Pub i Dublin, Irland
I Dublin er der altid god stemning.© Ireland Tourism

Rejseguide til farverige Dublin

I Irlands hovedstad er alt kultur: Folkemusik, øl, litteratur og whisky. Du besøger en by, der altid lever, er fuld af åbne mennesker, og så er det billigt! Find de bedste steder at sove, spise, danse og noget at beundre her.

20. september 2021 af Gunnhild Bjørnsti

Derfor skal du besøge Dublin

Christine Rogers er fra Dublin og anbefaler byen med disse ord:

“Dublinerne taler højt og intenst, og byens mange lyde og lugte betyder, at du vil føle, at du besøger en by, der lever. Her sker en masse, og folk er meget åbne og venlige. Ikke mindst på hovedgaden, O’Connell Street.”

Hvad vil overraske mig mest ved Dublin?

“Selv om Dublin kan fremstå nærmest larmende, så kan du dreje om et hjørne eller smutte ind i en smøge, og så er der pludselig helt stille. Jeg kan næsten glemme, at jeg er i Dublin, når jeg slentrer langs Grand Canal, som omkranser byen, sidder i en kirke eller vandrer gennem Trinity College.” 

Hvad vil tage mig med storm?

“At alle maler deres hoveddøre i forskellige stærke farver. Måske har du set eller kender du plakaten med The Doors of Dublin?” 

Portræt kvinde
Christine Rogers fra Dublin anbefaler på det varmeste Irlands hovedstad.© Privatfoto

Hvad er det bedste ved Dublin? 

“At byen er så kulørt. På alle måder. Der er masser af farver og altid en, der slår en skraldlatter op. Dublinerne er meget udadvendte og nysgerrige og vil rigtigt gerne falde i snak, også med turister. Går du på pub, vil de spørge, hvor du kommer fra, hvor du bor i Dublin, og hvad du har planlagt at se og opleve. Spørg endelig de lokale til råds, de elsker at komme med anbefalinger. De kan også finde på at tilbyde at vise dig rundt. Dublins centrum er overskueligt, og det er nemt at komme omkring. Kan dine ben ikke mere, koster en taxatur ikke alverden. Faktisk er Dublin så tilpas i størrelsen, at du efter en weekend vil have nemt ved at finde rundt. Det er heller ikke uvæsentligt en billig by at holde ferie i.” 

St. Patrick Church
St Patrick Church er en af Dublins smukke kirker.© Getty Images

Seværdigheder

“Dublin har en lang tradition for at huse og blive beskrevet af kunstnere og litterater. Og det behøver ikke være tørt. Du kan for eksempel tage med på den rimeligt våde Dublin Litera­ture Pub Crawl, hvor du crawler fra pub til pub. Altså dem, som man ved, kendte forfattere drak og skrev på. I alt fire irske forfattere har modtaget Nobelprisen i litteratur: W.B. Yeats, George Bernard Shaw, Samuel Beckett og Seamus Heaney.

Er du til musik, så deltag i en Musical Pub Crawl, hvor guiderne er to lokale musikere, som spiller og fortæller på strækningerne fra pub til pub. 

Er du en af dem, der rent faktisk har læst klassikeren Ulysses af irske James Joyce, vil du sikkert få gåsehud af at stå i tårnet James Joyce Tower and Museum, som er omdrejningspunktet i romanens åbningsscene, og som ligger ved kysten 30 minutter uden for Dublin. Har du endnu ikke læst den, så kan det måske være en teaser, at den indeholder en del erotik, slang og Dublin-gadeliv. 

Statue af James Joyce, Dublin, Irland
Statuen af forfatteren James Joyce er en oplagt fotomulighed.© Ireland Tourism

Dublin Writers Museum har adresse i et originalt hus fra 1700-tallet, som rummer både bibliotek og galleri. I annekset bag huset kan du drikke kaffe, købe bøger og lytte til foredrag.

På Irish Whiskey Museum kan du høre historien om irsk whiskey og måske vigtigere endnu: Smage flere forskellige varianter.

The Irish Emigration Museum, Epic, har helt oplagt adresse i Dublins Docklands, hvorfra mange irere gik ombord på skibe, som de drømte om ville føre dem sikkert i havn i et nyt land og liv. Museet blev kåret til Europas førende turistattraktion ved World Travel Awards i 2020.”

Pub i Dublin Irland
Intet besøg uden en tur på pub, måske ligefrem en pubcrawl.© Ireland Tourism

Musik og teater

“Dublin er ikke kun litteratur og whiskey, men også film og moderne musik. Holly­ woodstjernerne Gabriel Byrne og Colin Farrell kommer begge fra Irland. Musikerne fra Thin Lizzy, Sinead O’Connor, Enya, Van Morrison, The Cranberries og U2 har også irsk blod i årerne. Og Windmill Lane Studios er stedet, hvor U2 indspillede deres første tre albummer. I dag er Windmill Lane Studios dækket til af graffiti lavet af fans, muren omtales som “The U2 Wall”, og studiet er åbent for besøgende. 

Abbey Theatre er Dublins bedst kendte teater. Gaiety er et smukt, gammelt teater, hvor der især synges opera. 

The Olympia er stedet, du lytter til pop og soul siddende i rødt plys. National Concert Hall er en koncertsal i Earlsfort Terrace og nationalscenen for irsk musik. Det er en enestående oplevelse at overvære The National Orchestra, men vær tidligt ude, hvis du vil have billetter. Vil du lytte til irsk folkmusik, er Fibber Magees og The Merchant’s Arch stederne.”

Half penny bridge
Half Penny Bridge over floden Liffey, som løber gennem Dublin.© Ireland Tourism

Pauser

“Jeg kan varmt anbefale at sætte sig til bords til afternoon tea efter intens shopping eller byvandring. Mine favoritsteder at sidde er hotellerne The Westbury, The Westin Dublin og The Shelbourne. Tag din bedste kjole på. De lokale dresser op, når de skal stritte med lillefingeren over en kop te.

Vil du slå flere fluer med et smæk, kan du indtage din eftermiddagssnack på en tur med Dublin Afternoon Tea Bus, hvor du guides forbi byens seværdigheder samtidig.

Trænger du til ro og fred, så skub døren op til en af de mange kirker. Jeg opsøger selv St. Patrick’s Cathedral, Christ Church Cathedral og St. Audoen’s Church.

I Phoenix Park kan du indtage de store vidder på hesteryg. Og Dublin Zoo.” 

Christ Church Dublin, Irland
Christ Church Cathedral er et fint sted at finde ro.© Ireland Tourism

Restauranter

“Du har måske hørt om gryderetten Irish stew med lam eller får? Og om Guinness­øl og østers – traditionelle irske retter. Smag dem på en pub, hvor de ofte er dagens ret og på fad og fås til billige penge. Området Temple Bar er kendt for sine mange pubber. Min favorit er Elephant & Castle.

The Woollen Mills er også et hyggeligt spisested, hvis du vil smage mad, som irernes mødre lavede den. De har også god vin og cocktails med spark. Taget lægger tag til en terrasse, hvorfra du har udsigt over floden og broen over den. Ejerne vil sikkert ikke und­lade at fortælle dig, at James Joyce har ar­bejdet der engang. Det er de nemlig stolte af.

På The Brazen Head, Dublins ældste pub, laver de også en saftig shepherd’s pie, “beef and Guinness stew” og fish and chips. På adressen lå oprindeligt en købmandsbolig fra 1613, som fik status som pub i 1754. Fak­tisk mener de lokale, at The Brazen Head har eksisteret som spisested helt tilbage fra 1198. 

Østers og guiness
Østers og guiness er en vidunderlig kombination.© Ireland Tourism

Chapter One er en af de fem restauranter i Dublin, som Michelin har givet stjerner. De serverer tastingmenuer både frokost og aften. Til frokost kan du få tre retter for 500 kroner.

The Church Café, Late Bar & Restau­rant er, som navnet indikerer, en kirke om­dannet til et spændende møde­- og spisested. The Church er åben fra klokken 12 til sent ud på aftenen, og stemningen i kirkerummet med de detaljerede søljer skåret ud i gyldent træ er, ja, næsten guddommelig.

The Winding Stair er en skøn boghandel og restaurant beliggende ved floden. Navnet på butikken er taget fra et digt af forfatteren Yeats, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1923. Utallige digte, romaner og filmmanu­skripter er skrevet der. Maden er traditionel, men i moderne fortolkninger. Og så er vin­kortet og de mange forskellige øl fra lokale mikrobryggerier værd at hoppe ombord i.

Vil du have det fulde overblik over Dublins gastronomi, så book plads på et food trail eller en food tour.” 

Natklub i Dublin, Irland
Er det Tom Cruise, der svinger cocktails på Church Bar?© Ireland Tourism

Barer og natklubber

“Dublinere “can hold their drink”, om det så er gin & tonic, pilsnere og den mørke øl Guinness, som tidligere var deres foretrukne. I dag bliver der også drukket meget vin. Cocktail­kulturen er også slået igen­nem, og er du på venindetur, så anbefaler jeg at opsøge hotelbarer. Her er en særligt kosmopolitisk stemning.

På pub i Irland er der ofte livemusik. Mine veninder og jeg har flere favoritter, blandt andre Davy Byrnes, The Stags Head med fullblown viktoriansk interiør.

Er du til whiskey, skal du tage på The Palace Bar.

Bruce Springsteen kommer på O’Donog­hues, når han er i byen. The Merchant’s Arch har også live musik og dans.

På Slattery’s Bar & Early House i Capel Street skal du smage den klassiske irske morgenmad med æg, pølser, blodpølse, hvide bønner i tomatsovs og toast.

Vil I på natklub, så mødes vi måske på Pygmalion, hvor der også er restaurant, på Dicey’s Garden eller på Copper Face Jacks, der har åbent alle ugens dage.” 

River Liffey i Dublin, Irland
At gå en tur langs floden Liffey med gode venner er en søndagsfavorit.© Ireland Tourism

Shopping

“Er du på shoppemission, så styr direkte mod gaderne Grafton Street og St. Stephen’s Street. Butikkerne er åbne hver dag, og for enden af Grafton Street ligger Trinity College, og på den modsatte side af vejen, parken. Har du ikke så lang tid i byen, så lad det være dit udgangspunkt.

Stormagasinet Brown Thomas har et imponerende udvalg af designervarer.

Shoppingcentret Powerscourt Town House ligner nærmest noget fra en Harry Potter-film. Butikkerne har adresse i en majestætisk, georgiansk bygning med et højloftet indre. Forretningerne er heller ikke de almindelige kædebutikker. Her kan du købe en hat hos den engelske modist Philip Tracey, som kreerede 36 modeller til prins William og Kate Middletons bryllup. Tjek også design fra den irske designer Orla Kiely. Har du altid drømt om at få taget mål til et skræddetsyet outfit, så er det også her, den drøm kan gå i opfyldelse. 

Georg Arkade, Dublin, Irland
George Street Arcade er den ældste og fineste arkade i Irland.© Ireland Tourism

George’s Street Arcade er en overdækket arkade og Irlands første af sin slags. Her finder du små uafhængige designere og mærker side om side med vintageshops, antikbutikker og pladeforretninger.

Bewley's Café med den flotte art nouveau-facade er der, de cool lokale tanker op på kaffe og sukker.

Det irske brand Avoca, der blev grundlagt i 1723, er særligt kendt for sine plaider og tøj i lækkert uld. Deres flagship store ligger i Suffolk Street. Og når nu du er i grønne Irland, så plot et besøg på Avocas slot (!) 30 minutter nord for Dublin ind på gps’en. For ja, brandet ejer sit eget lille slot, og folder sig her ud med alt det, det står for af kvalitetsvarer til både hus og garderobe.” 

Gegorianske døre, Dublin, Irland
Dublin er berømt for sine mange farverige døre.© Ireland Tourism

Hoteller

The Westbury har for nylig fået en overhaling med inspiration fra 1930’ernes art deco-hoteller. Dobbeltværelser fra 2.500 kr.

The Shelbourne anses for at være Dublins bedste hotel. Dobbeltværelser fra 2.800 kr.

Det firestjernede The Clarence Hotel er ejet af Bono og The Edge fra U2. Interiøret er farverigt og meget boheme, og prisen helt rimelig til fra 1.100 kroner for et dobbeltværelse. Du vil måske genkende tagterrassen fra musikvideoen til U2’s Beautiful Day? Er du bare nysgerrig, så stik hovedet ind, og snup en drink i hotelbaren.

På det centralt placerede Hotel St. George kan du bo på et hyggeligt værelse for fra 400 kroner.” 

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 26. august 2021.

Du vil (garanteret) også kunne lide