Fame var den ultimative dansefilm og -serie i din ungdom, og du har helt sikkert rocket løs til soundtracket af samme navn. Vi har fundet 10 fascinerende ting, som du måske ikke vidste om filmen og serien med de mange talentfulde karakterer.
1. Fame havde et budget på 8.5 millioner dollars. Til sammenligning havde 2009-udgaven et budget på 18 millioner dollars. 29 år gør meget ved økonomien – åbenbart!
2. Instruktøren bag, Alan Parker, gav eleverne på The School of Performing Arts førsteret til alle rollerne. Det forklarer filmens mange, store talenter!
3. Lori Singer spiller rollen som den lovende cellist-elev Julie Miller – og faktisk var hun sin rolle. Lori blev nemlig optaget på det mest respekterede musikkonservatorium i verden, Julliard, allerede som 14-årig. Hun var skolens yngste elev nogensinde.
4. Valerie Landsburg spiller i tv-serien karakteren Doris Schwartz, og rygterne siger, at hun udkonkurrerede ingen ringere end den prestigefyldte sangerinde Madonna. Heldigvis har Madonna da et par priser i ryggen, som igen og igen har bevist hendes værd.
5. Billy Hufsey spillede Christopher Donlon i serien og blev kendt som fyren, der smeltede alle pigehjerter med sin stemme og sit gode nougatbrune udseende. Inden Billy blev castet til Fame, havde han dog succes med noget helt andet. Han var nemlig en dygtig bokser. En mand af mange talenter!
6. Fame blev lidt af en trendsætter med sin karakteristiske stil, hvor musiknumrene blev præsenteret som i en musikvideo med hurtig klipning og filmet fra forskellige vinkler. Faktisk så stor en trendsætter, at andre kendte film som Flashdance, Footloose og Dirty Dancing lod sig inspirere kraftigt af det.
7. Noget andet, som Fame har været trendsætter for, er 80'er-stilen. Filmen var med til, at benvarmere blev den vildeste trend! Og ja, vi brugte dem også i stor stil. De var i knitrende syntetisk garn. Og farverne…? Lad os bare sige, at de var kontrastfulde.
8. Fame og titelsangen af samme navn startede Irene Caras musikalske karriere. Faktisk er det også hende, som står bag soundtracket til Flashdance, “What a feeling” – sikke nogle ørehængere at stå bag!
9. Fame skulle egentlig have heddet Hot Lunch. Alan Parker fandt dog ud af, at der var en pornofilm med dét navn, og at ‘hot lunch’ var New Yorker-slang for en seksuel handling. Så Alan Parker besluttede sig – ikke overraskende – for at sløjfe navnet Hot Lunch.
10. Studiet i Los Angeles sendte en række alternative navne til Alan Parker, men det var først efter tre ugers filmning, at han kom på navnet Fame. Flere år senere måtte selveste David Bowie dog minde Alan om, at han stjal navnet fra en sang, som Bowie sang med John Lennon – og det kunne Alan ikke ligefrem benægte. Ups!