Lene Juul, Politikens Forlag
Lene Juul (53). © Thomas Dahl

Derfor er jeg forlagsdirektør

Forlagsdirektør Lene Juul har udgivet en stribe bestsellere med det erklærede formål at røre os – og meget gerne på et tænderskærende og tårevædet niveau. For det er det, bøger kan.

4. juli 2022 af Karen Greve

Jeg, undertegnede journalist Karen Greve, har bøger i min reol, jeg har læst i laser, fordi jeg bruger dem til trøst på triste dage. Det er lidt som at lytte til et gammelt album eller gense en serie i fjernsynet, når jeg læser en af mine favoritromaner igen igen. 

Til gengæld er den bog, der på det seneste har gjort størst indtryk på mig, af en anden kaliber. Romanen Jeg tog ned til bror af svenske Karin Smirnoff er ikke som noget, jeg før har læst. Den handler om et udkantssamfund i Sverige og er skrevet i en særlig stil, helt uden kom­maer. Intet i historien ligner mit eget liv. Måske derfor blev jeg så fasci­neret? 

Karin Smirnoff udgives i Danmark på Politikens Forlag, hvor jeg møder forlagsdirektør Lene Juul for at høre, hvordan hun finder de bøger, der taler mest direkte til os.

Hvad gør bøger for os?

“Bogen er et stærkt kulturprodukt, der giver tid til fordybelse og ro. Jeg tror, at den alene­-tid, som bogen giver, er vigtig for mange. 

Vi ser oftest film sammen og arrangerer at mødes på museer. Bøger kan noget andet end news og events. Vi bliver rørt. Får tårer i øjnene af de hjerteskærende historier. Jeg har stået sammen med Leonora Christina Skov i mange boghandlere, hvor folk kommer og siger: ‘Det er min historie, du har skrevet’. Hendes selvbiografiske roman handler om at være uelsket, et smerteligt tema, som alle kan forholde sig til. Nogle græder. Det har været unikt at være med til. 

Og hvis vi skal tale lidt om nye tiltag i branchen, er vi begyndt at kigge rigtigt meget på diversitet blandt for­fattere og læsere. Jeg kan godt mærke på de unge, vi får ind, at de har en anden tilgang til tingene, som vi skal arbejde med. 

Det skal aldrig være sådan, at vi kun sidder en gruppe 50­-årige og udgiver bøger, for vi er alt for hurtigt enige om, hvordan verden ser ud,” siger Lene Juul.

Hvad er du særligt stolt af?

“Da jeg begyndte her på Politikens Forlag for efterhånden en del år siden, ville vi meget gerne have flerekrimiserier, og vi havde kig på Jussi Adler Olsen, der dengang var på et andet forlag og ikke havde solgt så godt i Danmark. 

Vi holdt et møde med ham, hvor han præsenterede sin idé med Afdeling Q, og da jeg læste første bind, Kvinden i buret, var jeg helt høj. Marke­tingchefen sagde faktisk til mig, at jeg ikke skulle forvente for meget, hun havde jo hans tidligere salg i baghovedet. Men jeg var sik­ker på, at her var nogle karakterer, vi gerne ville følge, og en kombination af ondskab og humor, jeg ikke havde set før. 

Kvinden i buret blev en kæmpe succes for os, den blev solgt til 45 lande og oversat til 65 sprog. Som det lille forlag, vi var dengang, skulle vi lynhur­tigt lære at steppe op og blive internationale. 

Men jeg er stolt af alle vores forfattere i alle genrer, og jeg kunne også nævne et nyere eksempel med Morten Papes samfunds­kritiske forfatterskab. Hans stemme taler til mange. Jeg er stolt over at have været med til at bære hans historier frem.”

Hvad er Politikens Forlag for et forlag?

“Vi ligger i et nyhedshus og har meget om forskellige trends inden for for eksempel sundhed og krimistof. Nogle vil sige, at vi er et bestseller­forlag, og det har jeg intet imod. At være kommerciel betyder ikke dårlig kva­litet. Vores bøger skal være god kvalitet inden for deres genre og gerne nå et bredt publikum. 

For mig personligt er Politikens Forlag med forlæggere og forfattere blevet en lille familie. Vi er mange, der har det sådan, relationerne er tætte, og vi er stadig lige nervøse herinde, hver gang en bog skal udgives,” siger Lene Juul.

Lene Juul, Politikens Forlag
"Mit arbejde er en livsstil, og derfor er min fritid nøje prioriteret. Det betyder så også, at jeg ikke har ret mange veninder."© Thomas Dahl

Hvor henter du din energi?

“Jeg er i en branche, der kræver tid. Mit arbejde er en livsstil, og derfor er min fritid nøje prioriteret. Jeg prioriterer min familie, min mand og min søn, og fordi jeg kun har et barn, så går det fint. Og så løber jeg og dyrker fitness, for det giver mig virkelig energi at få brugt mig selv, ellers ville jeg gå ned med stress. 

Det betyder så også, at jeg ikke har ret mange veninder. Jeg har aldrig tid til at mødes og shoppe lørdag formiddag eller tage på spaophold. Jeg taber altid i det regnskab, der handler om at invitere igen, og det har kostet nogle venskaber gennem tiden,” forklarer Lene Juul.

Hvilke udfordringer møder du?

“Jeg har efterhånden været leder i mange år, så jeg har en vis robusthed. Jeg kan godt spe­kulere over mit arbejde om natten, men så er det, fordi min hjerne leder efter løsninger, ikke fordi jeg bekymrer mig over, hvordan det hele skal gå. 

En ting, jeg er opmærksom på, er, at jeg har et ekstremt konkurrencegen. Jeg vil hele tiden videre, og jeg skal passe på, at jeg ikke kommer til at stresse hele organisationen. Det kan give noget uro, og det er en af de ting, jeg arbejder med som leder.” 

Hvor stammer din egen interesse for bøger fra?

“Jeg var ikke en klassisk bognørd som ung. Jeg har altid været udadvendt og energisk snarere end at sidde krøllet sammen i et hjørne for at læse.

I dag læser jeg dog virke­ligt meget – ofte også inden morgenmaden. Jeg elsker at udgive bøger, og jeg elsker hele den kreative proces og samarbejdet med for­fatterne. Indimellem er det jo næsten, som om vi har et barn sammen,” konstaterer Lene Juul.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv i februar 2022.  

Lene Juul (53)

  • Er forlagsdirektør på Politikens Forlag. Tidligere marketingchef på Børsen og direktør i Arnold Busck. Uddannet inden for marketing.

  • Er gift og mor til en søn på 17 år.

Du vil (garanteret) også kunne lide