Du har måske hørt om den populære Netflix-serie Døde piger lyver ikke, hvor teenagepigen Hannah Baker har begået selvmord, og hendes ven Clay Jensen savner svar på, hvorfor hun tog den drastiske og tragiske beslutning. Hannah giver efter sin død forklaringen til Clay, for hun har nemlig efterladt 13 kassettebånd, hvor hun fortæller grundene til, at hun har taget sit eget liv.
Døde piger lyver ikke er enormt populær blandt det unge publikum, og hvis din teenager har Netflix, har han eller hun muligvis set serien, som tager tabuer som voldtægt, selvmord og ensomhed op.
Vi har her samlet fire grunde til, at du selv bør se Netflix-serien Døde piger lyver ikke, og hvis dit barn endnu ikke har set serien, kan I se den sammen og snakke om emnerne i hvert enkelt afsnit.
1. Serien tager tabuet om selvmord op
Hannah Baker begår selvmord ved at skære sine pulsårer over i et badekar, hvor hendes mor finder hende. Inden da har hun optaget 13 kassettebånd, som hun efterlader til sine klassekammerater. På båndene fortæller hun dem hver især, hvordan de har påvirket hende til at tage livet af sig selv.
Serien viser, at både klassekammeraterne, Hannahs forældre og hendes studievejleder ikke er opmærksomme på de tegn, hun sender, før hun vælger at tage sit eget liv – selvom hun flere gange rækker ud efter hjælp.
Hvis du selv har set Netflix-serien kan du forhåbentlig nemmere tale med din teenager om det barske emne og bruge serien til at vise, hvilke enorme konsekvenser et selvmord har for de pårørende. I kan også tale om, at man skal snakke med en voksen, hvis man selv – eller en, man kender – går med tanker om selvmord.
2. Serien åbner op for, at I kan tale om sex
Når dit barn bliver teenager, begynder det modsatte køn at blive interessant. Det er derfor en god idé at snakke med dine børn om, at de altid skal fortælle og gøre det klart for sin partner, om de har lyst til sex (og andre intime berøringer) eller ej.
I Døde piger lyver ikke ender det galt, da den samme fyr voldtager to piger, fordi det (ifølge ham) er uklart om de har lyst, da de ikke siger direkte nej. Sandheden er dog, at den ene af pigerne er fuld og sover, mens den anden forsøger at flygte.
Serien åbner op for, at du som forælder kan tale om voldtægt med dine børn og fortælle, hvor vigtigt det er at tale med en voksen, hvis de har oplevet noget ubehageligt – eller fået noget at vide fra en veninde eller ven. Det er et svært emne at tale om, men serien kan gøre det lettere, da du og dit barn nu har en fælles referenceramme.
3. Serien giver os indblik i online mobning
I Døde piger lyver ikke bliver der sendt billeder af Hannah, hvor hun ikke har særlig meget tøj på, rundt blandt skolens elever. Selvom mobningen ikke nødvendigvis foregår synligt for alle andre, sårer den mindst lige så meget, og oplevelsen tager hårdt på Hannah.
Det er utroligt vigtigt at gøre dine børn opmærksomme på, hvordan de undgår online mobning, og serien kan hjælpe både dig og din teenager til at forstå, hvilke konsekvenser mobningen kan have.
Børns Vilkår har også fokus på den digitale mobning, og organisationen har samlet nogle råd til, hvordan du hjælper dit barn på sikker digital kurs:
- Du skal også lade dit barn vide, at det altid kan komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt som eksempelvis et billede eller en besked.
- Børns Vilkår foreslår, at du skal gøre dit barn opmærksom på, at man kun skal skrive ting, man også ville kunne sige til den anden person i virkeligheden, da ting online ofte kan misforstås.
- Du kan også snakke med din teenager om, at billeder ligger på internettet for altid. Derfor skal der tænkes meget over, hvilke billeder der postes på Instagram og Facebook – samt sendes til andre.
Du kan læse meget mere om mobning og din rolle som forælder på Børns Vilkårs hjemmeside.
4. Serien husker os på, at vi altid skal hjælpe andre
I det allersidste afsnit af Døde piger lyver ikke tager Clay kontakt til en pige på skolen, som han ellers havde mistet kontakten til. En lille ting, som kan betyde alverden.
Døde piger lyver ikke rusker op os og gør os opmærksomme på, at vi aldrig ved, hvordan andre har det helt inderst inde – ligesom ingen vidste, hvordan Hannah havde det. Derfor skal vi huske vores børn (og os selv) på altid at tænke på andre, spørge ind og vise, at vi er der for dem.