Billede af bøger
Kunne man ønske sig alle fem måske?© PR

Se hvilke bøger, du skal ønske dig

Bøger på ønskelisten er altid en god ide. Her er fem bud på gode, nye læseoplevelser fra vores anmelder.

24. november 2022 af Caroline Rutter


© PR

Damer der var for meget af Sara Alfort

Gads Forlag, 456 sider, 270 kr. 


Handling: Lær dejlige, rebelske, kampklare kvinder fra 1884 til 1919 at kende! Kunstneriske kvinder, som skriver og maler sig til en plads i historien. Kvinder, som står fast på deres ret til at være netop dem, de er, og til at udtrykke sig frit.

Magasinet Liv mener: Hvis du troede, at der først kom krudt i de skandinaviske kvinder, da der blev blæst til rødstrømpekamp, må du tro om igen. Trods snærende kor­setter og graviditeter en masse formåede de portrætterede kvinder at skubbe til samtidens rigide kønsforestillinger. Bogen sætter en fed streg under, at betydningen af præven­tion ikke kan overdrives. Ikke kun fordi de evige graviditeter og de endeløse strømme af børn bandt kvinder til hjemmet, men også fordi de blev nødt til at leve i kyskhed for at undgå at stå i den situation. Det synes bogens kvinder simpelthen er så røvsygt – man har vel sine lyster! 

Læs om forfatteren med alter egoet Ernst, der undgik at underlægge sig tidens kvinderolle. Om journalisten, der gik undercover som tjenestepige for at afsløre vilkårene i jobbet. Med­rivende bog og historieskrivning om inspirerende kvinder i en utaknemmelig tid.

Til dig, der ... vil kende de kvinder, der har trådt stien for os!

Magasinet Liv giver 5 ud af 6 stjerner.

© PR

Ditlevsen af Jens Andersen

Gyldendal, 184 sider, 250 kr.

Handling: Jens Andersen har før skrevet en biografi om Tove Ditlevsen, men denne har fokus på Ditlevsens eget syn på sig selv som kvinde, især i for­ hold til kvindesynet i dag. 

Magasinet Liv mener: Tove Ditlevsen er jo altid skøn at læse om: Helt sin egen, en følsom sjæl i en barsk verden, uperfekt, selvironisk og en skribent af Guds nåde. Biografien her bruger fint hendes egne tekster til at fortælle indgående om hende, og Jens Andersen analyserer og perspek­tiverer hendes digte, romaner og breve, så du virkelig føler, at du kommer til at kende hende endnu bedre. Hvis du kun skal læse én biografi om Ditlevsen, kan det sagtens være denne. 

Til dig, der ... vil blive klogere på kloge Tove. 

Magasinet Liv giver 4 ud af 6 stjerner.

© PR

Ekspert i mord af Elly Griffiths

Gads Forlag, 360 sider, 230 kr.

Handling: En gammel dame, der fodrer krimiforfattere med gode ideer til mord, bliver selv myrdet. Og så dør forfatterne også. Harbinder Kaur, den lesbiske vicekriminalkommissær med indiske aner, må på banen. 

Magasinet Liv mener: En spøjs gruppe amatørdetektiver, blandt andet en hjemmehjælper og en tidligere munk, slår pjalterne sammen med Kaur for at opklare mordet på den gamle dame, som viser sig at have gode grunde til at have alle de gode ideer til mord på lager. Der er også et hyggeligt roadtrip gennem Storbritannien og en masse bogsnak, som alt i alt gør dette til en god krimi til en aften i læselampens skær.

Til dig, der ... holder af bøger generelt, men mest af alt krimier. 

Magasinet Liv giver 4 ud af 6 stjerner.

© PR

Pige 1983 af Linn Ullmann

Gyldendal, 272 sider, 220 kr.


Handling: En 16­-årig pige tager på modeljob i Paris mod sin mors vilje. Fire årtier senere, mens både hendes eget liv og verden udenfor krake­lerer, prøver den voksne kvinde at forstå den unge pige, hun var. 

Magasinet Liv mener: Det er svært at passe på sig selv, når man er en teenager på vej gennem livet med en glubende appetit på det hele, og mænd kommer med deres øjne og hænder og vil have noget af en, og man ikke er helt skarp på, hvad man er villig til at give. Det be­skrives så fantastisk fint, hvordan der nogle gange sker ting, som vokser ind i en og bliver et sted, man tager frem og ser på igen og igen, selv om man ville ønske, at man ikke gjorde det.

Til dig, der ... vil genbesøge det skælvende teenageland. 

© PR

Medgift af Lotte Garbers

People’s Press, 362 sider, 300 kr.


Handling: Parterapeuten Lisas mand dør pludseligt, og det viser sig, at både han og hun har gemt hemmelig­heder for hinanden.

Magasinet Liv mener: En meget læseværdig roman for dig, der vil udforske det nogle gange svære forhold til ens voksne børn og menneskers tendens til at holde de ting hemmelige, som kan skabe rod i det liv, de så omhyggeligt har skabt sig. Lisa er en dejlig hoved­person at følge, en kvinde midt i livet, som helt ufrivilligt får krad­set sandheden om sig selv og sit parforhold fri. Samtidig blottes flere sandheder også for læseren, efterhånden som handlingen skrider frem. En rigtigt god roman med mange lag.

Til dig, der ... leder efter dig selv i fortællinger om nære relationer. 

Magasinet Liv giver 4 ud af 6 stjerner.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i november 2022.

Du vil (garanteret) også kunne lide