Bindingsværkshuse med julelys
Følg lyset og tag på julemarked på Esrum Kloster.© Esrum Kloster

Guide til årets bedste julemarkeder - Julen 2021

Julen 2021 skal have fuld skrue. Så hvorfor ikke varme op med en tur på julemarked? Her kommer vores bud på julens bedste markeder.

16. november 2021 af Louise Thorsted

Juhuuu, endelig må vi samles igen. Og julen 2021 bliver ikke i små bobler, men med det fulde udtræk med julefrokoster, gløggarrangementer, hånd i hånd på skøjtebanen og ikke mindst på julemarkeder. 

De meget julede julemarkeder, de kreative julemarkeder, de eksklusive julemarkeder, julemarkeder, der først og fremmest skal spises, julemarkeder der bare skal opleves, og julemarkederne, hvor du får købt alle gaverne (til dig selv).

Vi har gjort det nemt for dig at planlægge dine november og december-weekender, så her får du det store overblik over mange af landets julemarkeder.

Kender du til et julemarked, du synes vi har glemt, så skriv endelig til os på Liv@magasinetliv.dk

Grafisk julemand
Køb kunst og design på Flids julemarked.© Flid

JULEMARKEDER I KØBENHAVN

Flids julemarked i Nørrebrohallen

HVAD: Kunst- og designplatformen Flids årlige julemarked i Nørrebrohallen. Det kunstneriske omdrejningspunkt for Flid er: Maleri, keramik, brugskunst, illustration, smykkekunst, design, kunsthåndværk, collage- og fotokunst og året, gerne skabt ud fra bæredygtige principper. Mød de mange kreative sjæle på julemarkedet, hvor vi sporer du finder mange af julegaverne, om ikke andet dem til dig selv.

HVOR: Julemarked i Nørrebrohallen, København N

HVORNÅR: Weekenden 4.-5. december. Begge dage klokken 11-17.

LÆS MERE: Flidmarked.dk

Julestemning i Brøndsalen
Haveselskabets julemarked ligger smukt ved Frederiksberg Have.© Haveselskabet

Julemarked i Haveselsskabets Have på Frederiksberg

HVAD: Julen klæder virkelig Frederiksberg, eller er det omvendt. Det er bare som om de gamle, herskabelige bygninger og store træer er endnu smukkere i vintermørket. Bag den travle skøjtebane midt på Frederiksberg Runddel og til venstre for indgangen til Frederiksberg Have ligger Haveselskabets Have med Brøndsalen og Paradehuset. Det er her du skal på julemarked, hvis du er til vintagejulepynt, unikt kunsthåndværk, juledekorationer, havebøger og haveting. Har du grønne fingre, er du måske mere til at købe materialerne og trylle derhjemme. I Paradehuset sælges delikatesser fra Smag på Nordsjælland, det er også her du kan lade julemarked være julemarked og i stedet smage på julemarkedets berømte kryddervin eller drikke kaffe eller kakao. Der bliver ikke mere julet, end når mørket falder på, og faklerne tændes.

HVOR: Julemarked i Haveselskabets have ved Frederiksbergs Runddel, Frederiksberg

HVORNÅR: 20. november klokken 11 – 17.

LÆS MERE: Haveselskabet.dk

Bod på julemarked
Julemarkedet på Højbro Plads er traditionerne tro.© Julemarked.nu

Julemarked på Højbro Plads

HVAD: Det årlige og dejligt traditionelle julemarked på Højbro Plads midt i København. Nævn din top 10 over julestemningsskabere, og du finder dem sikkert her. Julemand, kane, rensdyr, juletræer, æbleskiver, brændte mandler, gløgg, gaver og ønskesedler – og julemarked. Tjek, og der er så meget mere til både gane og gavelisten. Når du alligevel er midt i byen, så tag det obligatoriske kig på Royal Copenhagens juleborde i butikken på Amagertorv.

HVOR: Julemarked på Højbro Plads ved Storkespringvandet, København K

HVORNÅR: Fra 12. november til 22. december. 

Mandag-onsdag fra 11-19, torsdage 11-20, fredag-lørdag 11-21 og søndag 12-19.

LÆS MERE: Julemarked.nu

Juleboder
Julemarked på Kongens Nytorv med det ikoniske Hotel D’Angleterre i baggrunden.© Jul i København

Julemarked på Kongens Nytorv

HVAD: En af Københavns smukkeste pladser, Kongens Nytorv, har alt for længe været skæmmet af det massive metrobyggeri. Men det er slut nu, og det årlige julemarked på torvet kan endelig folde sig fuldt ud. Det allerbedste er, at du igen har perfekt udsyn til Hotel D'Angelterre's og Magasins ikoniske juleudsmykninger.

HVORNÅR: 12. november - 22. december. 

Mandag-onsdag 11-19, torsdage 11-20, fredag og lørdag 11-21, søndag 12-19.

LÆS MERE: Jul-i-kobenhavn.dk

Oplyst kloster
Hent julestemningen med hjem fra julemarkedet på Esrum kloster.© Esrum Kloster
Julemand og gaver
Julemanden har prioriteret at dukke op til Tivolis julemarked i år. © Tivoli/ Christoffer Anias Sandager

Julemarked i Tivoli

HVAD: Lige midt i din hovedstad er vores allesammens forlystelsespark trukket i juletøjet. Lysene glimter i mørket, der sælges honninghjerter, kandiserede æbler og gløgg fra boderne. Julemanden sidder klar ved sin kane, og Tivoligarden trutter alle julesangene. Et klassisk julemarked, lige som ethvert evigt barnehjerte foretrækker det, og som vi synger det hvert år: Rør blot ikke ved min gamle jul. Og det gør de heldigvis ikke i Tivoli. 

HVOR: Tivoli, lige overfor Købehavns Hovedbanegård. 

HVORNÅR: 19. november - 2. januar. 

LÆS MERE PÅ: Tivoli.dk

JULEMARKEDER PÅ ØVRIGE SJÆLLAND

Julemarked på Esrum Kloster ved Græsted

HVAD: Julemarkedet på Esrum Kloster er et stemningsfuldt marked i historiske rammer. Omdrejningspunktet er kvalitetsvarer til julens mange fester, hvad enten vi taler delikatesser, julepynt, borddækning og den helt særlige julegave. Med andre ord vil vi gerne være med til at hylde og fremme det gode håndværk og “håndens arbejde”.

HVOR: Esrum Kloster & Møllegård, Klostergade 11-12, Esrum, 3230 Græsted

HVORNÅR: 27.- 28. november og 4.- 5. december, kl. 10-17.

LÆS MERE PÅ: Esrum.dk

Julemarked på Musicon i Roskilde

HVAD: Kender du Roskildes nye kreative bydel Musicon? Det er bygget op omkring Ragnarock, museet for pop, rock og ungdomskultur. Både museet og området med værksteder og cafeer er et besøg værd, og endnu mere når Alletiders Roskilde julemarked rykker ind på Hal 9s 1800 m2 med lækre spiselige sager, masser af kunsthåndværk, beklædning, smykker og brugskunst. Tag ungerne med på julemarked, sæt dem af på skatebanen eller på Søjlepladsen, hvor der vil være juleaktiviteter, eller spis dem af med en portion risengrød med varm kakao til.

HVOR: Julemarked i Musicon, Hal 9, Rabalderstræde 16, 4000 Roskilde

HVORNÅR: Weekenden 11-12. december, lørdag 10-17, søndag 10-16.

LÆS MERE: Musicon Designmarked

JULEMARKEDER PÅ FYN

Julemarked på Munkegården ved Brenderup

HVAD: Uddannelsestilbuddet Munkegården holder julemarked for anden gang, og de har helt styr på ingredienserne, når de fylder deres orangeri og lade med stande med alverdens julerier. På gårdspladsen er der telte med mad og ting fra egne værksteder, men også byens lokale er inviteret med på julemarked. Heriblandt Muttis hjemmebag, Mad gør glad, Wiingreens kafferisteri, Ukendtfyn, Min mands mareridt (!) – vi har tjekket, det er en samler, der sælger ud, Bogense kræmmermarked, Fru Pigalop, Une mjød og honningmanden. Der er hestevognskørsel, halmballelegeplads, hestetræk og så er lige præcis det her julemarked et af dem, som julemanden også når forbi, som de selv skriver: Det bliver virkelig godt ...

HVOR: Julemarked på Munkegården, Rugårdsvej 205, 5464 Brenderup på Fyn

HVORNÅR: 4. december kl. 11-15.

LÆS MERE: Munkegaarden.dk

Julehjerte i glas.
Køb fra små private udstillere på Langesø Herregård julemarked.© Langesø herregård

Julemarked på herregården Langesø ved Morud

HVAD: Slå flere julefluer med et smæk og køb juletræ og gå på julemarked samme sted. Ved herregården Langesø på Fyn, har de gran i overflod, så du kan komme hjem fra julemarked ikke kun med dit juletræ, du må gerne selv fælde det, men også med pyntegrønt til alle dine dekorationer. På det fynske julemarked er der naturligvis også nissegaranti, hestevognskørsel og mulighed for at mæske jer i friske danske æbler, brændte mandler, frisk bagerbrød og kage, delikatesser, og slagterpølser. Er du, eller en på din gaveliste, vild med glas, er der mulighed for at lave din helt egen glasgave. I den gamle Smedje serveres dejlig varm gløgg og friskbagte æbleskiver.

HVOR: Julemarked ved Langesø Herregård, Langesøvej 146, 5462 Morud på Fyn

HVORNÅR: Hver lørdag og søndag fra d. 20. november og frem til jul. 

Åbent fra kl. 10 - 16.

LÆS MERE: Langesoe.dk

Fem nisser på en træstamme.
Du kender dem som flade kravlenisser, men i Den Gamle By kan du købe de ægte "runde" Brammingnisser.© Den Gamle By i Aarhus.

JULEMARKEDER I JYLLAND

Julemarked i Den Gamle By i Aarhus

HVAD: Har du ikke selv de store juletraditioner, så nyd godt af andres. Allermest julestemning og traditioner for alle generationer får du i Den Gamle By i Aarhus, som efterhånden er blevet min faste tradition. Det er ren julekalender, og ‘vi skal være gode ved hinanden’ at slentre rundt i tusmørket og lytte til sagte tale og lirekassemandens julemusik. Er du mere til jazz, så slut af med en håndbajer og en smøg på 1970er-værtshuset Bent J – også i den gamle by. Og det allerbedste i Den Gamle by, der varer julen lige til den 2. januar!

HVOR: Den Gamle By i Aarhus, Viborgvej 2, 8000 Aarhus C.

HVORNÅR: Fra 20. november - 2. januar. Kl. 10-17, tjek også deres særlige tilbud "Aftenjul i Den Gamle By" d. 10-11 og 17-18 december.

VIGTIGT: Den Gamle By opfordrer alle til at købe deres billetter på nettet i forvejen. 

LÆS MERE: Dengamleby.dk

Funklende juledekorationer.
En julemarkeds tur i Tivoli Friheden er ren lysterapi. © Tivoli Friheden

Julemarked i Tivoli Friheden i Aarhus

HVAD: I det herrens år 2020, blev der til julemarked i Tivoli Friheden konsumeret 9.840 æbleskiver, 4.540 flæskestegssandwich, 22.120 krus gløgg, 14.000 kopper varm kakao og 18.180 kopper kaffe og det siger vel det hele, ikke? Det er her du hygger i kulden og omgivet 2,1 kilometer lyskæder (!), på glatis eller i pariserhjulet. Der er ikke andet tilbage at sige end: Ses vi? Ho ho ho!

HVOR: Tivoli Friheden, Skovbrynet 5, 8000 Aarhus C

HVORNÅR: Lørdag og søndage i november. Og fredag - søndage i hele december. Fra klokken 13-21. 

LÆS MERE: Friheden.dk

Julepynt på julemarked
Find julepynt og -gaver på Trapholt der holder i mange år.© Trapholt

Julemarked på designmuseet Trapholt i Kolding

HVAD: Det må gerne være sjovt og lærerigt at købe julegaver, og gør du det på kunstmuseet Trapholts julemarked, møder du kunstnerne og designerne bag de værker, du kan købe med hjem ‘til dig fra dig’ eller give væk. Adgangsbilletten til 65 kroner giver også adgang til museets aktuelle Verner Panton-udstilling.

HVOR: Designmuseet Trapholt, Æblehaven 23, 6000 Kolding

HVORNÅR: 27-28. november, kl. 10-17.

LÆS MERE: Trapholt.dk

Plakat
På Bornholm er julen også rød. Og sød. Og sprød.© Bornholm julemarked

JULEMARKEDER PÅ BORNHOLM

Julemarked i Nexø

HVAD: På Bornholms Julemarked kan du sludre med bornholmske kunsthåndværkere, der sælger deres håndlavede varer i de 30 små træboder. Smag, duft og køb de lækre fødevarer, der produceres på Bornholm, her på Magasinet Liv er vi vilde med Karamelleriet og The Mallows søde sager. Se også de flotte håndlavede lyskæder, der er designet af den bornholmske glaskunstner Pernille Bülow, ja, lakrids-Johans mor, og som er holdt i den lyse og lette nordiske stil.

HVOR: Bornholms julemarked på Havnen, 3730 Nexø, Danmark

HVORNÅR: Fredage, lørdage og søndage fra 26. november - 19. december. Fredage kl. 16.00-22.00, lørdage 10-20 og søndage 10-16

LÆS MERE: Bornholmsjulemarked.dk

... to julemarked eller not to julemarked? 

Inspireret af Shakespeares Hamlet, så er det jo stadig spørgsmålet. 

Julen 2021 er desværre stadig ikke helt, som den plejer at være. Til nogle af julemarkederne anbefales det at købe billet på forhånd, og samtidig reservere tidspunktet, du vil komme på. Nogle julemarkeder har allerede aflyst - ikke julen - men deres marked, og flere kommer sikkert til. 

Tjek de relevante hjemmesider, og støt dem, der åbner, og kører du forgæves, så gå en tur i vores smukke natur og køb en pose æbleskiver med hjem. 

Glædelig jul!

Du vil (garanteret) også kunne lide