still fra filmen Rødt Chok (Don't look now) med Donald Sutherland
Et vådt Venedig, en pige i en rød jakke og Donald Sutherland, perfekte ingredienser til en gyser (Rødt chok, 1973).© Ritzau Scanpix

15 film, der skræmte livet af os som børn

På Magasinet Liv har vi spurgt 1000 af jer, hvilke film I gøs over som børn, og resultatet kan du se her: Inklusiv badeforhæng, blodige økser, sorte fugle, knirkende rullestole og masser af skrig. Er din private gyser-oplevelse på listen?

8. september 2021 af Karen Greve

"Jeg kan stadig være ræd for, at der står nogen bag badeforhænget”

“I flere år kunne jeg ikke tåle at se film med Jack Nicholson”

“Jeg bliver stadig nervøs, når jeg ser store fugleflokke samle sig i træer."

Knap 1000 kommentarer om gys på Magasinet Livs Facebook vidner om, at gyserfilm sætter spor i os, nogle gange for resten af livet. Hvis du har set en film som barn, du havde mareridt over, kan du garanteret stadig huske detaljer fra den, som ellers for længst er forsvundet, når det gælder andre film fra samme periode. 

Listen over mareridtsfremkaldende film fra vores barndom er lang og varieret og rummer klassiske mesterværker af instruktører som Hitchcock, Spielberg og Lynch. Men Disneys Bambi var altså også uhyggelig, fremgår det af Facebook, (for helt ærligt: moren dør, hvor skræmmende er det ikke?), og det danske drama Pelle Erobreren får følgende ord med på vejen fra Margrethe Ørsø Juul: “Den gjorde et voldsomt indtryk på mig med al den fattigdom, tristhed og uretfærdighed."

Der er dog ingen tvivl om, hvilken film, der har skræmt flest af os, der var børn i 70'erne og 80'erne. Vi er virkelig mange, der stadig har en lille fuglefobi!

Sorte fugle på elledninger
Har du det stramt med at se en stor flok fugle samles? Så har du helt sikkert set Fuglene fra 1963.© Getty Images

1. Fuglene, Alfred Hitchcock, 1963

Ingen ved, hvorfor fuglene i en lille amerikansk kystby pludselig begynder at samles i flokke og angribe mennesker, og det er måske en del af filmens genialitet. For det skaber usikkerhed hos os, der har set Alfred Hitchcocks mesterværk fra 1963. Kunne det ske i virkeligheden? Filmens opbygning af suspense er klassisk scary, og lydsporet i en klasse for sig. 

“Faktisk lærte den film mig, at jeg ikke behøver at se gyserfilm,” skriver Betina Frederiksen Jæger på Facebook. Og Fuglene er ikke den eneste Hitchcock-film, der har holdt os vågne. Det åbne vindue (1965) var også en voldsom oplevelse.

2. Ondskabens Hotel, Stanley Kubrick, 1980

Føj for pokker, Jack Nicholson fik udviklet sig til den psykopatiske side på det hotel. Tænk engang at skabe en seriøst klam stemning med en dreng på en trehjulet cykel, blomstertapeserede hotelkorridorer og to pyntede piger. Nå ja, og så en ret stor økse og en hel masse blod. Som Inge Langhoff skriver på Facebook: “Jeg havde mareridt flere dage efter. Jeg kunne faktisk ikke tåle at se Jack Nicholson i nogen film, før han kom frem med "As good as it gets" mange år senere."

Piger fra filmen Ondskabens Hotel (The Shinning) 1980.
Om et øjeblik ligger de i en kæmpe blodpøl på gulvet. Kontrasten er vildt uhyggelig!© Warner Bros / Flickr

3. Eksorcisten, William Friedkin, 1973

For et barn er det ekstra uhyggeligt, når det er et barn, det går ud over, og i Eksorcisten taler djævelen ret træls ud gennem en 12-årig pige, der både letter fra sengen og onanerer med et kors. Yrdrk, altså!

4. Dødens gab, Steven Spielberg, 1975

Hvis du ser Dødens gab i dag, virker hajen en lille smule pap-agtigt, men dengang i 1975 var det kæmpestore havrovdyr altså top of special effects. Vi er mange, der har svømmet bekymrede rundt og følt os usikre på, om Middelhavet nu også er fuldstændig fri for hajer...

5. Alien, Ridley Scott, 1979

Science fiction horror er et kapitel for sig, og her kommer den første Alien-film ind og prikker til vores angst for, hvad der egentlig gemmer sig i det ydre rum af aparte væsener. Og Sigourny Weaver var sygt god til at se skræmt ud!

6. Fluen, David Cronenberg, 1986

Videnskab kan gå galt! Og det gør det, da Jeff Goldblum vil teleportere sig selv fra et sted til et andet, og får en flue i maskineriet. Den slags kunne godt holde et tænksomt barn i puberteten vågen. Hvad nu, hvis de hår der var på vej under armene i virkeligheden var tegn på et flueproblem?

Still fra filmen Fluen (The Fly) med Jeff Goldblum fra 1986
Det begynder pænt med Jeff Goldblum i Fluen (1986), men så bliver det ulækkert!© Ritzau Scanpix

7. Stjålne kroppe, Philip Kaufmann, 1978

Vi bliver i afdelingen for uhyggelige besættelser i Stjålne kroppe (Invasion of the body snatchers), der får følgende ord med på vejen fra Marianne på Instagram: “Jeg så den med min storesøster og min veninde, vi blev så skrækslagne, at vi måtte ringe til mine forældre og få dem til at komme hjem fra besøg hos deres venner. Siden har jeg ikke været speciel vild med gyserfilm”. 

8. Belphegor, spøgelset fra Louvre, Claude Barma, 1965

DR sendte en fransk serie, der har skræmt en hel generation af børn, ser det ud til på Facebook, hvor Henrik Bach Nielsen skriver: “For satan vi var bange dengang. Ingen turde gå ned i cykelkældrene, og vi løb op ad trappen om aftenen, hvis der bare var dunkelt.” Serien er lavet som remake i en film fra 2001, hvis du tør konfrontere din frygt fra dengang?

9. Rødt chok, Nicolas Roeg, 1973

Donald Sutherland er bare ofte lidt uhyggelig. Denne gang som sørgende far på jagt efter sin døde datter. Husker du klippet, hvor den lille pige i den røde regnfrakke vender sig om? Det var et et chok, som både den danske titel og den engelske Don't look now spiller på.

still fra filmen Rødt Chok (Don't look now) med Donald Sutherland
Rødt Chok er berømt for sin eminente klipning, der er med til at skabe en intens skæbnesvanger stemning.© Ritzau Scanpix

10. Poltergeist, Steven Spielberg, 1982

En yndig lyshåret pige med æblekinder bliver besat. Og så foran fjerneren! Aldrig har sne på fjernsynet været mere skræmmende! På Instagram får filmen følgende kommentar fra @prikkehviid: “Jeg så Poltergeist til filmaften i klubben og efterfølgende skulle jeg cykle 4 kilometer hjem i mørke. De der kister blev ved med at komme væltende op af jorden samtlige 4 kilometer.”

11. Ulvetid, Jens Ravn, 1981

Dansk film, dansk familie, et helt almindeligt dansk hus i en skov, hvor et ægtepar holder ulve for at studere dem. Men så flytter en medhjælper ind. Og er hun en varulv? Måske blev det så uhyggeligt, fordi det kom tæt på. Katrine Benn skriver om sin oplevelse af filmen som barn: “Jeg blev nødt til at sove i stuen. Turde ikke gå ind på mit værelse forbi vinduet ud mod skoven.”
Ulv
På en måde er den jo meget sød, sådan en ulv, men IKKE hvis du har set Ulvetid.© Getty Images

12. Elefantmanden, David Lynch, 1980

Egentlig er Elefantmanden ikke en gyser. Det er en sørgelig film om social udstødelse af dem, der er anderledes. Men præcis derfor har den måske sat sig i hukommelsen hos mange af os. For er det ikke den mest urmenneskelige frygt at blive lukket helt ude af fællesskabet?

13. Twin Peaks, David Lynch, 1990

Vi bliver i Lynchs univers i en serie, hvor alt var mærkeligt og fyldt med dværge, røde rum og brændeknuder, og det lyder måske ikke uhyggeligt. Men det var det. Især Bob. 

14. Psyko, Alfred Hitchcock, 1960

Tilbage til gysets mester Hitchcock og en anden klassiker. Den legendariske scene i brusebadet er imiteret adskillige gange, og filmen har dannet gyserskole, både Fredag d. 13. og Scream er inspireret af Psyko.

15. Midt om natten, Erik Balling, 1984

Vi runder listen af med et dansk hverdagsdrama, hvor Kim Larsen spiller en venlig BZ'er og spiller Susan Himmelblå på sin guitar. Og så pludselig dukker Allan Olsen op i skikkelse af Spacey som junkie i rullestol. Hold kæft et chok! Lidt som da Glenn Close dukker op ad badekarret i Fatal Attraction (1987). Gys kan også forekomme i folkekomedier og kærlighedsdrama!

Du vil (garanteret) også kunne lide