Boganmelderen
Caroline er Magasinet Livs bog anmelder, cand.mag. i engelsk litteratur, oversætter, korrekturlæser og altid i gang med tre bøger – mindst!

1. Mysteriet i Genbrugsen af Anna Grue
Handling: Flere af de ældre frivillige i en genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland dør lige efter hinanden. Deres kollega, efterlønner Anne-Maj Mortensen, tror ikke, det er tilfældigt, og går i gang med at opklare sagen, mens hun laver sin sædvanlige gode mad og pusler om datteren og barnebarnet.
Magasinet Liv mener: Mangler du en krimi uden blod og psykopater, hvor du ikke er bekymret for hovedpersonens liv, men kan ryste på hovedet med hende, bevarer det store overblik over persongalleriet, men ikke knækker mysteriet for hurtigt? Så er Grues nye serie og Anne-Maj dit perfekte match!
Til dig, der... synes, krimier generelt er for blodige.
Magasinet Liv giver Mysteriet i Genbrugsen fire ud af seks stjerner.
Mysteriet i genbrugsen, Anna Grue, Lindhardt og Ringhoff, 179 kr.

2. Alt den luft, der omgiver os af Tom Malmqvist
Handling: Da Tom var dreng, blev den lokale mand Mikael K, fundet myrdet, nøgen, i en grotte. Som voksen bestemmer Tom sig for at opklare mordet, og i processen kommer han til at holde af den døde mand og konfronteres med sine egne spøgelser.
Magasinet Liv mener: En fin fortælling om en mand med en mission, som ikke munder ud i det, han havde tænkt, men den giver en rørende oplevelse af forbundethed. Tom er en mand med både barndoms- og voksentraumer, men engagementet i et andet menneske gør ham i stand til at bearbejde noget af det, der tynger ham. Tankevækkende og anderledes.
Til dig, der... nyder at læse noget usædvanligt.
Magasinet Liv giver Alt den luft, der omgiver os fire ud af seks stjerner.

3. Selvmordstanker kan ikke betale sig af Johan Davidsen
Handling: Daniel er en voksen mand, men tager ikke initiativ til noget og driver bare derhen, hvor andre menneskers handlinger bringer ham. Da han får et nyt, fedt pr-job, får han endnu en chance. Men griber Daniel bolden og tager ansvar for sit liv?
Magasinet Liv mener: En heftig rutsjetur gennem et rodløst menneskes liv, tanker, tvivl og libido, som fører til udpenslede samlejer med indlagt absurd humor. Et underholdende, følsomt mandeperspektiv, som kan læses som en diskussion om, hvorvidt mænd bør kopiere den frihedskamp, kvinderne tog i 70’erne. For hvad er en rigtig mand?
Til dig, der... gerne vil høre fra det andet køn.
Magasinet Liv giver Selvmordstanker kan ikke betale sig fire ud af seks stjerner.
Selvmordstanker kan ikke betale sig, Johan Davidsen, Gyldendal, 200 kr.

4. Noget jeg gerne vil sige af Alice Munro
Handling: 13 noveller om mennesker i alle aldre og til alle tider. Mennesker, der elsker, sørger, griner og oplever stort og småt.
Magasinet Liv mener: Som med Munros andre noveller er også denne samling skøn at dykke ned i, hvis du elsker novellens korte, præcise form. Her er mange spændende nye mennesker: Kvinden, der møder sin mand på en usædvanlig måde. Pigerne, der finder en gammel robåd og får et fællesskab med de lokale drenge om den. Den logerende, der påstår at kunne gå på vandet. Og kvinden, der opsøger sin elskers kone. Intense, smukke og over raskende historier.
Til dig, der... ikke gider det lange, seje læsetræk.
Magasinet Liv giver Noget jeg gerne vil sige fem ud af seks stjerner.

5. Fejltrin af Maria Adolfsson
Handling: Kriminalassistent Karen Eiken Hornby kører en tidlig morgen, tømmermændsramt (også af den moralske slags) hjem over den lille ø Heimö. Ser en bekendt, en kvinde, der har morgenbadet. Sover rusen ud. Og vågner til beskeden om, at kvinden er blevet myrdet i sit hjem, kort efter at Karen så hende.
Den myrdede er ekskone til Karens chef, som Karen i parentes bemærket ikke kan snuppe, men alligevel kom til at have sex med, og han bliver selv mistænkt. Karen sættes i spidsen for opklaringsprocessen, der besværliggøres af nag og splid i det lille øsamfund.
Magasinet Liv mener: Rasende velskrevet krimi om en øgruppe, som blev oversvømmet for flere tusind år siden. Nu har Adolfsson rejst landet fra havet og befolket det med hårdføre, skønne øboere.
Plottet er, som det skal være, med masser af skeletter i skabene og vildspor, og dialogen er lige i øjet. Det allerbedste er Adolfssons åbenlyse glæde ved at genopfinde Doggerland. Hvordan er kulturen her, menneskene og naturen? Hvem tiltrækkes af den hårde, smukke natur, og hvad har den gjort ved de mennesker, der er opvokset her?
Du vil mærke den skarpe, salte luft i ansigtet, se skumsprøjtet over klipperne og smage den lokale øl på værtshuset sammen med Karen. Så se bare at komme af sted. Pssst: Det er heldigvis første bind i en serie!
Til dig, der... elsker at komme et helt nyt sted hen!
Magasinet Liv giver Fejltrin fem ud af seks stjerner.
Fejltrin, Maria Adolfsson, People's Press, 200 kr.
Boganmeldelsen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 2. april 2020.