Boganmelderen
Caroline Rutter er Magasinet Livs boganmelder, cand.mag. i engelsk litteratur, oversætter, korrekturlæser og altid i gang med tre bøger – mindst

1. Happy Fat af Sofie Hagen
Handling: Er det muligt at skabe en verden, hvor ordet tyk ikke er negativt ladet, men bare er et tillægsord? Hvor vores kulturelle og samfundsmæssige tilgang til mad og til kroppe er præget af glæde, lyst og accept?
Denne bog siger: Ja, det er det! Men det kræver en kulturændring.
Magasinet Liv mener: En positiv, lettilgængelig og sine steder virkeligt morsom bog, som insisterer på, at du kan være både lykkelig og sund som tyk. Sofie Hagen har interviewet tykke personer med meget på hjerte og skriver om sit eget liv og insisteren på ikke at ville acceptere, at tyk behøver at være lig med: På kur.
Let og sjov, alvorlig og indtrængende, skrevet af en stærk stemme i debatten.
Til dig, der... vil have en ny vinkel på noget, alle har en mening om.
Magasinet Liv giver Happy Fat fire ud af seks stjerner.

2. Må jeg komme med dig hjem af Marie Aubert
Handling: En novellesamling af små, afgørende nedslag i liv: Manden, som skal adoptere, men har bedre kemi med et andet barn på børnehjemmet. Drengen, som savner sin døde lillebror forfærdeligt og leder efter en erstatning. Og kvinden, som vil sige hvad som helst for at få sin elsker til at forlade konen.
Magasinet Liv mener: Lækre små læsebolsjer, som smager af meget mere. Du kan ikke undgå at tænke over, hvad der mon videre sker i hver historie. Personerne er lyslevende, uperfekte og menneskelige i situationer, der giver dig ondt i maven.
Til dig, der... nyder, når en lille historie kan gøre et lige så stort indtryk som en stor roman!
Magasinet Liv giver Må jeg komme med dig hjem seks ud af seks stjerner.
Må jeg komme med dig hjem, Marie Aubert, Lindhardt og Ringhof, 135 sider.

3. Lev stærkt, dø smukt af Mette Bording Nybo
Handling: Thomas og Mette og deres tre sønner skal finde ud af at håndtere det, da Thomas får konstateret knoglemarvskræft. Da han tre år senere dør af sygdommen, har de været igennem et svært, men smukt forløb, som gør, at Mette føler, at hun trods alt kan leve videre.
Magasinet Liv mener: Det er altid svært at læse om andres sygdom, for du konfronteres med den ubærlige tanke: Det kan ske for os alle, også for mig og mine. Ud over at beskrive familien i situationen er fokus på, hvad vi lægger vægt på i livet, og hvad vi bruger tiden på. Og det er virkelig livsbekræftende! En rigtig fin fortælling om den anden side af tragedien.
Til dig, der... har brug for at vide, at livet går videre.
Magasinet Liv giver Lev stærkt, dø smukt fire ud af seks stjerner.
Lev stærkt, dø smukt, Mette Bording Nybo, Gads Forlag, 204 sider.

4. Da Audrey Wilde forsvandt af Eve Chase
Handling: Tre søstre skal bo hos deres moster og onkel en sommer, men besøget er præget af kusinens forsvinden fem år tidligere. 50 år senere skal en sammenbragt familie forsøge at lære at elske hinanden i det hus, hvor sorgen stadig bor.
Magasinet Liv mener: Velskrevet pageturner med to kvindelige hovedpersoner, som har hver deres at kæmpe med. Vil Margot løse mysteriet om kusine Audreys forsvinden, og hvorfor er hendes værelse låst af?
Vil Jessie finde ind til sin tvære bonusdatter Bella? Og vil Bella virkelig skade sin lillesøster, hvis man lader dem være alene?
Til dig, der... elsker en roman, du bare løber igennem!
Magasinet Liv giver Da Audrey Wilde forsvandt fire ud af seks stjerner.
Da Audrey Wilde forsvandt, Eve Chase, Lindhardt og Ringhof, 352 sider.

5. Tabita af Iben Mondrup
Handling: Da Abelones lille søn drukner, giver hun, vanvittig af sorg, sine to yngste børn, Tabita og Vitus, væk til et dansk par i deres grønlandske bygd, som i huj og hast tager børnene med til Danmark, så Abelone ikke kan nå at fortryde.
Vitus er baby, men Tabita savner, savner, savner sin mor og sine vante omgivelser og sit liv på Grønland. Og så bliver en hemmelighed afsløret, der gør det hele endnu sværere.
Magasinet Liv mener: En uafrystelig historie om, hvad der sker, når børn underkastes voksnes egoistiske luner. I Grønland er Tabita et stærkt og kompetent barn, der har en plads, hun kender, og en elsket mor.
I 1960’ernes Danmark forventes hun at være en pæn forstadspige, der glemmer sin tidligste barndom, fordi det er meget nemmere for de voksne. Især Eva, der nu er børnenes mor, vil helst glemme tiden i Grønland og lege, at børnene er blanke lærreder, hun kan male på med sin egen pensel.
Far Berthel har en større fornemmelse for børnenes behov, men han er underkastet samfundets normer og sin kones vilje.
Tabita er derfor meget ensom og ulykkelig og bliver et vredt lille menneske, der må kæmpe for sin integritet, som hun genfinder i glimt i et nyt venskab og på camping med Berthel. Men virkeligheden kalder altid.
En forfærdelig, men fremragende roman om børn, der gøres fortræd.
Til dig, der... kan tåle en stærk historie om overlevelse i en familie.
Magasinet Liv giver Tabita seks ud af seks stjerner.
Tabita, Iben Mondrup, Politikens Forlag, 400 sider.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 6. februar 2020.