Regnvejr, coronakarantæne, sygedage, selskab til dit strikketøj eller bare ren hygge, der er altid en god grund til at kaste sig over en ny serie eller film på streamingtjenesterne, og gerne en, du ved, ikke kommer til at skuffe. Følg filmanmelder Sara Ferreiras anbefalinger, og fordyb dig i verdener og personligheder, der rækker ud over din boble. Her er serierne, du skal se på HBO:
1. The Undoing: HBO-thrillerserien alle taler om!

The Undoing
Par-thriller på HBO.
På rollelisten ses Nicole Kidman, Hugh Grant, Édgar Ramírez, Donal Sutherland, Sofie Gråbøl.
The Undoing er skabt af Susanne Bier og David E. Kelley.
Grace er en succesfuld psykolog med et privilegeret New York’er liv. Hendes mand, Jonathan er en vellidt læge, der arbejder med kræftramte børn, og sønnen Henry går på en privatskole, der har styr på alle de rigtige værdier. Men der er selvfølgelig slanger i Paradis, og Graces perfekte liv slår revner, da den unge Elena, som er mor til en latinoelev på sønnens skole, findes myrdet. Pludselig er Jonathan forsvundet, og hun aner ikke hvorfor eller hvorhen. Og hvorfor skulle han overhovedet have noget med sagen at gøre? Mens alt det, hun kender, er ved at gå i opløsning, forsøger Grace at optrevle og forstå hvad, der er sket. Det gør det ikke nemmere, at politiet mere end antyder, at også hun har urent mel i posen.
Magasinet Liv mener … en super lækker, velsmurt thriller, hvor intet er, som vi tror.
Til dig, der … var vild med HBO-serien Big Little Lies, hvor Nicole Kidman også brillerede.
Magasinet Liv giver The Undoing 4 ud af 6 stjerner.
2. Bliv klogere på ligestilling i USA på HBO

Mrs. America
Historisk kvindedrama på HBO.
På rollelisten ses Cate Blanchett, Rose Byrne, Tracey Ullman, Uzo Aduba, Elizabeth Banks, Sarah Paulson, John Slattery, James Marsden.
Mrs. America er skabt af Dahvi Waller.
I begyndelsen af 1970’erne var der fuld fart på kampen for kvinders rettigheder og feministiske aktivister, som Gloria Steinem og Betty Friedan, var nærmest berømtheder. De knoklede for at få lovforslaget The Equal Rights Amendment vedtaget og havde massiv politisk opbakning. Men ikke alle kvinder var lige begejstrede for lovændringen, der blandt andet skulle sikre, at man ikke måtte diskriminere på baggrund af køn. En gruppe konservative, anti-feministiske kvinder, med Phyllis Schlafly i front mere end matchede feministernes organisationsevner og kampgejst. Schlafly og Co mente, at den såkaldte ligestilling ville være katastrofal for den traditionelle familiestruktur og dermed også for kvinder, hvis fornemmeste rolle var at være hustru og mor. Kampen mellem de to fronter var intens og er på mange måder stadig uforløst i dag.
Magasinet Liv mener … en nuanceret skildring af en broget gruppe kvinder der på hver deres måde har en vigtig plads i historien.
Til dig, der … gerne vil blive klogere på mennesker, du ikke kan forstå.
Magasinet Liv giver Mrs. America 5 ud af 6 stjerner.
3. HBOs fuldtræffer om psykisk sygdom

Work in progress
Skæv HBO-komedie.
På rollelisten ses Abby McEnany, Julia Sweeney, Theo Germaine.
Work in progress er skabt af Abby McEnany.
Abbys selvværd kan ligge på et lille sted. Hun har altid følt sig forkert og beskriver sig selv som 45-årig, fed, queer og lesbisk. Abby føler ikke, hun har opnået noget i sit liv, når det gælder kærlighed og arbejde. Bag den muntre facade kæmper hun med kronisk depression og OCD. Da en kollega, i et misforstået forsøg på at hjælpe hende med at tabe sig, giver Abby en pose mandler, beslutter hun sig for, at hun har 180 mandler til at finde ud af sit liv. Hver dag smider hun en mandel ud, og hvis hun ikke har fået det bedre, når hun er nået til den sidste, giver hun op! Pudsigt nok begynder gode ting at ske. Ikke mindst mødet med den charmerende og kærlige transmand Chris. Men fortiden spøger, og tvivlen sniger sig ind på hende. Tør hun give slip, eller vil hun endnu engang selv-sabotere?
Magasinet Liv mener… Det er svært at lave en komedie om psykisk sygdom, men her er plads til både latter og alvor. Og den fineste love story oveni.
Til dig, der … er til skæve indie-serier.
Magasinet Liv giver Work in progress 6 ud af 6 stjerner.
4. #MeeToo-serie bygget på en sand historie

The Loudest Voice
Dramserie på HBO.
På rollelisten ses Russell Crowe, Sienna Miller, Naomi Watts.
The Loudest Voice er skabt af Alex Metcalf.
Vi følger den ikoniske mediemand Roger Ailes fra 1995 til 2016 i årene, hvor han sidder i spidsen for tv-kanalen Fox News. Med sin særlige måde at formidle ‘nyheder’ og politik på ændrer han det politiske landskab, indtil han tvinges til at trække sig efter anklager om sexchikane.
Magasinet Liv mener: En ægte samfundsgyser! Fortællingen om en mand, hvis magt rakte langt ind i Washington, og som evnede at både bruge og puste til folkestemningen, er meget mere end et portræt. Det er en vigtig brik, når vi skal forstå vores samtid, og hvordan og hvorfor vi endte her. Crowes skildring af Ailes er fascinerende og dybt foruroligende.
Til dig, der ... bekymrer dig om verdens tilstand og er optaget af, hvordan medier, politik og magt hænger sammen.
Magasinet Liv giver The Loudest Voice 5 ud af 6 stjerner.
5. Romantisk thriller efter HBOs model

Run
Romantisk komediethriller på HBO.
På rollelisten ses Domhnall Gleeson, Merritt Wever.
Run er skabt af Vicky Jones.
Da vi møder Ruby, en helt almindelig kvinde midt i 30’erne, sidder hun i sin bil. Hun modtager en sms med det simple, mystiske budskab “RUN”, og er tydeligt i vildrede. Ruby ender med at svare på beskeden med et tilsvarende “RUN”, og hermed er en rutchebanetur af en rejse skudt i gang. Afsenderen af beskeden er hendes ungdomskæreste Billy. 17 år tidligere har de lavet en pagt, hvor de lovede hinanden at stikke af sammen, hvis den anden svarer på den første “RUN” sms. Da de genforenes i New York, er gnisten mellem dem intakt, men de er selvfølgelig ikke de samme sorgløse 20-årige længere. Det er tydeligt, at de hver især er på flugt fra noget i deres liv, og som rejsen skrider frem, bliver de tvunget til at være ærlige over for sig selv og hinanden, alt imens de kommer ud på dybere og dybere vand.
Magasinet Liv mener … en romantisk komedie med et nærmest absurd Hitchcock’sk thriller-twist.
Til dig, der … gerne leger med tanken om at stikke af fra alt, men godt ved, at nissen altid flytter med.
Magasinet Liv giver Run 4 ud af 6 stjerner.
6. Spejl dig i HBOs udmattede forældre

Breeders
Komedieserie på HBO.
På rollelisten ses Martin Freeman, Daisy Haggard.
Breeders er skabt af Simon Blackwell, Chris Addison, Martin Freeman.
Ally og Paul har fundet hinanden lidt sent I livet, men de er ikke i tvivl: De vil hinanden! De får hurtigt stablet en familie, inklusiv to nuttede børn, på benene, og så burde deres lykke være gjort? Virkeligheden viser sig (selvfølgelig) at være lidt mere kompliceret. For med børn følger ikke kun stor kærlighed, der i sig selv kan være skræmmende nok, men også kontroltab, tvivl og søvnløshed, der kan knække selv den hårdeste nød. Og som Paul på et tidspunkt bemærker tørt, så vil man gladeligt ofre sit liv for sine børn, samtidig med at man ønsker dem hen, hvor peberet gror.
Liv mener … en vellykket komedieserie, der også er fuld af alvor og trykker på en masse ømme punkter – på den gode måde.
Til dig der … ved, at forældreskabet er lige dele magi og mareridt.
Magasinet Liv giver Breeders 4 ud af 6 stjerner.
7. Velour og højt hår på HBO

Catherine the Great
Historisk drama på HBO.
På rollelisten ses Helen Mirren, Jason Clarke, Joseph Quinn, Gina McKee, Rory Kinnear.
Catherine the Great er skabt af Philip Martin.
Katarina den Store kom til magten i Rusland i 1762, efter at have vippet sin mand af tronen. Hun var verdens mest magtfulde kvinde med et usædvanligt liv. I sin kamp for samfundsreformer ændrede hun Rusland for altid og modstod stædigt enhver modstand i 34 år. Udover at være intelligent og fremsynet var hun en frigjort kvinde med en sund seksuel appetit. Hendes store kærlighed var generalen Potemkin, der stod ved hendes side til det sidste.
Magasinet Liv mener: Formidable Mirren puster liv i en af historiens ægte boss ladies og genskriver et eftermæle, der har været præget af rygter og tilsværtninger.
Til dig, der ... er vild med sobre historiske dramaer, der ikke sparer på overdådige kulisser og kostumer.
Magasinet Liv giver Catherine the Great 4 ud af 6 stjerner.
Og det er på HBO, du skal på eventyr. Vi ses i sofaen!