rejseguide, Grækenland, Kykladerne
Hvidt, blåt og solskin. Velkommen til Kykladerne (her øen Mykonos) © Getty Images

Rejseguide: Hop med til Kykladerne!

Den græske øgruppe Kykladerne er indbegrebet af ferielykke: Turkisblåt hav, hvidkalkede huse, friskfanget mad og sol- og varmegaranti. Hop med rundt på 5 af øerne.

8. juni 2022 af Gunnhild Bjørnsti
rejseguide, Grækenland, Kykladerne
Grækenlandsekspert og din guide i denne artikel, Ann Kristin Andersen Mougios.© Privat

Ann Kristin Andersen Mougios

  • Er gift med græske Georgios.
  • Har hus på Peloponnes og taler græsk – og bor ellers i Norge.
  • Er rejseleder og arrangerer firmature til Grækenland.

Hvad er dit forhold til Kykladerne?

“Jeg har rejst rundt på Kykladerne og mange andre græske øer siden 1980’erne. Efterhånden kender jeg både de små og de store øer godt, og jeg har fundet mine favoritter.

Øerne Andros og Tinos er knap så kendte som turistmagneten og festøen Mykonos. Er du på Mykonos, så tag på en dagstur til den hellige ø Delos, og oplev kontrasterne. Øen Syros er ad- ministrativt centrum for hele øgruppen og skiller sig ud fra de andre øer med sine smukke neoklassiske bygninger og brede alleer i øens største by,” siger Ann Kristin Andersen Mougios.

Hvad er det bedste ved Kykladerne? 

“Variationen! Denne største græske øgruppe består af både store og små øer. På Santorini hænger hvidkalkede huse og kirker med blå kupler fast på de stejle skråninger. På Naxos og Amorgos mødes du af frodige dale. Hvis du ikke er til ren daseferie, så har mange af øerne vandrestier både langs kysten, i bjergene og igennem grønne dale,” Ann Kristin Andersen Mougios. 

Hvad er bare så typisk Kykladerne?

“Det er de pittoreske hvidkalkede huse med blå detaljer! Af og til tilsat andre stærke farver, afhængigt af den enkelte husejers stil. 

Og mezé! Som udtales med tryk på sidste stavelse og er Grækenlands svar på tapas. Når grækerne går ud og spiser, bestiller de sjældent hver sin ret, men i stedet en hel masse småretter, som de så deler.

Grækernes fastfood kaldes gyros, som er pitabrød med kylling eller svinekød a la kebab, men med kartofler, løg, tomater og persille. Gyros smager himmelsk.”

Hvad vil overraske mig mest ved Kykladerne?

“At hver ø har sin helt egen stil og særegenhed. Og ikke mindst de lokales gæstfrihed.”

Hvordan kommer jeg til Kykladerne?

“Flyv til Athen eller Santorini, og begynd dine øhop derfra.

Grækenland er stærk i færger, små og store, langsomme og hurtige, og er du sejler, kan du overveje at leje din egen båd.

Vil du til de nordlige øer i Kykladerne, er det smart at hoppe på en færge i Rafinas havn, som ligger en halv times kørsel fra Athen. I havnen ligger små tavernaer på rad og række, hvor du kan spise dig mæt i alt fra en gyros til tre euro til et større alt godt fra havet-måltid.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne
Kykladerne mellem Athen, Kreta, Rhodos og Lesbos. © Getty Images

Kykladerne er:

  • Navnet Kykladerne stammer fra det græske ord Kyklos, som betyder cirkel eller ring. Kigger du på et kort, vil du se, at den hellige ø Delos og en række andre indre øer, heriblandt Mykonos, er omkranset af en masse små øer, der nærmest danner en cirkel omkring dem.
  • Kykladerne består af i alt 220 øer, hvoraf de 50 er større, og 33 af dem er beboede.
  • Øgruppen er toppen af en undersøisk bjergkæde i Ægæerhavet. Det kan du opleve ved selvsyn på Santorini, hvis du skuer ud over vulkankrateret, også kaldet La Caldera.
  • Måske kender du allerede nogle af de vigtigste øer i Kykladerne: Amorgos, Anafi, Andros, Antiparos, Delos, Donousa, Foregandros, Ios, Iraklia, Kythnos, Milos, Mykonos, Naxos, Paros, Serifos, Sifnos, Sikinos, Syros, Skinousa, Santorini og Tinos.
rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Andros
Man forstår godt, at Andros er grækernes egen favorit-Kyklade-ø. © Getty Images

PÅ ØEN ANDROS

“Grækernes egen favoritø er også Kykladernes næststørste, og du kommer til Andros med færge fra Rafina, hvilket tager ca. to timer. 

Vandet er krystalklart og sandet hvidt, og bag de stejle klipper, der møder dig ved indsejlingen, gemmer sig en af de frodigste øer, du bedst oplever fra de vidunderlige vandreruter, der snor sig gennem maleriske landsbyer, kilder og vandfald.

Byen Batsi ligger ca. 20 minutters kørsel fra havnen. Vil du til hovedstaden Chora, skal du over på den anden side af Andros. En times kørsel i stejlt terræn. Forvent dog hverken gågader eller shoppingcentre. Der bor kun 3.000 i den charmerende by.”

Seværdigheder på Andros

“Vandreture! Andros har et virkeligt velud­viklet og godt markeret stisystem, som turistkontoret og flere hoteller ligger inde med kort over. 

Jeg holder særligt af udsigten og trapperne på rute nummer 8, som går fra landsbyen Apikia og ned til stranden ved Yialia, hvor det er oplagt at hoppe i havet og bagefter spise en frokost på tavernaen Gialia.

Tag den lokale bus til Paleopolis, og besøg det arkæologiske museum, før du begynder vandringen mod ruinerne efter de første bosættere på Andros. Også her er det en god idé at have badetøjet med, så du er klædt på til en hurtig opfriskning, før du begynder opstigningen, som er ret brat og med mange trapper undervejs. Her venter også forkælelse på toppen på stedets kafenion, som betyder café, deres omeletter er virkeligt gode. Herfra kan du tage den lokale bus ned og tilbage.

Jeg har også ofte gået rute nummer 14, som går fra klostret Panachrantou til Livadia. Klosteret er kendt for sin spaghetti med hjemmelavet sovs. De serverer den dog kun for mindre grupper, som har bestilt på forhånd. Kun en af munkene taler engelsk, så bed receptionisten på jeres hotel ringe for jer på telefon +30 2282 051090. Fra klosteret går kursen nedover mod Chora, hvor du forkæles med en overvældende udsigt.

Er der forholdsvis vindstille i hvert fald fra nord, så tag til Ateni Beach. Selv i højsæsonen kan du være heldig at få stranden næsten for dig selv. Fra strandens eneste udskænkningssted Kantina Ateni Beach Bar, som egentlig blot er en udbygget campingvogn, serverer Jannis og familie Andros’ bedste paninier og hjemmelavet Limoncello.”

Restauranter på Andros

“Taverna Oti Kalo i Batsi serverer enkel, hjemmelavet mad til rimelige priser.

Taverna Stamatis, også i Batsi, kan jeg anbefale deres havaborre eller indbagt lam, som hedder kleftiko på græsk.

Taverna Platanos på det lille torv i Chora serverer mezé på store fade. Nyd folkelivet udspille sig på den lille plads, mens du spiser og drikker til.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Andros
Bare wauw ... Aneroussa Beach Hotel på øen Andros. © PR

Pauser på Andros

“Spaen på Micra Anglia Boutique Hotel i hovedstaden Chora. Eller hvad med en dag på en strand helt for dig selv?”

Shopping på Andros

“I den charmerende hovedstad Chora på nordsiden af Andros finder du små lokale butikker med let sommertøj og bomuldshånd­ klæder og et par af de obligatoriske souvenirbutikker.”

Cocktails på Andros 

“Andros er ikke en partyø, men i byerne Batsi og Chora er der en skøn, afslappet stemning i aftentimerne. Fra Hotel Blue Bay lidt uden for Batsi er der solnedgangsudsigt.”

Hoteller på Andros

“Aneroussa Beach Hotel uden for Batsi er i bedste Mamma Mia-stil og tæt på stranden. Chefreceptionist og altmuligdame Maria Salari kan få alt til at ske.

Micra Anglia Boutique Hotel i Chora har fem stjerner og er luksuriøst og æstetisk ned til mindste detalje.

Det lille Egli Hotel, også i hovedstaden, ligger flot lige ved gågadens store kirke. Her kommer du tæt på værtsparret.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Tinos
Stor seværdighed og helligt vand. Evangelistria-kirken på øen Tinos. © Getty Images

PÅ ØEN TINOS

“Tinos er den tredjestørste ø i Kykla­derne. Er du til sydvendte sandstrande, kantede klipper og idylliske landsbyer omkranset af høje træer, så gå i land på Tinos. 

Tag færgen fra Rafina. Det tager ca. tre og en halv time eller to timer med hurtigbåden til Tinos. Sejler du fra Andros, tager turen til Tinos ca. halvanden time. Tag plads på dækket.

Mange af de grækere, der valfarter til Tinos, kommer for at besøge Evangelistria­-kirken – Vor Frues kirke – ikke mindst på Jomfru Marias dag 15. august. 

Vel fremme ofrer de gaver til kirken med en bøn om helbredelse for dem selv, familien eller gode venner. En helbredelse, der måske lurer i det hellige vand, de bringer med sig tilbage fra brønden i kirken?”

Seværdigheder på Tinos

“Landsbyen Volax på Tinos er omgivet af det særeste landskab af store meteoritlignende sten. Landsbyen er også kendt som kurve­byen. Her bor stadig et par ældre flettere, som holder håndværket i hævd. Volax er efter min mening et miniparadis på jord. Undrer du dig over skriften på væggene, så er det digte.

Marmorbyen Pyrgos på Tinos tiltrækker mange turister. Besøg Museum of Marble Crafts, og gå på (souvenir)jagt i de mange flotte, små butikker. På torvet – Platiaen – skal du tage plads og smage kagen, galaktoboureko, som er filodej med fyld af mannagryn i vaniljesauce. Advarsel: Det er meget søde sager!

Bugten Kolymbithra på Tinos lokker hverken med marmor eller søde kager, men derimod med sandstrand og flere hyggelige tavernaer.”

Restauranter på Tinos

“Bevæger du dig lige lidt uden for Tinos by, finder du resturanten Marathia lige ved stranden. Her kan du også overnatte.

Mikro Karavi er som en oase midt i Tinos by, og de gør en dyd ud af at bruge lokale råvarer.

Metaxi Mas, også i Tinos by, serverer retter med et moderne touch, standarden er virkeligt høj, og priserne overraskende lave.

Eller hvad med en landsbymiddag på Katoi sto Smardakito 20 minutters kørsel fra Tinos by. Godt og billigt og værd at køre efter.”

Pauser på Tinos

“En lang vandretur langs stranden, hvor du fylder lommerne med sten med guld­ og sølvglimmer i.”

Shopping på Tinos

“Er du til katolske souvenirs, er der bingo på souvenirs ved Evangelistria-kirken.

Selve Tinos by er den sædvanlige blanding af små og store turistfælder og kuriøse lokale butikker, hvor selv en pastelfarvet karklud kan se helt rigtig ud i det græske lys. Så se dig godt for.”

Cocktails på Tinos

“Hele havnepromenaden i Tinos by er fuld af liv på alle fortovscafeerne og barerne. Er du cocktail-tørstig, så tag på Silvillaki.

Er du i shotshumør, så prøv Sfinaki Bar. Sfinaki er også navnet på en lokal brændevin.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Tinos
Det må man da nok sige! Hotellet Infinity View på øen Tinos. © PR

Hoteller på Tinos

“Marathia ved stranden, 30 minutters gang fra centrum af Tinos by. Her bor du i enkle, fine ferielejligheder. Deres restaurant er også turen værd.

Orion Suites er et nyt, meget moderne boutique-hotel, midt mellem havn og bymidte i Tinos by. Selv om du bor lige op ad vandet, kan du også bestille en suite med privat pool. Priser fra 1.500 kroner for et dobbeltværelse.

Infinity View, også i Tinos by, oser også af luksus og moderne indretning. Her kan du også få et værelse med egen pool! Priser fra 1.400 kroner for et dobbeltværelse.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Mykonos
Mykonos by, by night. © Getty Images

PÅ ØEN MYKONOS

“En anden af grækernes favoritøer er Mykonos, en af Kykladernes mindste, men alligevel den, der nok trækker flest turister. Og det er helt forståeligt, for her er smukt og velholdt. Mykonos er rig og tiltrækker turister med dyr smag og sans for fest. Heldigvis har Mykonos bevaret sin ø-charme. Og du kan møde tamme pelikaner, som kigger nysgerrigt på dig – midt i Mykonos by.

Mykonos by er en labyrint af trange smøger, små og store torve og kirker i alle størrelser og på steder, du ikke ville forvente det. Overalt syder det af liv, i souvenirbutikker og i eksklusive designerbutikker. Og der spises og drikkes grådigt på både cafeer, tavernaer, finere restauranter og gyroshullet på hjørnet.

De bedst kendte vartegn er levnene af de gamle vindmøller på bakken i udkanten af Mykonos by og de kulørte huse ved vandkanten i kvarteret, som kaldes Little Venice. Når cruiseskibene lægger til kaj for dagen, kan der blive hektisk i centrum. Til gengæld er aftenroen, som sænker sig over byen, når de cruiserejsende trækker tilbage til skibet, næsten magisk.

Uden for Mykonos by venter Kodak­-strande og -landsbyer.

Mykonos har sin egen lufthavn, men du kan også komme hertil med færge fra Rafina eller Piraeus.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Mykonos
Du kan støde på pelikaner på øen Mykonos. Også i byen Mykonos. © Getty Images

Seværdigheder på Mykonos

“Den populære strand Psarou ligger fire kilometer uden for Mykonos by. Her kommer man for at se og blive set. Husk kreditkortet, for her koster alt penge. Også parasoller og solstole. Vil du have den fulde Mykonos-oplevelse, skal du opleve strandlivet her. Om ikke andet så i et par timer.

Lej en cykel eller en elcykel, og tag på eventyr i de mindre turistede egne. Gør for eksempel et stop på vingården Mykonos Vioma Organic, spis lidt småretter til vinen, og indånd den lune luft, der hænger over de frugtbare marker.

Når du er i Mykonos by, er det et must at besøge Mykonos’ ældste bageri, Gioras.”

Restauranter på Mykonos

“Paraportiani Taverna er en af Mykonos’ ældste. Her får du serveret traditionelle græske retter uden at sprænge feriebudgettet. Beliggenheden på et lille torv ved en kirke af samme navn bliver ikke meget bedre.

Restaurant Noa er et på alle måder fantastisk sted. Priserne er ikke lave, men matcher maden til fulde.

Baos Fine Dining er en eksklusiv restaurant med topservice. Fra dit bord har du udsigt over Mykonos’ vartegn, vindmøllerne og Little Venice. Priserne er i den højere ende, men helt fair i forhold til de smukke og smagfulde anretninger, der lander på din tallerken.”

Pauser på Mykonos

“Følg stranden og havnepromenaden helt til enden, som er der, hvor bådene til og fra Delos lægger til. Fortsæt op over den lille klippe bag Nikos Taverna og helt op til den hvidkalkede kirke Panagia Paraportiani. 

Sæt dig på klipperne, eller læn dig op mod kirkemuren, og nyd udsigten over havet. Er du her sidst på dagen, får du solnedgangen med. Helt gratis, helt vidunderligt.”

Shopping på Mykonos

“Det kommer helt an på, hvad du er ude efter. Til trods for Mykonos’ størrelse kan du få opfyldt de fleste shoppedrømme her. Det er ikke for meget at kalde Mykonos by for et shoppemekka.

Jeg tager gerne alle modebutikkerne i én mundfuld, når jagten går ind på årets som­merkjole, som gerne må være i silke eller et florlet bomuldsstof.”

Cocktails på Mykonos

“På Mykonos drikker man især mousserende vin, champagne, vin, drinks og cocktails. Start på Rhapsody Bar ved Little Italy, og fortsæt på hele rækken af barer, som ligger side om side her.

Foretrækker du at se det hele lidt fra oven, så gå på 180 Sunset Bar, som ligger oven for Mykonos by og lokker med drinks i solnedgangen.”

Hoteller på Mykonos

“Myconian Villa Collection ved Elia Beach lidt uden for Mykonos by er stedet for dig, som vil bo lidt væk fra larmen, men som stadig er til lækkerhed. Fra 2.000 kroner for et dobbeltværelse.

Semeli The Hotel er også i luksusgenren. Her bor du i højden med udsigt til vindmøllerne og Little Venice. Fra 2.000 kroner for et dobbeltværelse.

Bill & Coo Suites & Lounge er lige et ekstra nøk op ad luksusstigen med infinity-pool, masser af lys og udsigt. Fra 3.500 kroner for to.

Matina Hotel er et charmerende hotel centralt i Mykonos by. Fra 650 kroner.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Delos
Den ubeboede ø Delos med det storslåede Apollon-tempel.© Getty Images

PÅ ØEN DELOS

“Delos er ikke beboet, men alligevel meget besøgt af dagsgæster, som vil opleve ruinerne af det storslåede Apollon­-tempel og de omkringliggende udgravningsområder, som er optaget på Unescos Verdensarvsliste. 

De fleste bruger et par timer på at se de arkæologiske udgravinger, men du må blive, så længe du vil, så længe du ikke overnatter.

Færgen til Delos afgår fra molen i Mykonos by tæt på den maleriske, lille hvide kirke St. Nikolas med blå kuppel. Billetter til tempelområdet købes i kiosken ved Delos Tours ved færgen, men kan også forudbestilles online, og det anbefales i højsæsonen.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Syros
Øen Syros med sin hovedstad og de samlede Kykladers administrative centrum op ad to bjergsider: Ermoupolis. © Getty Images

PÅ ØEN SYROS

“Syros skiller sig klart ud fra sine naboøer. Det er herfra, Kykladerne styres administrativt, og det betyder bare, at alt er lidt større, og at øens 20.000 beboere er langt mindre afhængige af turismen, end de lokale kan være det på de andre øer.

Syros skiller sig også ud med de to bebyggede højdedrag, der møder dig ved indsejlingen til hovedstaden, Ermoupolis. Det højeste hedder Mesovouni og toppes som en flødeskumskage af den katolske katedral St. George. Neden for kirken hviler den græsk-ortodokse kirke St. Nicholas.

De ligger begge i den del af Ermoupolis, som refereres til som middelalderbyen, og Ano Syros, som betyder øvre Syros. Vil du væk fra centrums af og til hurtige tempo, så søg herop. Ano Syros er også udgangspunkt for flere smukke vandreruter. Fra det andet højdedrag stråler endnu en fantastisk græsk-ortodoks kirke, Church of the Resurrection of Christ.

Syros kaldes ofte Kykladernes dronning, med henvisning til de imponerende neoklassiske bygninger i sarte pastelfarver. I bydelen Vaporia boede øens skibsredere. Her kan man komme indenfor i Apollon Theater, som kan dateres tilbage til 1864, og som efter sigende skulle være en kopi af La Scala i Milano.

Ermoupolis fortjener absolut et besøg eller to, men er du i Grækenland for at bade i hav og sol, så find et sted at bo i Vari, Magas Gialos, og tag kun dagsture ind til hovedstaden. Rutebusserne går ofte, det er billigt og i tilgift en lille oplevelse. Vil du hurtigere frem, så book en taxa, de er også rimelige i pris.”

rejseguide, Grækenland, Kykladerne, Syros
Som en skærsommernats drøm, ik? Syros’ hovedstad, Ermoupolis. © Getty Images

Seværdigheder på Syros

“Hvis jeg ikke allerede har fået solgt Ano Syros, eller er du blevet afskrækket af opstigningen dertil, så gør det alligevel! Både turen og udsigten er indsatsen værd.

Og stik så hovedet ind i alle de kirker, du kan slippe af sted med. Det er en stor del af græsk kultur og hverdag, og mange går ind for bare at sidde en stund eller tænde et lys.”

Restauranter på Syros

“Jeg har flere favoritter, og en af dem er fiskerestauranten Seariani’ Fish & More, som ligger i Ermoupolis.

Maison de Meze er både en kilde til velsmag og stemning, og værtsparret deler meget gerne ud af deres viden om øen.

Peri Tinos Restaurant serverer autentisk, velsmagende græsk mad.”

Pauser på Syros

“Besøg den katolske katedral St. George i Ano Syros. Tænd et lys, og gå ud og nyd den indtagende udsigt.”


Shopping på Syros

“Du får størst succes i byen Ermoupolis, hvor du blandt andet kan shoppe fin, lokal keramik.”

Cocktails på Syros

“Er du til drinks, måske den lokale spiritus ouzo, så skal du til kvarteret Stena, som er fyldt med cafeer, barer og restauranter og mennesker.

Foretrækker du, når dagen bare fortsætter over i en sjov aften, så pak både badetøj og festtøj, og slå dig ned på strandbaren Asteria Beach.”

Hoteller på Syros

“Vil du bo midt i Ermoupolis, men med hav(n)udsigt, så emmer Hotel Aktaion af historie. Et værelse fås fra 575 kroner.

Hermes Hotel ligger ved vandkanten også i Ermoupolis. Et dobbeltværelse fås fra 700 kroner.

Vil du lidt væk fra byen og ud til kysten, så tjek Hotel Benois ved Galissa Beach. Et dobbeltværelse fås fra 500 kroner.

På det familiedrevede Hotel Kamelo i Vari bor du helt nede ved stranden i en lille, stille bugt. Indretningen er simpel, men fin. Værelser fås fra 250 kroner.”

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv 5. maj 2022. 

Du vil (garanteret) også kunne lide