Italien, Sicilien
Sicilien forfører fra start til slut. © Getty Images

Rejseguide: Indtag sagnomspundne Sicilien

Sicilien er en egen verden takket være en utroligt lang og multikulturel historie. Med vulkan og sandstrande. Uendelige udsigter. Og mulighed for at dyrke gåture, tage på byture, høste oliven eller bare slappe af under solen.

8. juni 2022 af Gunnhild Bjørnsti
Italien, Sicilien
Lene Carr er vokset op på Sicilien og er rejsearrangør på og til øen.© Privat

Lene Carr (47)

  • Er vokset op på Sicilien og i Norge med en siciliansk far og en norsk mor. Bor i Oslo.
  • Har været rejsearrangør på Sicilien i 10 år.

Hvad er dit forhold til Sicilien?

“Jeg flyttede til Sicilien første gang, da jeg var 10 år, sammen med min familie. Som 16­-årig flyttede jeg til Bologna i Norditalien og derefter tilbage til Norge, da jeg var 19. I 2011 startede jeg et eventbureau for norske kunder i Italien, med Sicilien som base, og jeg har dermed pendlet mellem Norge og Sicilien.”

Hvad er det bedste ved Sicilien?

“Alt! Det, der er så unikt ved Sicilien, er, at den er så komplet. Sicilien har alt, man kan tænke sig. Fra endeløse strande til Europas højeste, aktive vulkan, hvor man både kan stå på ski, spille golf og smage på nogle af Italiens bedste vine.”

Hvad er typisk for Sicilien?

“Kompleksiteten. Kontrastene, som ikke modarbejder hinanden, men tværtimod komplementerer hinanden. Det lyder som en kliché, men forklaringen er histo­risk betinget. Sicilien har en næsten glidende kulturhistorie, præget af alle magter og civilisationer, som har erobret øen. Fra fønikerne og punerne, som koloniserede området omkring nutidens Palermo, over grækerne, som i det attende århundrede f. Kr. gjorde Sicilien til et ledende centrum i det storgræske rige, til romerne, araberne, normannerne og spanierne.”

Hvad vil overraske mig mest ved Sicilien?

“Normannernes påvirkning. Da folket fra nord – normannerne – kom til Sicilien fra Norge via Normandiet og Lombardiet i 1061, kom de til et sofistikeret miljø, hvor grækere, arabere og jøder levede side om side i et intellektuelt og økonomisk vel­fungerende samfund. Sicilien var møde­punktet mellem nord og syd, øst og vest. Normannerriget på Sicilien blev verdens første multikulturelle og tværreligiøse samfund. Der herskede fuld religiøs lige­stilling i en blandingskultur, hvor uenig­heder mellem folkegrupper blev afgjort med duel, ikke med våben, men på idrætsbanen eller i digterkunst. Normannerne tog vare på det, de fandt. De flettede den herskende kultur sammen med deres egen. Jeg er utro­ligt stolt af denne historie og kultur.”

Hvad er dine favoritsteder på Sicilien?

“Jeg må sige min hjemby, Taormina, hovedstaden Paler­mo, området omkring Siracusa og Noto og vores vulkan, Etna. Sicilien er absolut en helårsdestination. Foråret er fantastisk med mandeltræernes blomstring, og efteråret byder på drue­- og olivenhøst, mens vinteren er fredelig med et behage­ligt klima. Jeg ville undgå august, som er mest hektisk, varmest og dyrest.”

Italien, Sicilien
I Palermo, Siciliens hovedstad. © Getty Images

Seværdigheder på Sicilien 

“Lej en bil, og kør rundt på opdagelsestur på Middelhavets største ø. Start i Palermo, kør sydover, og slut østpå i Taormina. En tommelfingerregel: Beregn god tid. Den ‘lille ø’ er større, end du tror.

Hovedstaden Palermo vil jeg fremhæve som en europæisk storby, som også dur til en weekendtur. Den er et paradoks af majestætiske bypaladser og slidte, spartanske centrumkvarterer.

Spadsér langs via Maqueda til Quattro Canti. Området er skæringspunktet mellem to hovedgader i Palermo, Via Maqueda og Corso Vittorio Emanuele, og i det kryds mødes hjør­nerne af alle de fire ældste kvarterer i Palermo.

Besøg normannerpaladset Palazzo dei Normanni, verdens ældste parlament, som fortsat er i funktion. Det blev grundlagt af nor­mannerne i 1130 og er fortsat et parlament, da regionen Sicilien har delvist selvstyre. I Palazzo dei Normanni finder du La Cappella Palatina, som er en enestående blanding af islamisk, byzantinsk og normannisk kunst og arkitektur.

Palermo er også kendt for streetfood, og du kan ikke forlade byen uden at have prøvet en arancina – en friteret risbolle med ragú – eller sfincione – den lokale pizzavariant. De sejeste kan prøve en pane con la milza eller på siciliansk en pane ca meusa – kort sagt en miltburger.

Italien, Sicilien
I Siracusa, Sicilians antikke hovedstad.

Noget af det mest karakteristiske ved Palermo er de farverige markeder Ballaró, Vucciria og Capo. Her sælges alt fra frugt og grønt til sko, smykker og kryd­derier. Stemningen er fascinerende. Alle, som har en salgsbod, står og råber ud til folke­mængden, hvad de har at byde på. Det italienske modehus Dolce & Gabbana har filmet og fotograferet flere af sine rekla­mekampagner her.

Siracusa syd på Sicilien er den historiske, antikke hovedstad på øen. Siracusa er kendt for sin omfangsrige antikke kultur, arkitektur og sine amfiteatre og som fødestedet for den fremragende mate­matiker og ingeniør Arkimedes og en af de mest kendte helgener Santa Lucia.

Siracusas mægtige katedral, Basilica Santa Lucia, har et ydre af barok­ og rokokoarki­tektur, men når du går ind, vil du se rester af et græsk tempel og en kirke fra normannerti­den. Og et sidekapel, hvor et ribben og en del af Santa Lucias højre arm angiveligt skulle ligge i et sølvskrin.

Noto ligger lidt syd for Siracusa, og med sin spektakulære barokarkitektur og gule bygningsmasse er denne charmerende by et besøg værd.

Marzamemi er en lille fiskerby helt syd på Sicilien. Utroligt fin til dagsture med en gam­mel tunfiskefabrik og hyggelige restauranter på klipper langs havet.

Italien, Sicilien
Byen Taorminas berømte græske teater, som er mere end 2.300 år gammelt. © Getty Images

Taormina ligger nord på Sicilien og er en pittoresk lille by, som ligger på klipper over havet på østkysten, cirka 50 minutter fra Catania, som er nærmeste lufthavn. Fuld af gamle kirker, trappegyder, piazzaer og beta­gende udsigtsposter har dette sted forført mangen en forfatter, maler og skuespiller.

Det berømte græske teater, som er mere end 2.300 år gammelt, er hvert år ramme om Taormina Film Festival. Stjerner som Russel Crowe, Al Pacino, Sophia Loren og Scarlett Johansson har gen­nem årene besøgt Taormina og filmfesti­valen, og resten af sommeren er der eller kan der være koncerter med kunstnere som Sting og Santana og operaforestillinger som Aida og La Traviata.

Corso Umberto er den centrale gågade i Taormina og strækker sig fra Catania­-porten på sydsiden til Messina­-porten på nordsiden. Det tager 15 minutter at gå fra den ene ende af byen til den anden. Jeg anbefaler altid at bo i Taormina og hellere tage ned til stranden i stedet for at bo ved stranden og tage op. 

Til trods for en stor turiststrøm har Taormina formået at bevare den elegante atmosfære, som også er kende­tegnende for Capri, Portofino, Saint Tropez og Cannes. Michelin­restauranter og femstjernede hoteller blandes naturligt med originale trattoriaer og enkle B&B’s.

Taormina var også en af destinationerne, når den europæiske overklasse sendte sine håbefulde på dannelsesrejse – The Grand Tour – i det 17. og 18. århundrede. Over­vældet af indtryk blev mange længere i byen end planlagt, og flere valgte også at blive i byen ‘for good’. Den ikke­katolske del af Taorminas kirkegård er som et opslagsværk i datidens tyske og britiske adelsfamilier.

Tilbage til nutiden! For der er også mange gode beach clubs langs kysten neden for Taormina. Lido La Pigna er stranden, de fleste lokale taorminesere tager til. Spartá­-familien, som har drevet La Pigna i snart tre generationer, er rigtigt gode værter og har Taorminas bedste involtini di pesce spada alla griglia – grillet sværdfiskeroulade.

Pizzichella har solsenge på en terrasse i stedet for på stranden, altså ingen sand. Ligger ved den idylliske Isola Bella­-bugt med udsigt direkte til den ditto, lille ø.

Paradise Beach Club ligger i nabobyen Letojanni. Der er transport dertil fra flere steder i Taormina hver time, og ud over en rummelig privat strand har Paradise Beach Club et flot poolområde, en olivenhave med en masse skygge og en hyggelig og livlig restaurant.”

Italien, Sicilien
Siciliens vulkan, Etna. Som der dyrkes vin på. © Getty Images

... Og så er der Etna

“Med sine 3.340 meter over havets overflade er Etna Europas højeste aktive vulkan. Men Etna, som også står på Unescos Verdensarvsliste, er så meget mere end blot en vulkan.

Her kan du gøre en hulens masse ting fra trekking til at stå på ski og spille golf – okay, ikke på samme tid. Og ikke mindst er Etna de seneste år blevet et af Europas mest trendy vinområder.

Den vulkanske jord og den høje beliggen­hed giver et godt udgangspunkt for vin­planter, og kvalitetsbevidste vinkendere som italiensk­-amerikanske Marco de Grazia, manden bag den utrolige succes med Barolo i Piemonte, betegner Etna som Middelhavets Bordeaux. 

Opblomstringen, som har fundet sted på Etna de seneste 10 år, kan på mange måder sammenlignes med det, som skete i Toscana for 40­-50 år siden, da man ved eller via at producere kvalitetsvin også blev en efter­ tragtet turistdestination. 

Etna-området er stadig stærkt landligt, men stilige over­ natningssteder og restauranter dukker op og er med til at sætte området på kortet for kvalitetsbevidste vinkendere.

Fascinationen af Etna og vin gjorde, at jeg sammen med en svensk veninde, Rosanna, som også delvist er vokset op på Sicilien og i dag har stiftet familie, begyndte at på projektet Terre Normanne.

Vi brugte masser af tid på at rejse rundt på vulkanen og se på gamle, slidte ejendomme med vinmarker. Resultatet blev restaure­ringen af en gammel gård ved Etnas fod, midt i smørhullet for vindyrking. Vi har taget vare på det karakteristiske sicilianske ved kun at bruge lokale materialer, men vi har også ønsket at tilføje et touch af det skan­dinaviske, som præger indretningen. Gården hedder Terre Normanne – Normannernes Land.

Stedet ejes og drives i dag af Rosanna, hendes mand og tre børn. Det består af tre huse med i alt otte soveværelser, udendørs pool og vinranker, så langt øjet rækker. Gården kan lejes i sin helhed, og den kan også benyttes til madlavningskursus, eller man kan arrangere ture i forbindelse med vinhøst, olivenplukning, golfture eller andre aktiviteter.”

Italien, Sicilien
En plads med masser er god mad – er typisk Italien. © Getty Images

Restauranter på Sicilien

“Buatta er en af mine favoritter i Palermo. Afslappet urban stemning med retropræg, og både køkkenet og vinlisten har et højt niveau.

Osteria Lo Bianco er en enkel trattoria I Palermo, som er så siciliansk, som den kan blive. Både mad og interiør giver dig en følelse af at opleve Sicilien allermest autentisk.

Antica Focacceria di San Francesco i Palermo er uformel og serverer mad a la streetfood og også som takeaway.

Manna, Il Crocifisso og Il Dammuso i Noto er veldrevne spisesteder, som serverer sicilianske specialiteter – med gode råvarer tilberedt på den rigtige, langsomme måde. Manna er min store favoritt, hvor det tradi­tionelle køkken blandes med et moderne twist, cool design og enkle borde.

I Siracusa stortrives jeg og mine venner på Cortile Spirito Santo og La Lisca.      

Granita er en form for is og den typiske sici­lianske morgenmad, men den kan spises når som helst på dagen. Vælg din yndlingssmag, og bed om at få en creme (panna) og en bolle (brioche) til. Bam Bar har Taorminas bedste granita, og det er et must at have smagt den sicilianske specialiteten, før du forlader Sicilien. Saro, som ejer baren, følges i øvrigt af næsten samtlige italienske kendisser på Instagram.

I Taormina har en af Siciliens allermest anerkendte kokke Pietro D’Agostino restau­ranten Kisté – Easy Gourmet. Den ligger i en smuk gyde lige neden for domkirken, og her får du høj kvalitet, men som under­titlen siger, så kan du vælge mere simple alternativer. Både maden og stemningen er unik.

Pietro D’Agostino har også La Capinera, som ligger nede ved søen cirka 10 minutters køretur fra Taormina. Den har en Miche­lin­stjerne og en fantastisk smagsmenu. Lidt dyrt, men ikke så dyrt, som man skulle tro. 

Médousa Bistrot ligger i en flot middel­havshave, som vokser langs bymuren ved Catania­-porten, og som straks sætter dig i en dejlig stemning. Tilbyder også overnatning i fem lækre suiter med privat have eller terrasse.”

Italien, Sicilien
Typisk siciliansk morgenmad: Granita med brioche. © PR

Typisk siciliansk mad:

“Jeg elsker det sicilianske køkken. Retterne består af få råvarer tilberedt med god tid. Det er hemmeligheden. Man stresser ikke, når man laver mad på Sicilien.

En af de fineste traditioner, jeg har lært på Sicilien, er tilberedelse af tomatsauce. Sidst på sommeren sætter vi tre­fire dage af til det. Over 100 liter tomatsauce fyldes på flasker, som så bruges vinteren over.

Vi står op ved daggry og går i gang med at vaske og rense tomaterne, som derefter koges og presses ad flere omgange. Det er hårdt, men en sjov tradition, og enhver sicilianers favoritret er pasta ca sassa, pasta med tomat­ sauce. Det er smagen af Siciliens solskin.”

Italien, Sicilien
Poolen på Belmond Grand Hotel Timeo i Taormina. Man kunne godt forestille sig George Clooney dukke op, ik? © PR

Hoteller på Sicilien 

“Grand Hotel et des Palmes i Palermo blev genåbnet i 2004 og er et pragtbyggeri, hvor mange kendte har boet gennem tiderne. Den tyske komponist Richard Wagner skrev operaen Parsifal, mens han boede på hotellet, og det værelse, han boede på, er blevet til en suite opkaldt efter ham. Her er restaurant, bar og terrasse. En lille destination i sig selv.

La Dépendance Hotel i Noto har en enkel og elegant indretning og ligger super centralt, når man vil opdage og indtage byen. Gode værelser med store senge.

Hotel Gutkowski i Siracusa har en mini­malistisk indretning kaldet ‘arte povera’ – fattigmandsstil – med charme og varme. Ligger i den gamle bydel med havkig.

Hotel Roma i Siracusa er et historisk firestjernet hotel i en bygning fra det 19. århundrede beliggende på den centrale Piazza Minerva ved Duomoen. Hotellet er byens landemærke og har en god restaurant.

Belmond Grand Hotel Timeo er Taorminas ældste hotel med en terrasse, som tager pusten fra de fleste. Ligger lige under det græske teater. Luksuriøst, når du skal unde dig selv noget ekstra. Og selv om du ikke bor her, kan du snildt nyde en fro­kost, en middag eller en aperitif her en sen eftermiddag.

Hotel Villa Paradiso er et super hyggeligt familiedrevet hotel med en af Taorminas vildeste udsigter. Nyd synet af Naxos­ bugten og solnedgangen bag vulkanen. Ligger også lige ved Taormina Tennis Club.

Hotel Metropole er et cool, lækkert og afslappet femstjernet boutiquehotel med en terrasse og en udsigt, som giver dig en følelse af at være midt ude i Middelhavet. Ofte spilles der live jazz i baren. Glimrende både før og efter middag i den restaurant, som ligger i for­længelse af terrassen.

Hotel Villa Carlotta er et af Taorminas mest populære og trendy hoteller. Mad og service er i top, og hotellet kan også prale af en stor­slået udsigt.”

Italien, Sicilien
Iuta Glamping er en økologisk glamour campingplads. Ikke langt fra Noto. © PR

Her tager du en timeout på Sicilien

“Iuta Glamping ligger ikke så langt fra Noto og er en økologisk glamour­ campingplads.

Her er luksushytter omkranset af år­ hundredgamle oliventrær og plantager med citrontræer. Et helt fabelagtigt sted at slappe af og bare nyde det.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 2. juni 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide