Glad kvinde på eng
© iStock

Her er de bedste højskoler til kvinder 40+

Drømmer du om at tage på et højskolekursus, der byder på fordybelse, samvær og oplevelser? Du kan enten tage alene afsted eller sammen med hele familien – vi guider dig!

26. maj 2017 af Rie Louise Kirkebjerg

Vil du have point på oplevelseskontoen? Lære noget nyt? Og være en del af et fælleskab, hvor du får nye venskaber? Så kan du tage på en af landets mange højskoler, hvor du kan vælge kurser, der passer lige præcis til DIG og dine interesser. 

Mange højskoler tilbyder både lange og korte kurser, og ofte er det de korte kurser, der tids- og interessemæssigt passer bedst til dig, der er 40+. Vi har herunder fundet otte spændende højskoler til dig, der er 40+, og som enten vil tage på højskole alene eller få et par lærerige og sjove uger med familien.  

1. Familiehøjskole på Oure

Saml familien, og tag på højskole på Oure på Fyn, hvis I vil have en fælles oplevelse med spændende aktiviteter og hyggeligt samvær. Børnene har en lang række af aktiviteter, de kan vælge mellem, og det indebærer alt lige fra boldspil, skattejagt og bålhygge til dans, skuespil og sang. For de voksne kan programmet blandt andet stå på klatring, fitness, golf, massage, windsurfing og meget mere.

Du kan læse meget mere om familiehøjskolen lige her.

2. Familiehøjskole på Vejle Idrætshøjskole

Selvom Vejle Idrætshøjskole er en idrætshøjskole, behøver I ikke være inkarnerede sportsfolk, men til gengæld skal I have lyst og mod til at gøre jeres bedste, når I leger og dyster med og mod hinanden i familien. Om aftenen kan I samles om bålet til sang og snobrødsbagning, mens du som forælder andre aftenener kan høre foredrag, mens børnene hygger sig til andre aktiviteter.

Du kan læse meget mere om familiehøjskolen lige her.

Familie om bålet på en strand
© iStock

3. Familiehøjskole på Askov Højskole

Hvis din familie og du er mere til de kreative oplevelser, kan I på Askov Højskole gå på opdagelse i skolens kreative værksteder og skabe spændende kunstværker. Aktiviteterne står blandt andet på at male med kroppen og lave jeres egne tegneredskaber. Hvis det lyder som noget for jer, så pak kufferten, og kom afsted!

Du kan læse meget mere om familiehøjskolen lige her.

4. Rødding Højskole

Rødding Højskole i Sønderjylland er der kurser for enhver smag – og også et, det passer til dig! Du kan eksempelvis vælge mellem livsfilosofi, religion, sang, natur, vævning og meget mere. Derudover byder skolen på et fællesskab, hvor I er sammen om alt lige fra undervisning og måltider til fritid og andet socialt samvær. 

Du kan læse meget mere om højskolen lige her.

5. Højskolen Skærgården

På Højskolen Skærgården i Herning er både unge, seniorer og dig, der står midt i livet, velkomne. På linjen Livsstilslinjen lærer du at få overskud socialt og psykisk, og sammen med resten af holdet arbejder du for at opnå et vægttab. Du kan også vælge Trivselslinjen, som er til dig, der efter en skilsmisse, fyring eller anden overgangsfase, står et sted i livet, hvor du har brug for tid og rum til personlig udvikling.

Du kan læse meget mere om højskolen lige her.

6. Vestjyllands Højskole

Hos Vestjyllands Højskole kan du vælge mellem en lang række korte højskolekurser. Det gælder blandt anden keramik, maleri, dans, foto, yoga, jazz og meget, meget mere. Det er altså især dine kreative egenskaber, der bliver udfordret, hvis du tager afsted til denne vestjyske højskole, som ligger midt i den skønne natur, og hvor der bliver serveret økologisk mad hver dag.

Du kan læse meget mere om højskolen lige her.

Kvinde maler på keramik
© iStock

7. Højskolen for Bevidsthedsudvikling

På Højskolen for Bevidsthedsudvikling i Føllenslev på Sjælland kan du vælge kurser i blandt andet meditation, yoga og wellness. Højskolen har fokus på bevidsthedsudvikling, og undervisningen tager udgangspunkt i en gammel livsvisdom og henter inspiration i Maharishi Mehesh Yogis lære om bevidstheden.

Du kan læse meget mere om højskolen lige her.

8. Engelsholm

Virker kurser i vinterjazz, kunst eller sangskrivning som lige noget for dig? Så kan du med fordel tage på den gudesmukke højskole Engelsholm, som er beliggende i Jylland. Højskolen er intet mindre end et slot, så udover en propfyldt oplevelseskonto, vil du også komme til at opleve en magisk stemning på denne højskole.

Du kan læse meget mere om højskolen lige her.

Du vil (garanteret) også kunne lide