Lyt til Livs filmanmelder
Sara Ferreira er Magasinet Livs film- og tv-anmelder. Hun er cand.mag. i medievidenskab, og hun ser helst film alene og tv med sit strikketøj.
Denne måned har hun set en serie, der satte strikketøjet skakmat.
Dronning- hvad for en?
Undrer du dig også over navnet? Det er faktisk to ting - og nu også en serie på Netflix.
Et skaktræk: Gambit er betegnelsen på en åbning i skak, hvor der ofres en brik for at opnå en fordel, og i dette tilfælde altså dronningen, som så siden kan vindes tilbage. Ordet gambit er italiensk og betyder benspænd eller at stikke benet frem.
En roman: Dronninggambit i Netflix' udgave er baseret på romanen af samme navn skrevet af Walter Tevis.
Dronninggambit, med originaltitlen The Queen's Gambit, handler om...
Beth som kun er 9 år, da hendes mor dør. Hun er alene i verden og anbringes på et børnehjem. Sorgen og ubesvarede spørgsmål om morens plagede sind, lægger hun låg på. De eneste lyspunkter er de grønne, beroligende piller børnene dagligt får, og – ikke mindst – at spille skak med skolens pedel.
Det viser sig, at Beth er et sjældent naturtalent. Da hun bliver adopteret af et barnløst par, bliver både skak og misbrug en endnu større besættelse. Hun deltager i flere og flere turneringer, som hun selvfølgelig vinder. Indimellem mister hun fodfæstet og fylder sig med piller og alkohol. Men hvor længe kan man flygte fra sig selv?
Magasinet Liv mener ... Taylor-Joy er magnetisk og blandingen af skakdrama, personlig kamp og et vanvittigt smukt 50’er univers, får dig ud på kanten af stolen. 7 afsnit er ikke nok!
Du skal se den, hvis du ... elsker overraskende fortællinger og usandsynlige heltinder.
Sara Ferraria og Magasinet Liv kvitterer med sjældne seks stjerner.
På rollelisten ses Anya Taylor-Joy, Marielle Heller, Thomas Brodie-Sangster, Moses Ingram, Harry Melling.
The Queen's Gambit er skabt af Scott Frank.
Og det er på Netflix!
