Kvinde læser en bog mens hun holder en kop
© iStock

Månedens roman: Om at finde sig selv i venskabet med andre

Månedens anbefaling er en tankevækkende fortælling, som vil få dig til at tænke over, i hvor høj grad dine venskaber har gjort dig til den, du er

17. marts 2018 af Caroline Rutter


Caroline Rutter er Magasinet Livs boganmelder. Hun er cand. mag. i engelsk litteratur, oversætter, korrekturlæser og er altid i gang med tre bøger – mindst!

Her anmelder og anbefaler hun romanen Havblik af Kristin Marja Baldursdóttir.

Havblik af Kristin Marja Baldursdóttir
© Gyldendal

Handling: Flora bor i Reykjavik, da hun bliver arbejdsløs. Udsigterne til at finde et nyt arbejde er små, så hun takker ja til at male et dødsbo i en lillebitte fiskerbygd. Her shanghajes hun til kirkekoret af organisten, og sådan møder hun tre udenlandske kvinder, som alle arbejder på den lokale fiske fabrik. Og så tager begivenhederne fart. Flora tvinges til at vælge, hvor meget hun vil involvere sig i de nye bekendtskaber, og til at træffe beslutninger, der kommer til at ændre hendes liv. 

Magasinet Liv mener: Baldursdóttir har igen dumpet sin hovedperson et sted, hvor hun er ude af sin komfortzone. Flora går fra at være en kvinde uden drømme og drive til at blive en handlekraftig mutter Skrap med hjertet på rette sted, omgivet af vild natur, isnende kulde og lilleby-­mentalitet. Flora og de andre korsangere har svært ved at falde til, men det er så fint at læse, hvordan mennesker kan ruske hinanden ud af dårlige mønstre og på ret kurs. Tankevækkende fortælling, som vil få dig til at tænke på, i hvor høj grad dine venskaber har gjort dig til den, du er. 

Til dig, der … dyrker gamle venskaber og nye mennesker. 

Magasinet Liv giver bogen fem ud af seks stjerner.

Havblik, 334 sider, til 300 kr. hos Saxo.com.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 3.

Du vil (garanteret) også kunne lide