Ik hou van jou. Ordene er hollandske og betyder ‘jeg elsker dig’. Og det var netop kærlighed, der fik Susanne Simon til at flytte fra Odense til Amsterdam for fire år siden på trods af, at hun hverken kendte sproget eller kulturen. I dag er hun mor til en lille dansk-hollænder, taler sproget flydende og føler sig hjemme i sin nye by. En by, der er meget anderledes end København. Og så alligevel ikke.
“Danskere føler sig meget hjemme i Amsterdam. Byen er ikke større end København, du kan gå til det meste i centrum, og her er masser af cykler og individualisme. Samtidig er hollænderne meget glade for skandinaver.”
“Amsterdam har alle dage været en by, hvor det skæve, sjove og farverige trives og gror, så det vil jeg anbefale alle at suge til sig og tage med hjem,” siger Susanne Simon, der har lært et og andet af sine nye landsmænd:
“Efter at have boet i byen nogle år er jeg kommet af med noget af den farve-forskrækkelse, som du godt kan få i de meget hvide, danske hjem.”