Selvom det ude fra ser ud som om, de lever i sus og dus, kan de kendte også gå igennem hårde perioder og lide af sceneskræk – præcis ligesom alle os andre.
Men hvor vi andre synes, at det kan være grænseoverskridende at tale om vores problemer med venner og familie, er disse stjerner så modige, at de taler åbent om den svære tid.
Læs de otte stjerners ærlige udtalelser, om hvordan de kom tilbage til livet igen.
“Ingen penge kan kurere følelsen af at være ødelagt og forvirret. Og det er heller ikke, fordi at hver dag efterfølgende er god.
Du har gode dage og dårlige dage, og depression er noget, som altid følger med dig.”
“Jeg var vred, kynisk og følte en dyb tristhed, som trak mig ned ligesom et tungt anker – uanset, hvor jeg var, eller hvad jeg lavede.
Til sidst havde jeg bare ikke lyst til at kæmpe mere. Jeg havde ikke lyst til at forsvare mig selv mere over for en til person, som løj over for mig. Jeg følte virkelig, at jeg var ved at dø – mit lys var totalt slukket.
Jeg sagde til mig selv, ‘Hvad end der er tilbage derinde, bare en lille lysmolekyle, så finder du den og fordobler den. Det skal du. Det skal du for din musik, for dine fans og for din familie’.”
“Jeg var i skjul for hele den der kendis-ting. Jeg røg alt for meget hash. Jeg sad bare på sofaen og blev mere og mere sumpet, og jeg blev virkelig irriteret på mig selv. Jeg kom til et punkt, hvor ‘hvad er meningen, jeg er bedre end det her’.
Jeg plejede at lide af depression, men det gør jeg ikke længere. Det handler om at finde ud af, hvem du er. Jeg ser det som en stor læringsprocess, som et semester på en uddannelse. Og dette semester lærte jeg så om depression.
Jeg lavede det samme hver eneste aften og bedøvede mig selv, indtil jeg kunne sove, den samme rutine. Jeg ville bare hele tiden hjem, så jeg kunne gemme mig væk igen. Men den følelse af rastløshed og utilpashed voksede, og en aften fik jeg bare nok, og sagde ‘det her er spild af tid’.”
“Jeg sad i min bil, og gassen var på vej ind, da jeg fik et billede i hovedet af, hvordan min mor ville finde mig. Hun ofrede så meget for sine børn og at tage mit eget liv, ville være en enormt egoistisk ting at gøre.
Mit selvværd var så lavt. Jeg var nødt til at arbejde med mig selv for at se, at jeg var noget værd. Og at én person ikke elskede mig, betød ikke at der ikke var nogen, der ville elske mig.
Det var det, mit ægteskabs forlis gjorde ved mig. Det ødelagde min selvtillid. Det bankede mig ned til det maksimale lavpunkt.”
“Da min søn, Moses, kom til verden i 2006, forventede jeg efter hans fødsel at opleve en periode med lykke og eufori, ligesom jeg havde, da jeg fik min datter to år tidligere. Istedet blev jeg konfronteret med en af de mørkeste og mest invaliderende kapitler i mit liv."
Så ung og så smuk – og allerede mærket af livet i rampelyset:
“Jeg tror, at jeg pressede mig selv så meget, at jeg til sidst fik et psykisk sammenbrud. Jeg var på selvmordets rand og havde ikke lyst til at leve mere. Jeg troede, jeg var helt alene. Men det gik også op for mig, hvor heldig jeg var, og hvor dejlig en familie og hvor gode venner jeg havde, men det gjorde det ikke bedre.
Jeg ønskede bare, at verden skulle fortære mig, og intet virkede bedre end tanken om at dø.”
“Jeg var først skeptisk omkring at prøve kognitiv terapi, fordi jeg aldrig havde været til psykolog før, men det var så invaliderende ikke at kunne forlade mit hus på grund af panikanfald. Og dette skete da min karriere virkelig tog fart. Mine omgivelser udløste mine panikanfald, så jeg kunne kun tage til musikstudiet, hvis jeg lå ned i bilen med en pude over mit hoved.
Jeg plejede at være så sur og skuffet over mig selv. Der var et par gange, efter jeg udgivet singlen Delirium, hvor jeg var på pressetur og tænkte ‘ åh nej, det er ved at komme igen, det er ved at komme igen'. Men det gjorde det ikke. Jeg tror, min krop er blevet ret god til at kontrollere angsten."
Så ung at hun kunne være vores datter, men (måske) klogere på livet end de fleste andre 23-årige piger:
“Mine fans ved, at jeg har kæmpet med depression, og det har hjulpet dem med at komme over deres. Det giver mig et formål med livet – en grund til at stå op om morgenen, som er større end beslutningen om, hvilket outfit jeg skal have på."
