storhyggeligt. Her er både restaurant og spa, ren forkælelse for krop og sjæl.

La Chaumière er en del af Hôtel de Charme og det bedste sted, hvis du bare vil tjekke ind og så ellers ikke flytte dig fra matriklen. Restauranten sørger for lækker mad og perlende drikke, og du kan supplere din spaoplevelse med en gåtur langs vandet.

Jeg ender dog ofte også i Honfleur, som drager med sin lillebycharme.”

Hotelbillede til rejseguide til Normandiet
Et par dage her? Øh, ja tak. La Ferme Saint Siméon er moderne landadel-luksus.© Normandie Tourisme

SHOPPING

“En tur til Normandiet vil helt sikkert efterlade dig med mange billeder af æbletræer og køer på nethinden. Og måske også som minder fulde af smag. For af komælken laves camembert, som er typisk for Normandiet. På Ferme du Champ Secret kan du købe den fra stalddøren.

Af æblerne fremstilles cider og calvados. Som også er typisk for Normandiet. Vil du vide hvordan og smage på drikkene, så aflæg besøg på Domaine Dupont eller Château du Breuil.

Byerne har fine gallerier, der udstiller lokale kunstneres små skulpturer og malerier, lige til håndbagagen. Jeg er altid på udkig efter nye spændende gallerier og finder dem især i de mindre sidegader. Galeries Bartoux Dauphin i Honfleur er fast stop på min gallerirute.”

RESTAURANTER

“Ved havet spiser man naturligvis fisk og skaldyr og gerne på kæmpe fade, hvor du får lidt af hvert. Du skal kigge efter Plateau de Fruits de Mer på menuen. Drik en liflig hvidvin til, som en Muscadet fra Loire eller en Chablis fra Bourgogne. Normandiet har virkeligt mange attraktioner, men lokal vin er ikke en af dem.

Vil du være sikker på at få serveret lækker mad i Normandiet, så gå efter restauranterne på hoteller med mange stjerner. Vil du have folkeliv med i oplevelsen, så søg i stedet mod de små havne, hvor de lokale restauranter ligger som perler på snor. Vælger du enkle retter, kan det næsten ikke gå galt. Moules Frîtes, muslinger med pomfritter, er en klassiker. Og Le Bistro du Port og Restaurant La Lieutenance i Honfleur leverer varen og stemningen oveni.

I Deauville kan restaurantene La Flambée og Le Comptoir et la Table anbefales, hvis du vil spise alt godt fra havet.

I Trouville skal du sætte kursen mod Le Central og Les Vapeurs.

På fiskemarkedet kan du købe og spise skaldyr hos fiskehandleren, som også serverer et glas vin til.”

Madbillede til rejseguide til Normandiet
I Normandiet kan alle lide østers. © Getty Images

AFSLAPNING 

“På Deauvilles bedste hotel, Hôtel Barrière Le Normandy, der hvor Hollywood-stjernerne bor, når der er filmfestival, finder du også byens mest luksuriøse thalasso-spa, Thalasso Deauville.

Selv kommer jeg gerne på Thalasso & Spa Barrière Le Royal La Baule i Bretagne. Det udendørs anlæg breder sig over 1.000 kvadratmeter. En tur til Bretagne kan fint kombineres med en tur til Normandiet.

St Malo er lige over grænsen mellem Normandiet og Bretagne. Ud over at byen er hyggelig, så er spaen Les Thermes Marins på Grand Hôtel turen værd. Planlæg et stop ved fæstningen Le Mont St Michel. Der er noget svært fascinerende ved fæstningsøen, som med tidevandet svinger mellem at være landfast og utilgængelig.

Kunsteren Claude Monets have og hus i Giverny er et smukt stop på vejen fra Paris til Normandiets kyst. Og uanset om du har været her før eller ej, vil du sikkert kunne genkende de mange åkander og den lille bro. Vil du opleve haven i fuldt flor, så kom mellem april og juli. Kommer du i marts, bliver du mødt af blomstrende magnolietræer.”

Rejseguiden er tidligere bragt i Magasinet Liv 27. maj 2021.  

Seværdighedsbillede til rejseguide til Normandiet
Et stop på vejen fra Paris til Normandiet? Billedkunstneren Claude Monets have i Giverny. © Transprovence AS

Du vil (garanteret) også kunne lide