London | The Palace of Westminster
© iStock

Her er de bedste rejsetips til dig, der ikke kan få nok af London

Det kulturelle udvalg er så enormt, at det mere er en øvelse i at vælge fra end vælge til

29. marts 2017 af Lone Theils

Store hjerter og store armbevægelser. Velsmag og stolte traditioner. Det er noget af skønheden ved London for forfatter Lone Theils (45), der guider dig til billigt og dyrt i hovedstaden, der har været hendes i 17 år. 

Læs med her, når Lone giver dig sine bedste billige og (halv)dyre tips til sin hjemby. 

1. Her skal du sove

LUKSUS: “Et af de fedeste hoteller er The Soho Hotel, hvor jeg er kommet meget, fordi det ofte er her, man interviewer filmstjerner. Alle værelserne er forskellige, maden er fantastisk, og så har de en bar med en helt særlig stemning. Nogle af bordene er glasmontrer, hvor der ligger biler i – det er altid et godt samtaleemne. Og så ligger det lige midt i Soho, så du kan gå til alt i indre by. Det er quirky og moderne, men heller ikke billigt til priser fra 3.000 kroner for et dobbeltværelse med morgenmad.

Bor du her ikke, så gå alligevel ind og få en drink i baren. Er du til mere end det, så har de deres egen lille biograf i kælderen, som du kan booke til en privat filmfremvisning med
middag til.”

4 Richmond Mews, Firmdalehotels.com

BUDGET: “The Strand Palace ligger lige op til Covent Garden, som er sprængfyldt med butikker, restauranter og The Royal Opera House. Beliggenheden taget i betragtning er prisen på cirka 1.300 kroner for et dobbelt- værelse med morgenmad ret god, også selv om værelserne er bitte, bitte små. Når du booker hotel, så husk, at London er virkelig stor. Vil du ikke bruge al din tid på transport, så prioritér beliggenhed over alt andet.” 

372 Strand, Strandpalacehotel.co.uk

2. Her skal du spise

LUKSUS: “Min absolutte favoritrestaurant er Petersham Nurseries. En planteskole, hvor den charmerende frokostrestaurant ligger i drivhuset. Det tager en lille halv time med toget ud til Richmond. Turen går gennem en park, ned langs Themsen og over en eng med køer. Du glemmer næsten, at du er i London. Især når du ankommer til det her fortryllede sted med Michelinstjerne. Menuen er italiensk-britisk inspireret med fokus på gode råvarer. Nogle af dem dyrket på stedet, hvor de også har en hønsegård. En hovedret koster cirka 215 kroner, men du kan også drikke te og spise kager i cafeen fra klokken 9.

På Roux at Parliament Square er maden ren perfektion. Akkurat som de stivede duge, betjeningen og vinkortet er det. Bestiller du bord til frokost, kan du løbe på britiske politikere som for eksempel Sir Michael Dobbs, der skrev tv-serien House of Cards. Tasting-menuen på otte retter koster fra 700
kroner.”

Church Lane, Off Petersham Rd, Richmond, Petershamnurseries.com

11 Great George St, Rouxparliamentsquare.co.uk

BUDGET: “Den indiske restaurantkæde Dishoom laver den bedste indiske mad, jeg har fået – og jeg har endda været i Indien. Maden er ikke fed, men banebrydende god og nyskabende. Du kan få anglo-indisk morgenmad med omelet, mangolassi og chai i stedet for røræg og te. Kommer du om aftenen, så bestil og del en masse småretter. Husets dhal, sprødstegte okraer og chicken ruby curry er ‘to die for’! Prøv også deres fortolkning af mojitoen: En chaijito. Du kan ikke bestille bord, så vil du undgå alt for lang kø, så tag til King’s Cross frem for Covent Garden, og spis dig revnende mæt for 300 kroner.

Er du mere til mexicansk, så gå til Wahaca Mexican Market Eating. Der findes filialer over hele byen, men den i Covent Garden er den hyggeligste. Regn med omkring 200 kroner pr. person.”

5 Stable St, Dishoom.com 

66 Chandos Place, Wahaca.co.uk

3. Her skal du shoppe

LUKSUS: “En lørdag formiddag tilbringer jeg på Marylebone High Street nær Oxford Street. Kvarteret er lokalt på en udsøgt måde. Jeg går i Daunt Books, en geografisk indrettet boghandel, hvor bøgerne er sorteret efter land. Besøg også køkkenbutikken Divertimenti, og spis en let frokost i ostebutikken La Fromagerie Café. Drik din te i cafeen hos Sir Terence Conran, moderne britisk designs grand old man.”

83-84 Marylebone High

St, Dauntbooks.co.uk 33-34 Marylebone High St, Divertimenti.co.uk 2-6 Moxon St, Lafromagerie.co.uk

55 Marylebone High St, Conranshop.co.uk 

BUDGET: “Hos Marks & Spencer og Primark finder du billige basisting. Men hvorfor ikke gå på opdagelse i byens kultur og forskelle og gøre et kup i en genbrugsbutik? Det er altid sjovt at se, hvad folk efterlader i de forskellige kvarterer. I Chelsea, hvor der bor mange rige fodboldkoner, kan du finde masser af nyt designertøj i ret små størrelser. I mit gamle kvarter, Golders Green, er det jødiske, seksarmede lysestager. Kig efter butiksnavne som Oxfam, Salvation Army, British Red Cross og Cancer Research.” 

Marksandspencer.com

Primark.com

4. Attraktioner, du ikke må gå glip af

LUKSUS: “Und dig selv den ultimative, men også dyreste afternoon tea på The Ritz, hvor alt lige fra rummet til gæsterne og porcelænet er udsøgt. Tjenerne er virkeligt høflige, når de guider dig til den te, der passer bedst til din dag, og serverer alle den traditionelle five o’clock tea's elementer: Sandwich med laks og agurk, scones med clotted cream og marmelade og kager og wienerbrød. Husk at tage pænt tøj på, du er i selskab med den britiske overklasse. Der er seatings hver anden time fra 11.30 til 19.30. Til 450 kroner pr. voksen og 260 kroner pr. barn.”

150 Piccadilly, Theritzlondon.com

BUDGET: “En overset og gratis attraktion, som jeg ikke kan rose nok, er British Museum. Et af verdens bedste museer med genstande, hvis lige ikke findes andre steder. Ting, som ikke behøver et storslået lysbilledshow for at sælge sig selv: Rosettestenen, som blev koden til, at man lærte at læse hieroglyffer, og the Elgin Marbles, marmorfriser tyvstjålet fra grækerne. Jeg kommer især for den egyptiske samlings statuer og mumier. Du kan bruge flere dage her – uden at have set det hele. Bygningen er frygtindgydende stor, og museumsshoppen et stop værd, ligesom cafeen i hjertet af bygningens mere moderne afdeling.”

Great Russell St, Britishmuseum.org 

5. Tid til en hyggestund

LUKSUS: “Er det cocktailtid, så tag på Langham Hotel og stedets Artesian Bar, som flere gange har vundet prisen som en af verdens bedste barer. Ikke uden grund. Baren er smuk, bartenderne professionelle. Bare det at studere kortet er en fornøjelse, men jeg kan særligt anbefale The Girl from Ipanema med blandt andet knuste pistacenødder i. Det er dog ikke her, man kommer for at drikke sig en brandert til. En cocktail koster omkring 150 kroner, så drik videre på en lokal pub.” 

1C Portland Place, Regent St, Artesian-bar.co.uk

BUDGET: “På Charing Cross Road ligger bogkæden Foyles’ flagship-store, som er på fire-fem etager. Allerede i døren mødes du af et fint skilt, hvor der står: ‘Welcome book lover, you are among friends’. Tag en stabel bøger under armen, sæt dig op i cafeen med kaffe og kage, og kig på, hvilke bøger du skal have med hjem. De har åben til klokken 21 alle dage på nær søndag.”

107 Charing Cross Rd, Foyles.co.uk

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 73. 

Du vil (garanteret) også kunne lide