Belgiske Brugge, også kaldet Nordens Venedig eller Bruges på fransk, skal opleves gående, cyklende, fra hestevogn eller ombord på en lille kanalbåd.
Brugge er på Unescos Verdensarvsliste takket være sit velbevarede centrum fra middelalderen. Samlingspunktet er den store bilfri markedsplads og klokketårnet med 48 klokker (!), der kan dateres tilbage til det 13. århundrede. Tager du de 366 trappetrin op til toppen af vartegnet, bliver du belønnet med en wauw-udsigt. Genvind jordforbindelsen med en frokost ved en af pladsens to ‘frituren’, hvor al mad er friteret, nøjagtigt som belgierne foretrækker det.
Brugge har en ideel størrelse til nogle dages ophold. Så har du tid både til at fare vild og gå amok i blonder, chokolade og specialøl. Brugge har mange mad-, musik- og kulturfestivaler, så hold øje med kalenderen.

Seværdigheder
Vor Frue Kirke, Onze-Lieve-Vrouwekerk, som er en imponerende middelalderbygning med et af verdens højeste murstenstårne. Og Michelangelos Madonna-skulptur, som man mener, er den eneste af hans figurer, der forlod Italien, mens han stadig levede.
I House Gezelle er en af Belgiens mest berømte poeter, Guido Gazelle (18301899), født. Haven er nærmest, ja, poetisk. Sæt dig på en bænk, hold picnic, eller nyd de mange kunstværker i hovedhuset.
De 41 bygninger og den tilhørende blomsterpark, som udgør klosteret Béguinage, blev grundlagt i 1238.

Restauranter
Hvad skal du spise? Svaret er chokolade! Brugge rummer 55 chokoladeforretninger og sit eget chokolademuseum Choco-Story.
Besøg Dominique Persoones’ chokoladeforretning The Chocolate Line, hvor du kan opleve chokoladebønnens forvandling fra tør bønne til ‘brugsche swaentjes’, små svaner fra Brugge, af hasselnødde-praliner, som har rødder tilbage til 1488 og kun må fremstilles af medlemmer af Guild of Bruges Chocolatiers.
Er du til gyldne dråber, så drik øl med de lokale på atmosfæriske Gran Kaffee de Passage. Brune værtshuse er typiske for Brugge, og klassikere er Brugs Beertje, Café Rose Red, De Garre og Café Vlissinghe.
Er du til at nørde øl, så besøg bryggerierne De Halve Maan Brewery eller Bourgogne des Flandres.
På Restaurant De Vlaamsche Pot serveres typiske belgiske retter som blåmuslinger med pomfritter, gratineret julesalat med skinke, gryderetter og ‘stoemp’, som er kartoffelmos med grøntsager.
Restauranterne Sint-Joris og Grand Cafe Craenenburg ligger ved hovedpladsen Markt. SintJoris serverer dagens fisk, godt kød og vegetarretter. Grand Cafe Craenenburg byder på varm frokost, pandekager, og middagsretter i store portioner.

Hoteller
Hotel Die Swaene ligger idyllisk ved kanalen og er, tro mod navnet, indrettet i romantisk stil. Her er også pool og sauna og en anbefalelsesværdig restaurant. Kort sagt: Stedet at bo i Brugge!
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i april 2021.