Eksperten
- Charlotte Molstad (51) bor i Èze-sur-Mer i Sydfrankrig.
- er guide og rejsearrangør med speciale i Frankrig og Italien.

Hvad er De Æoliske Øer?
“De Æoliske Øer er syv vulkanske øer, som ligger spredt rundt i havet nord for Sicilien. Mange italienere holder ferie her, men du vil ikke opleve øerne som overrendte,” siger rejsearrangør med speciale i Italien Charlotte Molstad.
Hvorfor skal jeg hoppe på De Æoliske Øer?
“I modsætning til øhop, som vi kender det fra vores ungdom i Grækenland, er oplevelserne på De Æoliske Øer nogle helt andre. Naturen er mere dramatisk, og der er lige meget at se over og under havoverfladen, hvor søpindsvin og fisk i alle farver lever. Jo mere af din ferie du tilbringer på en båd i det her område, jo flere springende delfiner vil du få at se. På strandene står lokale klar til at tage dig med på bådture og dykkerture.
Stemningen er helt af slappet, og livet leves i lavt gear, men i modsætning til de græske øer tiltrækker de flere familier og par klædt i hør og store hatte end rygsækrejsende.
Fælles for livet på øerne er, at dagene fyldes med havdyp, dasen i solen og lækker mad. Indbegrebet af ferie!”

Hvad skal jeg opleve på De Æoliske Øer?
“Hver ø har sit særkende, så der er til mange dage. Du kan sagtens hoppe fra ø til ø uden at overnatte på dem alle. Lad dagsformen og eventyrlysten bestemme, alt efter hvad du og dine rejsefæller er til: Mudderspa, vågne vulkaner, shopping eller dykning? Hav en så fleksibel rejseplan som muligt, så du kan følge eventyret. Selv med 10 dage får I ikke set og oplevet alt.”
Hvordan kommer jeg rundt?
“Uanset hvor du er gået i land, er der altid en færge klar til at bringe dig videre. Der er ingen stor pointe i at leje en bil, for transporten foregår mest til vands eller med de lokale busser.
Er du en erfaren sejler, er farvandet et sandt eldorado, især hvis du vælger at blive kaptajn på eget skib. Lej en båd, og sejl fra ø til ø i jeres eget tempo. Kast anker, og betragt vulkanen på Stromboli blusse op i nattemørket, mens I sidder på dækket i måneskin under stjernehimlen. Hvis I da ikke tager en aftendukkert og endnu en om morgenen.
I kan også leje en katamaran og strejfe rundt fra ø til ø og kaste anker, hvor I får lyst til at blive. Alternativt er der masser af arrangerede dagsture for mindre og større grupper.”
Hvad skal jeg helt sikkert spise her?
“Grillet fisk og pasta med alt det bedste, havet kan byde på. Bestil bruschetta til forret og ensalada di pulpo – salat med blæksprutter – som hovedret, og drik kølig lokal hvidvin til.
På øen Salina dyrkes kapers, og du vil ofte finde de syltede blomsterknopper i din mad. I modsætning til de små kapers, du køber herhjemme, er disse store som valnødder. Skal du have en syrlig mundfuld af øerne med hjem, så køb syltede kapers på vingården Ancestrale på Salina,” siger Charlotte Molstad.

Øen Vulcano
“Vulcano er den første ø, du ankommer til, omtrent 50 minutters sejlads fra Milazzo på Sicilien. Her skal du slentre en tur i bjergene, og hvad med at tjekke ind til en omgang mudderspa? Løs billet til øens varme kilder, som lokker flere steder langs kysten.
På havnen er det et must at spise en friskrørt italiensk is. Eller flere. Efter min mening får du intet mindre end verdens bedste is her.”
Øen Lipari
“Lipari ligger kun 10 minutter nord for Vulcano. Den er den største ø i øgruppen, og det er her, det administrative centrum ligger. Den gamle bydel er stedet, du skal søge hen, når du vil dyrke menneskekigning, aperol drikning og pizzaspisning på samme tid. Vil du på stranden, så lad dig ikke snyde af navnet Spiaggia Biancha, som betyder hvidt sand. Sandet her på øen er nemlig sort.”

Øen Salina
“Det tager halvanden time med færge fra Milazzo eller tre timer med katamaran fra Palermo, før du kan gå i land i Santa Marina på Salina, som du så til gengæld ikke har lyst til at forlade foreløbig.
Butikkerne bugner med eksklusive silkeskjorter, cashmerestrik, badedragter, dykkerudstyr og modne citroner. Giv dig også tid til at hænge ud på de smukke cafeer med havudsigt.
Nyd et glas vin på den lokale vinbar, Enoteca. På Restaurant Nni Lausta på hovedgaden serverer de dagens friske fangster. Porto Bello serverer også lækker pasta med muslinger og andet godt fra havet.
Den lokale vin er central for både historien, traditionerne og kulturen på øen. I byen Malfa ligger Caravaglio Winery, hvor du, under kyndig vejledning på engelsk, smager på vine på terrassen og får en rundvisning på gården. Bussen med afgang fra havnen bringer dig derop på 15 minutter.
Salina er en af de øer, jeg anbefaler at tilbringe mere tid på. Overnat på et af de mange hoteller, lej eventuelt en bil, eller hop på de lokale busser. Kør op i bjergene og om på den anden side af øen til byen Pollara, hvor solnedgangen er uovertruffen. Måske genkender du den fra filmen Il Postino eller Postbuddet, som den hedder på dansk? Her kan du bo og spise på La Locanda del Postino til ca. 1.000 kroner pr. nat.
Jeg kunne sagtens tilbringe en hel uge på Salina og gerne på Hotel I Cinque Balconi i Santa Marina. Et dobbeltværelse koster fra 1.200 kroner pr. nat.
Hvis I er en hel gruppe på ferie sammen, så lej en hel villa på Salina. Italienerne er gode til at skabe hygge og skygge med puder og stoffer. Keramiske fliser og terracottapotter præger også husene.
Kig indenfor hos Elsalina Ceramiche i Santa Marina og Ceramiche Salina di Sonia i Malfa, og køb måske en enkelt med hjem som souvenir.”
Læs mere om bådture her.


Øen Panarea
“På vej nordover rammer man Panarea, som er mest kendt for fester, sex og rock ‘n’ roll, eller måske i virkeligheden mere høj techno. Lad ikke larmen skræmme dig, tager du ud på øen, er her mange smukke strande og stier, som du kan komme til på knallert eller i bil, hvis du da ikke ankommer ad vandvejen.
Cala Junko Beach kan nås til fods fra byen, og på en god dag kan du være heldig at få den helt for dig selv.”
Øen Basiluzzo
“I nordøst ligger Basiluzzo, en ubeboet stenø, som rager 17 meter op af havet, og som især er spetakulær at skue fra vandsiden. Her er ikke meget at gøre, med mindre du er i båd eller med på en guidet tur. Fra små sprækker i undergrunden siver svovlgasser op, og svømmer du rundt i dem, er det lidt som at bade i champagne. Gasserne lugter dog mest af alt som rådne æg, da alt er vulkansk, så her stopper champagnedrømmen.”

Øen Stromboli
“Stromboli har en aktiv vulkan, der sprutter glødende sten ud hvert fjerde minut. Det er et særligt smukt syn om natten at se stenene trille ned ad bjersiden efter en advarende rumlen. For ren magi: Find et skibsdæk, du kan ligge og betragte skuet fra.
Stemningen på Stromboli minder om den på en græsk ø. Øen er et anbefalelsesværdigt stop også for en overnatning eller flere, på hotel eller i lejet hus.
Stromboli er mere stille end Salina, hvor der er flere turister. Og så er den så lille, at du ikke kan fare vild, men kun komme lidt på afveje og måske opdage en kirke, skæve huse, et meget lokalt pizzaria eller en hemmelig bar i en frodig have, hvor de serverer friskfangede hummere. Det er ikke billigt at være turist her, men alt, du får serveret her, er hver en euro værd.
Otto Amare er en restaurant og vinbar, hvor du føler dig hensat til Roberto Rossellini-Ingrid Bergman-filmen Stromboli fra 1950. En mindetavle på et rødt hus, også kaldet Det Bergmanske Hus, fortæller, at det var her, Ingrid Bergman og Roberto Rossellini boede under indspilningerne, hvor de indledte en affære. Hun var gift med en anden, men blev gravid med Rossellini. Sammen fik de tre børn og indspillede syv film.
Tjek ind på det trestjernede Hotel Villaggio Stromboli, som har dejlige, lyse værelser med havudsigt til ca. 1.000 kroner pr. nat.
Frisk på en fysisk udfordring? Book plads på en vandretur, hvor I siksakker op mod vulkanens top. Afgang er tidligt om morgenen, inden det bliver for varmt. Du kan leje vandrestøvler og andet udstyr på stedet.”


Øerne Filicudi og Alicudi
“Øerne Filicudi og Alicudi ligger vest for Salina. Sætter du pris på steder, der hovedsageligt opsøges af italienere med egne sejlbåde, og hvor tiden nærmest er gået i stå, er øerne absolut værd at sejle omkring.
Opsøg den restaurant, italienerne selv strømmer til, når de spiser deres ‘spaghetti frutti di mare’ iført stråhatte fra Armani.
Øerne er bilfrie, men du kan sagtens finde et lille bed & breakfast med havudsigt fra værelserne, og helt sikkert også en kirke, et par butikker og små havne, hvor du forkæles med retter, som de italienske bedstemødre laver dem.
Hotel Ericusa på Alicudi er rosa, det ligger 10 meter fra havet, og du får serveret sværdfisk med din pasta. Hvad mere kan man ønske sig? Fra 1.100 kroner pr. nat.”
Og endnu flere øer
“Har du fået smag for øhop, så fortsæt til De Ægadiske Øer, vest for Sicilien. De nås med færge fra Palermo. Vandet, der omgiver dem, kan få enhver dykker til at klappe med sine svømmefødder.”

De Æoliske Øer – på italiensk I Sole Eolie
Er en gruppe vulkanske øer i provinsen Messina. De hører til Sicilien i Italien.
- Øerne blev optaget på Unescos Verdensarvliste i 2000.
- Geografisk befinder de sig i det Tyrrhenske hav, som er en del af Middelhavet, afgrænset af Italien, Korsika, Sardinien og Sicilien.
- De Æoliske Øer består af syv beboede øer samt nogle mindre ubeboede. Samlet udgør øerne ca. 115 kvadratkilometer. Af dem er kun 20 kvadratkilometer bebygget.
- På øerne dyrkes kapers, figner og oliven, men også vin og druerne til dessertvinen Malvasia delle Lipari.
- Du kommer til øerne ved at flyve til Sicilien og derfra køre med bus eller bil til Milazzo ca. 1,5 time fra lufthavnen. Fra Milazzo afgår der dagligt mange færger til øerne. Milazzo har en fin, gammel bymidte, overnat eventuelt her, og tag færgen næste dag. Du kan også nå øerne med færger fra Napoli og Salerno.
Så mange bor der på De Æoliske Øer:
- Vulcano: ca. 400 mennesker
- Lipari: ca. 11.000
- Salina: ca. 2.150
- Panarea: ca. 280
- Stromboli: ca. 450
- Filicudi: ca. 450
- Alicudi: ca. 140
Kilde: Wikipedia
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 29. juli 2021.