På det store og det lille lærred: Det skal du se i denne måned

Der er både rock, sort komedie, suspense og livsbekræftende kærlighed på programmet

5. maj 2016 af Sara Feirreira og Rikke Hellerup Madsen

Sara Ferreira er Magasinet Livs faste film- og tv-anmelder. Hun er Cand.mag. i medievidenskab, ser helst film alene og tv med sit strikketøj.

Månedens tv-serie: Vinyl

Med: Bobby Cannavale, Olivia Wilde, Ray Romano, Birgitte Hjort Sørensen, Juno Temple, James Jagger.

Instr.: Martin Scorsese. Premiere: 14. februar. Kanal: HBO Nordic – 10 afsnit

Handling: Året er 1973, scenen New York. Richie Finestra er direktør for pladeselskabet American Century. Musik har været hans hjerteblod, men efter succes i 1960’erne er han nu presset, udbrændt og ved at miste grebet. Richie sukker efter lidt normalitet. Sammen med hustruen Devon har han byttet sprut, stoffer og et liv i overhalingsbanen ud med et relativt roligt familieliv. Pladeselskabet bløder penge og kunstnere, og derfor er det planen at stige af ræset, inden katastrofen er total.

Det hele skal sælges til et interesseret tysk selskab. Men selvfølgelig ser det ud til at blive sværere end som så. Og måske er det alligevel ikke så let at sige farvel til det vilde liv?

Magasinet Liv mener: I bedste Scorsese-stil følger vi Finistras udmattende kamp for at holde sammen på stumperne – og i bedste Scorsese-stil går det fra slemt til værre.

På den der måde, hvor det er både brutalt og groteskt morsomt. Med Martin Scorsese og Mick Jagger som bagmændene er der garanti for, at 70’ernes vilde musikscene nok skal blive skildret med den rette mængde ‘sex, drugs and rock ‘n’ roll’.

Se den, hvis ...

Du er vild med Goodfellas og Casino – og god musik. Som bonus skal det nævnes, at vores egen Birgitte Hjort Sørensen optræder i en mindre rolle som en veninde fra Devons fortid. Den her anmelder glæder sig til at se mere!

Top 3 i biografen lige nu

Room

Med: Brie Larson, Jacob Tremblay, Joan Allen, William H. Macy. Instr.: Lenny Abrahamson.

Premiere: 17. marts

Handling: Joy og hendes femårige søn, Jack, bor på et klautrofobisk lille værelse. Som 17-årig blev hun bortført af en ukendt mand og bliver nu holdt fanget i et skur. Efter to år fødte hun Jack. På trods af omstændighederne kæmper Joy stædigt for at skabe en tryg og normal hverdag for Jack. Hun har konstrueret en verden, hvor han ikke sætter spørgsmålstegn ved deres virkelighed. Der er rutiner, kreativ leg og hygge. Og han trives – de trives. For de har hinanden. Deres flugt lykkes, men livet ude er ikke uproblematisk. Joy begynder at reagere på de voldsomme overgreb og tvivler på sine evner som mor. For Jack er verden alt for stor.

Magasinet Liv mener: En rørende fortælling om ‘at have hjemme’. Som afhænger af helt andre ting end dem, vi normalt jagter.

De standhaftige

Med: Mikkel Boe Følsgaard, Cecilie Lassen, Karen-Lise Mynster, Silja Eriksen Jensen. Instr.: Lisa Ohlin.

Premiere: 7. april

Da soldaten Thomas (Følsgaard) mister begge ben efter en mine i Afghanistan, mister han bogstavligt talt også fodfæstet. Han kommer hjem til et liv, han ikke kan kende, og en Thomas, han ikke ved, hvem er.

Bitterhed og vrede får forholdet til kæresten til at smuldre. På hospitalet mødet han balletdanseren Sofie (Lassen), som passer sin kræftsyge faster. Hun begynder at træne med ham uden at tage særlige hensyn. Hun ser ham bare. Og gennem hendes øjne begynder Thomas at kunne se sig selv som hel igen.

Magasinet Liv mener: Den særlige følsomhed og nerve mellem Følsgaard og Lassen gør De standhaftige til en gribende og livsbekræftende oplevelse.

A Bigger Splash

Med: Tilda Swinton, Matthias Schoenaerts, Ralph Fiennes, Dakota Johnson. Instr.: Luca Guadagnino.

Premiere: 17. marts

Efter en halsoperation nyder rockstjernen Marianne Lane (Swinton) og kæresten Paul (Schoenaerts) livet på den paradisiske ø Pantelleria. Indtil Mariannes intense ekskæreste Harry (Fiennes) dukker op – sammen med sin nyfundne og meget flirtende datter Penelope (Johnson). Marianne og Harry har et stormfuldt og kærligt forhold bag sig, men hvor hun er afklaret, kan han ikke give slip.

Magasinet Liv mener: A Bigger Splash efterlader dig rundt på gulvet – på den gode måde. Den er lidt af det hele og ingen af delene. Eller i hvert fald helt sin egen. Både sanseligt drama, suspense og lidt skæv sort komedie.

Seneste

Måske er du interesseret i...