Hvis Rolling Stones også er et af dine yndlingsbands fra din ungdom, bliver du formenligt temmelig vild med denne nyhed – det legendariske band giver nemlig koncert i Danmark senere på året!
Koncerten spilles i Telia Parken i København den 3. oktober, og her håber vi, at vi blandt andet får et genhør med klassikere som Angie, Satisfaction og Ruby Tuesday.
Rolling Stones gæstede senest Danmark i 2014, da de spillede på Orange Scene på Roskilde Festival, og her gav Mick Jagger den gas sammen med resten af slænget. Hvis du gerne vil opleve bandet i oktober, skal du være klar, når billetterne sættes til salg den 17. maj.
Indtil da kan du varme op med nummeret Paint It Black, som i den grad stadig holder, selvom sangen er helt tilbage fra 1966.