Kvinde læser roman og drikker kaffe i sofa
Fordyb dig i en god roman og glem omverdenen.


© Getty Images

Magasinet Liv anbefaler de bedste romaner fra 2020 og 2021

Bliv inspireret af vores anmelder, Caroline Rutters, absolutte roman-favoritter udgivet indenfor det sidste år.

6. september 2021 af Caroline Rutter og Louise Thorsted

Du har tiden og roen som aldrig før. Og vi har de varmeste anbefalinger på de romaner, der fortjener din opmærksomhed. Vi har skummet fløden af vores flittige anmelder, Caroline Rutters, mange boganmeldelser fra 2020 og op til nu, så her får du: De allerbedste romaner, du skal læse lige nu.

Både Sissel-Jo Gazan, Stine Pilgaard og Iben Mondrups bestseller-romaner fik alle sjældne seks stjerner ud af seks mulige.  

Mig ejer ingen af Åsa Linderborg
Mig ejer ingen af Åsa Linderborg© Gutkind Forlag

1. Mig ejer ingen af Åsa Linderborg

Handling: Åsa vokser op alene med sin far, fordi moren forlader dem, da Åsa kun er et par år gammel. Far Leif får ikke lige lagt betræk på dynerne, der er slik i rigelige mængder, uden at der skal børstes bisser bagefter, badning er en by i Rusland, og der er i det hele taget ikke så mange rammer, som der ville være, hvis mor var blevet. Men Leif ELSKER Åsa og lader hende aldrig tvivle på det! Ingen er så fantastisk, dejlig og dygtig som hun, og med de odds, han nu har imod sig, giver han i høj grad sin datter en barndom, der er god nok.

Magasinet Liv mener: En bog, der går lige i hjertet. Den voksne Linderborg kan både fremmane duften af farmors brune mad, de iskolde hænder bag på fars cykel alt for tidligt om morgenen på vej til en endnu ikke åbnet børnehave og følelsen af tryghed ved siden af den svedende, snorkende far i sengen. Samtidig har hun som voksen det kølige overblik og kan fortælle om den uundgåelige afstandstagen til en far, der ikke sørger for en ren lejlighed, så man kan have skolevenner på besøg, og sin irritation som ung kvinde ved at føle et ansvar for den stadig drikkende far. En smuk og intens barndomsbeskrivelse, der på ingen måde er bitter, men tværtimod anerkender, at faren gjorde alt, han kunne, mens den har blik for hans mangel på selvindsigt og hans uformåenhed. Åsa Linderborg elsker simpelthen sin far Leif med alle hans svagheder. Og i bogen her viser hun os, hvordan hun er kommet dertil. En helt vidunderlig bog, der anbefales varmt.

Til dig, der … har mod på en kompleks, men varm barndomsbeskrivelse, som ikke er opdigtet. 

Magasinet Liv giver Mig ejer ingen 6 ud af 6 stjerner.

Mig ejer ingen, Åsa Linderborg, Gutkind, 265 sider.

Kvinderne jeg tænker på om natten af Mia Kankimäki
Kvinderne jeg tænker på om natten af Mia Kankimäki© Forlaget Svane & Bilgrav

2. Kvinderne jeg tænker på om natten af Mia Kankimäki

Handling: Hvad tænker du på om natten, når du ikke kan sove? Finske Mia Kankimäki tænker på sine idoler. De er alle sammen kvinder. Virkelig seje kvinder. Kvinder, der rejste, malede og på alle mulige måder brød med normerne i deres samtid. Natkvinderne, kalder hun dem. Og de kan alle lære os noget om, hvilken slags mennesker vi gerne selv vil være.

Magasinet Liv mener: Kankimäki skriver levende, begejstret og virkeligt sjovt. Og hun læser sig ikke kun gennem kvindernes rejser, men tager også selv af sted. Blandt andet på en øjenåbnende tur i Karen Blixens fodspor, for den idoliserede forfatter er måske ikke så cool i 2021-øjne. Eller måske kan man godt erkende, at Blixen havde sine fejl, men ikke desto mindre er forbilledstatussen værdig? Den store dansker er til gengæld den eneste af natkvinderne, undertegnede havde hørt om, og hvor er det dog vidunderligt, at der bliver ved med at blive gravet i historien, så flere og flere kvinder, der reelt har levet, kan blive anerkendt for det, de gjorde, til trods for, at man kun har hørt om deres mandlige modstykke. Vidste du for eksempel, at en kvinde præsterede at komme hurtigere rundt om Jorden end 80 dage, da romanen om Phileas Foggs rejse kom frem? En humoristisk historiefortæller, der fortæller sande historier om kvindelige forbilleder? Det bliver et stort ja tak herfra!

Til dig, der … gerne vil lære nogle flere kvinder at kende.

Magasinet Liv giver Kvinderne jeg tænker på om natten 6 ud af 6 stjerner.

Kvinderne jeg tænker på om natten, Mia Kankimäki, Svane & Bilgrav, 424 sider.

Romanen Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan
Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan.© Saxo.com | Politikens Forlag

3. Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Handling: 12-årige Jenny bor på Samsø med sin rummelige mor, sin tatovørmorfar og den jævnaldrende kusine Tessa, som er hendes bedste veninde. Da en ung pige forsvinder sporløst, sætter det en række begivenheder i gang, som leder mod en uundgåelig hævn. 

Magasinet Liv mener: Romanen emmer af mystik og skribentoverskud i rigt mål. For det første: Hvordan kan den hemmelighedsfulde Jack både være og ikke være på øen, og hvordan kan blomster både findes og ikke findes? For det andet: Jenny er en fantastisk hovedperson, og for det tredje, så er romanen vidunderligt skrevet. Jenny er en tankefuld, omsorgsfuld, handlekraftig pige, som – og det er vigtigt for plottet – har arvet sin morfars tegnetalent og sin oldefars interesse for blomster, og det medfører meget brugbar viden. Vidste du for eksempel, at ikke alle hvide blomster er giftige, men alle giftige blomster er hvide? Og at gifttyden kan slå en voksen mand ihjel under store lidelser? En virkelig god roman fra en af Danmarks bedste forfattere.

Til dig, der … elsker romaner med en stærk retfærdighedssans.

Magasinet Liv giver Hvide blomster 6 ud af 6 stjerner.

Hvide blomster, Sissel-Jo Gazan, Politikens Forlag, 500 sider.

Romanen Meter i sekundet af Stine Pilgaard
Meter i sekundet af Stine Pilgaard.© Saxo.com | Gutkind

4. Meter i sekundet af Stine Pilgaard

Handling: Når ens partner får nyt job, og man skal flytte med til Vestjylland som ‘påhæng’, må man forsøge at bygge en ny hverdag op. Man kan jo tage et kørekort og snakke med de lokale, selvom det er en udfordring, når man har det med at sige de forkerte ting til de forkerte mennesker ...

Magasinet Liv mener: Hvad er det, der er allerbedst ved Stine Pilgaards nyeste roman? Er det brevkassesvarene, der på en snørklet måde giver de helt rigtige svar på livets svære spørgsmål? Er det beskrivelsen af dagligdagen som ‘påhæng’, betragtningerne af dynamikken på højskolen, den lavmælte strid med en elev, der flirter med lærermanden? Eller de omskrevne højskolesange? Er det fortællingen om forsøget på at få taget det fordømte kørekort? Eller hovedpersonens tilfældige møde med mester-sludreren Anders Agger (ja, ham fra tv!), der modvilligt bliver kapret til at give akutte sms-råd om, hvordan man hyggekonverserer i Brugsen og dagplejen? Læs romanen og bedøm selv. Du vil ikke fortryde det.

Til dig, der … vil læse nyt fra et lysende forfattertalent.

Magasinet Liv giver Meter i sekundet 6 ud af 6 stjerner.

Meter i sekundet, Stine Pilgaard, Gutkind Forlag, 268 sider.

Romanen Tabita af Iben Mondrup
Tabita af Iben Mondrup.© Saxo.com | Politikens Forlag

5. Tabita af Iben Mondrup

Handling: Da Abelones lille søn drukner, giver hun vanvittig af sorg sine to yngste børn, Tabita og Vitus væk til et dansk par i bygden. Vitus er baby, men Tabita savner sin mor, sine vante omgivelser og livet på Grønland. 

Magasinet Liv mener: En uafrystelig historie om konsekvenserne af, når børn underkastes voksnes egoistiske luner. I Grønland var Tabita et stærkt og kompetent barn. I Danmark forventes hun at glemme sin tidligste barndom, fordi det er nemmere for de voksne. Deres ‘mor’ Eva vil helst lege, at børnene er blanke lærreder, hun selv kan male på. ‘Far’ Berthel har bedre fornemmelse for børnenes behov, men han er underkastet samfundets normer og sin kones stærke vilje og tør ikke sætte sig op imod hende. Tabita er derfor meget ensom og ulykkelig og bliver et vredt lille menneske, der kæmper for sin integritet, både hjemme og i skolegården. I glimt finder hun genkendelse og bliver set, men virkeligheden kalder altid. En fremragende og forfærdelig bog om børn, der gøres fortræd.

Til dig, der … tåler en stærke historie om overlevelse i en familie.

Magasinet Liv giver Tabita 6 ud af 6 stjerner.

Tabita, Iben Monddrup, Politikens Forlag, 400 sider.

Pige, kvinde, andet af Bernadine Evaristo
Pige, kvinde, andet af Bernadine Evaristo© Gicca.dk / Gads Forlag

6. Pige, kvinde, andet af Bernadine Evaristo

Handling: Amma er en feteret teaterinstruktør med en rebelsk datter, der går sine egne veje. Dominique er Ammas ven, som bliver forblændet af en fascinerende amerikansk kvinde, som hun følger betingelsesløst, totalt blind for, at hun langsomt indoktrineres efter kærestens idealer og bliver til en tom skal, der ikke kan tage beslutninger selv. Carole skal se Ammas nye teaterstykke, hun er forretningskvinde på højt plan, en mønsterbryder med et enormt traume i bagagen, og Shirley er Caroles gamle folkeskolelærer, der så et lys i pigen, før den 13-årige fuldstændig ændrede opførsel. Således oprulles, et efter et, 12 sorte britiske kvinders meget forskellige skæbner og livsveje over 100 år.

Magasinet Liv mener: Denne vidunderlige og uomgængelige roman bringer dig ud i alle facetter af kvindelivet, og du vil gerne være alle de steder du bliver bragt hen, for kvinderne er så sammensatte og fascinerende, at du ikke har lyst til at give slip på nogen af dem. Derudover er den en humoristisk, hjerteskærende, klog og øjenåbnende fortælling om, hvordan det har været og er at være sort kvinde i Storbritannien, og det er indimellem meget hård kost at læse om - det er ikke småting, kvinderne i bogen går igennem af racistiske kommentarer, små og store aggressioner, seksuel vold, ydmygelser og en evig navigeren i den dybtliggende racisme, man mærker på daglig basis, når man ikke er hvid. Gør dig selv den tjeneste at læse denne meget anbefalelsesværdig roman om feminisme, racisme, forholdet mellem mødre og døtre og kvindelig styrke - og om, hvordan vi alle er forbundet med hinanden.

Til dig, der … vil have en god roman, der får dig til at tænke.

Pige, kvinde, andet får 6 ud af 6 stjerner.

Pige, kvinde, andet af Bernadine Evaristo, Gads Forlag, 450 sider.

Romanen Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov.
Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov.© Gucca.dk / Politikens Forlag

7. Hvis vi ikke taler om det af Leonora Christina Skov

Handling: Efter succesen med Den der lever stille havde den rasende populære forfatter så travlt med foredrag, at hun blev syg. Opfølgeren var svær at skrive, og det gjorde det ikke lettere, at den indeholder en hemmelighed, Skov aldrig har fortalt om.

Magasinet Liv mener: Hvordan er det at kæmpe for sin plads og sin ret i en branche, der ikke kun handler om stor kunst og skabelsen af fantastisk litteratur, men i lige så høj grad om magt, benhård konkurrence og cool cash? Det fortæller Leonora Christina Skov om i denne meget personlige fortælling om at være ung, håbefuld forfatter – og om, mange år senere, at bævre ved tanken om at skulle leve op til sine og andres forventninger. Og så illustrerer hun knivskarpt, hvor kæmpestor en faktor skam er i krænkelsesager – og hvor vigtigt det er at tale om dem alligevel.

Til dig, der ... kan lide at læse om rigtige kvinders ægte hverdagskampe.

Hvis vi ikke taler om det, får 5 ud af 6 stjerner.

Hvis vi ikke taler om det, Leonora Christina Skov, Politikens Forlag, 384 sider.

8. I det hvileløse af Sidsel Ana Welden

Handling: Forestil dig at være fanget i din egen hjerne - at den river dig rundt, viser dig ting og får dig til at gøre alt muligt, du slet ikke kan gøre noget ved. Det er den smertefulde virkelighed for denne bogs hovedperson.

Magasinet Liv mener: Et virkelig intenst indblik i, hvordan det er at være underlagt ikke kun sin egen alvorlige psykiske sygdom, men også sine forældres traumer og problematikker. Bogen er samtidig så utrolig fint skrevet, at du bliver draget ind i kvindens indre og mærker, føler og er sammen med hende - og forstår, hvorfor hun kæmper for at holde fast i bare en flig af noget, som de velmenende psykiatere ikke skal hjælpe hende af med. Måske kan du eller nogen, du kender og elsker, spejle sig i det, bogen beskriver - og ellers bør du alligevel læse den og opleve, hvordan det også kan være at være menneske.

Til dig, der … tør begive dig ind et sted, hvor det gør ondt.

I det hvileløse får 5 ud af 6 stjerner.

I det hvileløse, Sidsel Ana Welden, Harpyie Forlag, 152 sider.

Romanen Morgenstjernen af Karl Ove Knausgård
Morgenstjernen af Karl Ove Knausgård.© Saxo.com / Lindhardt og Ringhof

9. Morgenstjernen af Karl Ove Knausgård

Handling: Det er en almindelig dag i august. Ni mænd og kvinder sysler med med dagligdagens problemer. Pludselig dukker en enorm stjerne op på himlen. Ingen aner, hvad der foregår, livet går videre, den lader jo ikke til at være en akut trussel. Men alt er på vej til at blive forandret!

Magasinet Liv mener: Knausgård skriver bragende godt og detaljeret. Bogen vibrerer af en dyb, brummende tone af undergang. Alle, vi møder, har udfordringer, der opsluger dem i de dage, bogen omhandler: En mand har en psykisk syg hustru, en præst beskyldes for utroskab, en plejer har ansvaret for en forsvunden patient, et barn har en far, der ikke vil ham. Og det er så elegant skrevet, at man helst ikke vil videre til det næste kapitel, men alligevel kaster sig sultent over det. En roman, der sætter tusind tanker i gang om livet – og om, hvad der ville ske, hvis verden blev vendt på hovedet.

Til dig, der … tør stå ansigt til ansigt med døden i sædvanligt godt Knausgård-selskab.

Magasinet Liv giver Morgenstjernen 5 ud af 6 stjerner. 

Morgenstjernen, Karl Ove Knausgård, Lindhardt & Ringhof, 666 sider.

Romanen Voksnes løgnagtige liv af Elena Ferrante
Voksnes løgnagtige liv af Elena Ferrante.© Saxo.com | C & K Forlag

10. Voksnes løgnagtige liv af Elena Ferrante

Handling: Romanen tager os med til Napoli i 1990’erne. Teenageren Giovanna har aldrig kendt sin faster Vittoria, men bliver dybt fascineret af hendes vredladne temperament og trodsige indstilling til livet, da de endelig møder hinanden. Fasteren og tiden sammen med hende ændrer fuldstændig Giovannas syn på deres familie.

Magasinet Liv mener: En virkelig velskrevet historie, der bare emmer af Ferrantes stemninger og skaber markante mindelser om den blandt læsere (og nu også HBO-seere) så elskede Min geniale veninde i tonen, de vidunderlige dialoger og i begivenhederne, der skildres: Piger, der skal lære at gebærde sig i verden, hemmelighedsfulde voksne og skjulte dagsordener, som et barn ikke kan gennemskue. En virkelig dejlig og melankolsk historie om en pige, der vokser op i en familie, hvor alt for meget er usagt.

Til dig, der … også bare synes, Ferrante er genial.

Magasinet Liv giver Voksnes løgnagtige liv 5 ud af 6 stjerner.

Voksnes løgnagtige liv, Elena Ferrante, C & K Forlag, 400 sider.

Romanen Bob af Helle Helle
Bob af Helle Helle.© Saxo.com | Gutkind

11. Bob af Helle Helle

Handling: Bob er fyren, der er kæreste med pigen fra Helle Helles forrige roman De. Han er en ung fyr fra Lolland, der bor i Vanløse i København med sin kæreste i den første ungdomslejlighed, hvor alt skal gøres for første gang, voksenlivet er nyt, alt ligger åbent.

Magasinet Liv mener: En roman med stemninger, lyde og øjeblikke, der trænger helt ind i sjælen. Du vil læse om Bob og huske helt ind i knoglemarven, hvordan det var at være ung og ny-voksen, dengang folkeskoletiden og gymnasietiden stadig var et nært minde, og det var lidt vildt at være flyttet hjemmefra, ud af komfortzonen. Du vil mindes højtidelige forældrebesøg i egen lejlighed, indkøb af en lænestol til den etværelses, et parforhold, der skal modnes og modstå det, livet byder. Som altid i sine romaner fortæller Helle Helle historien lavmælt, fuld af nuancer og hverdagsdetaljer og dybt engagerende.

Til dig, der … holder af hverdagen.

Magasinet Liv giver Bob 5 ud af 6 stjerner.

Bob, Helle Helle, Gutkind, 160 sider.

Romanen Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russell
Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russell.© Saxo.com | Lindhardt og Ringhof

12. Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russell

Handling: Vanessa er 15 år og har et crush på sin lærer. Det viser sig at være gensidigt, og læreren lokker hende ind i et ulige seksuelt forhold, som hun på én gang er afhængig af og ulykkelig over. Da en pige mange år senere offentligt beskylder samme lærer for noget lignende, må Vanessa tage et opgør med sin fortid.

Magasinet Liv mener: En stærk roman om, hvordan unge mennesker ødelægges af seksuelle overgreb og om, præcis hvor djævelsk snedigt og psykologisk gennemtænkt deres krænkere indfanger dem og giver pigerne den opfattelse, at de gør alt af deres egen frie vilje og kun kan bebrejde sig selv affæren. Det er en meget forstemmende fortælling om teenage-usikkerhed, der udnyttes af en beregnende og kynisk seksualforbryder, men den er noget nær obligatorisk læsning for både unge og de voksne, der ønsker at beskytte dem.

Til dig, der … mener, at #Metoo ikke kom et øjeblik for tidligt.

Magasinet Liv giver Min mørke Vanessa 5 ud af 6 stjerner.

Min mørke Vanessa, Kate Elizabeth Russel, Lindhardt & Ringhof, 400 sider.

Romanen Tour de chambre af Tine Høeg
Tour de chambre af Tine Høeg.© Saxo.com | Gutkind

13. Tour de chambre af Tine Høeg

Handling: Asta bliver inviteret til mindehøjtidelighed for August, som døde pludseligt, dengang de boede på kollegium sammen. Det ripper op i alle de gamle minder og følelser, hun pines over stadig at holde hemmelige for sin gamle veninde, Mai, som var Augusts kæreste.

Magasinet Liv mener: En kantet, følsom fortælling med et skarpt øre for, hvordan mennesker rigtigt taler sammen. Asta og hendes omgangskreds på kollegiet er et slæng som det, man selv husker: De forelsker sig, fulde-kaster op, skændes om køkkenreglerne og finder ud af, hvilke mennesker de passer godt sammen med. Og de bliver til voksne mennesker, der foretager store livsvalg, skræmmes af deres følelser og lyver, fordi de er så bange for at miste hinanden. En spændstig, livsbekræftende, anderledes roman om at forsøge at finde kærligheden og sig selv.

Til dig, der … gerne vil læse dig tilbage til din ungdom.

Magasinet Liv giver Tour de chambre 5 ud af 6 stjerner.

Tour de chambre, Tine Høeg, Gutkind, 324 sider.

Romanen Katalog over katastrofer af Stine Askov
Katalog over katastrofer af Stine Askov.© Saxo.com | Gyldendal

14. Katalog over katastrofer af Stine Askov

Handling: Helles far ved noget, andre mennesker ikke ved. Han ved, at der en dag kommer en katastrofe, hvor det bliver alles kamp mod alle for at overleve. Og at de stærkeste vinder. Derfor træner han sin datter til at blive en af de vindere. Men det hjælper ikke Helle meget mod mobberne fra skolen.

Magasinet Liv mener: Virkelig velskrevet roman sat i et 1980’er-miljø om en pige, der har en ekstrem barndom. Hun er splittet mellem farens benhårde overlevelsesopdragelse og forskruede måde at vise sin kærlighed på, den fraværende mors flyvske selvoptagethed, sin eneste ven i skolen og de dumme drenge, der kalder hende rotte. En barsk, uforudsigelig og indtrængende historie om at være meget anderledes på grund af de valg, ens forældre har foretaget for en. Anbefales varmt.

Til dig, der … vil læse en meget anderledes roman.

Magasinet Liv giver Katalog over katastrofer 5 ud af 6 stjerner.

Katalog over katastrofer, Stine Askov, Gyldendal, 301 sider.

Romanen Adèle af Leïla Slimani
Adèle af Leïla Slimani.© Saxo.com | Rosinante

15. Adèle af Leïla Slimani

Handling: Adèle har en lille søn og en mand, der ønsker at blive gammel med hende i et smukt hus på landet. Men Adèle vil bare have sex med så mange forskellige mænd som muligt, når hun uden sin mands vidende er alene i byen. Men en dag læser han en sms, han ikke skulle have set.

Magasinet Liv mener: Du drages ind i Adèles verden, mens du prøver at forstå, hvad der driver hende og gør hende så selvdestruktiv. Ved mødet med Adèles forældre, står det dog hjerteskærende klart, hvor hendes selvhad kommer fra, og hvorfor hun kæmper med at få en sund og stærk relation til sin søn. Efterhånden som hun mere og mere manisk indgår i de ødelæggende, overfladiske seksuelle bekendtskaber, mister hun ikke bare sin mands og eneste venindes respekt, men også fornemmelsen for, hvad der kan give hende ro og en fremtid at tro på. En hypnotisk roman om en ulykkelig kvinde, der prøver at hele sig selv, men ikke kan finde ud af, hvordan hun skal gøre det.

Til dig, der … stadig husker Von Tries film Breaking the Waves.

Magasinet Liv giver Adèle 5 ud af 6 stjerner.

Adèle, Leïla Slimani, Rosinante, 224 sider.

Romanen Tritonus - en skærgårdsfortælling af Kjell Westö
Tritonus - en skærgårdsfortælling af Kjell Westö.© Saxo.com | Gutkind

16. Tritonus - en skærgårdsfortælling af Kjell Westö

Handling: Thomas Brander er stjernedirigent. Men der er meget knas i hans tilværelse i øjeblikket, både professionelt og privat, og det eneste, han vil, er at koble af ALENE i det lækre sommerhus på en lille ø i den svenske skærgård, som han er ved at få bygget. Men naboerne er nysgerrige. Og venlige. Og ingen mand er en ø.

Magasinet Liv mener: En rigtig skøn roman om, hvor meget vi har brug for hinanden. Den er måske i særlig grad til dig, der er musiknørd og er enig med Thomas Brander i, at musik er livet. Men den er også til dig, der kan spejle dig i ikke at kunne give slip på en eks. Eller dig, som ville ønske, du kunne få en ny begyndelse, men ikke rigtig kan se vejen ud. Denne fine roman er nemlig fuld af håb og musik og lyse svenske nætter og tunneller med lys for enden.

Til dig, der … er lidt svenskofil.

Magasinet Liv giver Tritonus – en skærgårdsfortælling 5 ud af 6 stjerner.

Tritonus – en skærgårdsfortælling, Kjell WestöGutkind Forlag, 414 sider.

Romanen Håbets rejsende af Isabel Allende
Håbets rejsende af Isabel Allende.© Saxo.com | Hr. Ferdinand

17. Håbets rejsende af Isabel Allende

Handling: De to unge spaniere Victor og Roser flygter fra Francos Spanien til Chile, hvor de modtages varmt og får et liv og et barn – eller … barnet er ikke Victors, men det er en længere historie. Og hele tiden har de to længslen i hjertet: Kan de mon vende hjem til Spanien en dag?

Magasinet Liv mener: Det er, som Isabel Allende-fans ved, umuligt at yde hendes spraglede historier og vildt fantasifulde, begivenhedsrige romaner retfærdighed i et referat af handlingen. Hvis du ikke har læst den legendariske chileners historier før, eller måske set filmatiseringen af Åndernes hus?, så kan du sagtens starte her. Er du en trofast læser, der har glædet dig til en ny bog fra hendes hånd, vil du ikke blive skuffet. Her er alt det, du kender og elsker i en Allende-roman: Store følelser, drama, totalt uventede drejninger, lange, opslugende sidehistorier og frem for alt: Kærlighed!

Til dig, der … elsker sydlandsk passion.

Magasinet Liv giver Håbets rejsende 5 ud af 6 stjerner.

Håbets rejsende, Isabel Allende, Hr. Ferdinand, 352 sider.

Romanen De heldige af Georgia Hunter
De heldige af Georgia Hunter.© Saxo.com | Hr. Ferdinand

18. De heldige af Georgia Hunter

Handling: En polsk jødisk familie spredes for alle vinde under Anden Verdenskrig. Det unge forelskede par Jakob og Bella kæmper for at blive sammen. Milas eneste tanke er at redde datteren Felicia, om hun så skal give hende væk. Addy sidder i udlandet og pines over uvisheden om familien.

Magasinet Liv mener: En trist slægtshistorie inspireret af forfatterens egen families skæbne. Her sidder man som læser ikke måbende over for ‘Hvordan det kunne ske’, for det forklarer romanen egentlig meget fint: Det moralske fordærv og skredet i anstændighed ned til den bare ondskab. Stærkt skrevne personer og indfølende detaljer gør derimod, at du bliver draget ind og med bankende hjerte tænker: ‘De er jo ligesom mig. Det kunne have været mig. Hvad hvis det skete for mig?’. Du vil huske familien Kurc, længe efter du har lukket bogen.

Til dig, der … gerne vil lære af historien, så den ikke gentages.

Magasinet Liv giver De heldige 5 ud af 6 stjerner.

De heldige, Georgia Hunter, Hr. Ferdinand, 474 sider.

Romanen Hemmeligheder af Domenico Starnone
Hemmeligheder af Domenico Starnone.© Saxo.com | Grif

19. Hemmeligheder af Domenico Starnone

Handling: Pietro og Teresa har et turbulent kærlighedsforhold. En dag udfordrer Teresa Pietro til at fortælle hende det mest forfærdelige, han nogensinde har gjort. Tøvende indvilger han. Hun gør det samme. Kort efter skilles deres veje, men Pietro kan ikke glemme Teresa – de er for evigt bundet sammen af deres hemmeligheder.

Magasinet Liv mener: En dejlig, passioneret roman fra Italien, hvor de store følelser får frit spil. Teresa er den køligste, sejeste (eks)kæreste, og man forstår godt, hvorfor den ellers meget akademisk skarpe Pietro føler sig totalt underlegen og lader sig køre totalt rundt med af den ord-ekvilibristiske, analytiske mester, der kan sætte en stor fed pegefinger på alle svagheder i et argument eller på usikkerheder i en personlighed. En smuk roman om at være bestemt for hinanden og ikke kunne give slip.

Til dig, der … elsker sydlandsk amore!

Magasinet Liv giver Hemmeligheder 5 ud af 6 stjerner.

Hemmeligheder, Domenico Starone, Forlaget Grif, 170 sider.

Romanen Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong
Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong.© Saxo.com | C og K Forlag

20. Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

Handling: En dreng kaldet ‘Lille Hund’ vokser op i USA med sin traumatiserede vietnamesiske mor og bedstemor. Det er hårdt at være barn i den familie og at have en anden hudfarve i et samfund med meget lille tolerance for afvigelser, og det bliver ikke lettere, da det går op for ham, at han er homoseksuel.

Magasinet Liv mener: Vidste du, at man nogle steder i Vietnam kalder de svageste børn ved et virkelig sølle navn, så dæmonerne ikke vil finde dem attraktive og tage dem? Sådan fik Lille Hund sit navn. Den slags fine kulturelle aha-oplevelser er der en overflod af i denne meget smukke og meget hårde helt fortjente bestseller om at vokse op med en mor, der slet, slet ikke magter opgaven. Midt i al grumheden vokser der heldigvis også de fineste øjeblikke af poesi, sansninger og følelser, som gør denne roman til en uforglemmelig læseoplevelse.

Til dig, der … gerne vil tages med udenlands, når du læser. 

Magasinet Liv giver Vi er kortvarigt smukke her på jorden 5 ud af 6 stjerner.

Vi er kortvarigt smukke her på Jorden, Ocean Vuong, C&K Forlag, 271 sider.

Romanen Jeg tog ned til bror af Karin Smirnoff
Jeg tog ned til bror af Karin Smirnoff.© Saxo.com | C og K Forlag

21. Jeg tog ned til bror af Karin Smirnoff

Handling: Vi er i det nordlige, iskolde Sverige, i en lillebitte by, hvor alle kender hinanden på godt og ondt. Jana er vendt hjem for at besøge sin tvillingebror og bliver samtidig nødt til at se alle sin barndoms dæmoner i øjnene.

Magasinet Liv mener: Hvis det er længe siden, du er blevet overrasket over en roman, kan du prøve denne her. Jeg tog ned til bror er en voldsom og realistisk fortælling med uventede drejninger og en masse levende personer, der næsten springer ud af siderne, med store følelser gemt på bunden af flasker og i lukkede ansigter. Jana er en kvinde, som bare vil klare sig på trods af hårde odds, simpelthen en overlever, som man udvikler en kæmpe omsorg og ømhed for og virkelig ønsker skal leve lykkeligt til sine dages ende.

Til dig, der … gerne vil udfordres lidt.

Magasinet Liv giver Jeg tog ned til bror 5 ud af 6 stjerner.

Jeg tog ned til bror, Karin Smirnoff, C og K Forlag, 336 sider.

Læs også efterfølgeren, romanen Vi tog op med mor, som netop er udkommet.

Læs den livsglade roman Kvindernes by af Elizabeth Gilbert
Kvindernes by af Elizabeth Gilbert © Gads Forlag

22. Kvindernes by af Elizabeth Gilbert

Handling: Vi er i 1930’erne. Unge Vivian flytter fra sit strikse, landlige barndomshjem til New York, hvor hun får arbejde på sin tantes teater. Her kommer hun til sin egen begejstring i dårligt, men utrolig festligt selskab, og hun kaster sig frydefuldt ud i det vilde natteliv på byens barer og klubber med teatrets dansepiger. Men krigen nærmer sig, og unge kvinder begår dumheder.

Magasinet Liv mener: En glad og ukompliceret roman, der minder om den sorgløse livsstil og overdådige fester i Den store Gatsby. Livet tages ikke for tungt: De unge, selvstændige kvinder har kys på læberne og deres eneste mål er at nyde livet så meget som muligt. Mændene er nogle flamboyante charlataner, og de ældre kvinder mentorer med hjertet på rette sted, der hverken dømmer eller bliver bitre. Og de uundgåelige kriser overkommes med sidstnævntes hjælp, så det hele heldigvis ender godt. En let og lys roman til en mørk tid.

Til dig, der … vil have noget let og lækkert.

Magasinet Liv giver Kvindernes by 5 ud af 6 stjerner. 

Kvindernes by, Elizabeth Gilbert, Gads Forlag, 432 sider.

Elizabeth Gilbert har også skrevet succesromanen Spis, bed, elsk

Læs skilsmisseromanen Værelse samlet af kvinder af Katrine Grünfeld
Værelse samlet af kvinder af Katrine Grünfeld© Grif Forlag

23. Værelse samlet af kvinder af Katrine Grünfeld

Handling: En midaldrende kvinde flytter ind hos sin veninde efter at være blevet skilt og forsøger at lappe sit liv sammen til noget, hun bedre kan lide, men det er svært, når der er følelser – både ens egne og andres – over det hele.

Magasinet Liv mener: En rå, ærlig og trist, men også humoristisk og håbefuld roman om at finde sig selv og sine styrker efter et hårdt brud med alt det, man havde og var. Og magtesløsheden, når man oplever, at man ingen kontrol har over andre, hverken ens børn, der brutalt afviser ens forsøg på kontakt, eller den emsige, søde nabo, der ikke vil holde op med at invitere en på krebinetter, når man ryger og drikker lidt for meget vin på bagtrappen. En bog, der bør læses af alle, der har brug for at blive styrket i håbet om, at det bliver bedre.

Til dig, der … gerne vil spejles.

Magasinet Liv giver Værelse samlet af kvinder 5 ud af 6 stjerner.

Værelse samlet af kvinder, Katrine Grünfeld, Forlaget Grif, 280 sider.

Kærligheden når det er alvor af Daniela Krien
Kærligheden når det er alvor af Daniela Krien© Arvids Forlag

24. Kærligheden når det er alvor af Daniela Krien

Handling: Vi følger fem tyske kvinder igennem deres hverdagsliv og skelsættende beslutninger, og efterhånden står det klart, hvordan de alle er forbundet til hinanden, som bedstevenner, søstre eller bekendte, og hvordan de påvirker hinandens liv.

Magasinet Liv mener: En virkelig smukt skrevet roman om nogle kvinder, man ikke har lyst til at give slip på med deres udfordringer, børn, forældre, bundløse sorger og enorme glæder. Hverken hende, der har mistet et barn, hende, der er besat af dating-apps, eller hende, der scorer en gift mand og senere til sin store bitterhed må udholde at dele ham med en ny kvinde. Og allermindst de to søstre, der altid har haft så svært ved at finde hinanden, men alligevel beslutter sig for at flytte sammen, så de kan dele hverdagen med den enes tre små børn. Vedkommende, gribende, medrivende historier. Anbefales varmt.

Til dig, der … elsker nuancerede kvindeliv.

Magasinet Liv giver Kærligheden når det er alvor 5 ud af 6 stjerner.

Kærligheden når det er alvor, Daniela Krien, Arvids Forlag, 248 sider.

Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung
Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung© Politikens forlag

25. Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung

Handling: Generte Ida fra Rudkøbing bliver forlovet med den fremstormende kunstmaler Vilhelm Hammershøi. Hun skal være kunstnerfrue, og det er både udfordrende og lærerigt for den unge kvinde, der bliver sin mands yndlingsmotiv.

Magasinet Liv mener: Velskrevet roman om at blive kastet ud på seriøst dybt vand og selv lære at svømme. Idas mor er rasende på hende for ikke at være død i stedet for sin bror, og Ida kæmper med bekymringen for at have arvet sin mors vanskelige sind. Hun kaster sig ufortrødent ud i det besynderlige liv det er at have rollen som loyal kunstnerfrue og livsledsagerske uden ambition om eget livsmål eller selvudvikling, en fremmed fugl i det sene 1800-tals akademiker- og kunstnerverden. Men Ida er nysgerrig og livslysten, og i Paris, Rom og London ser hun helt andre måder for kvinder at bære sig i verden på, hun lærer sig sprog og begynder at se med malerøjne.

Til dig, der … kan lide at læse (fiktive) biografier.

Magasinet Liv giver Kvinde set fra ryggen 5 ud af 6 stjerner.

Kvinde set fra ryggen, Jesper Wung-Sung, Politikens Forlag, 464 sider.

Læs også slægtsromanen En anden gren som fik de gyldne laurbær 2017.

Kvinden i den lilla nederdel af Natsuko Imamura
Kvinden i den lilla nederdel af Natsuko Imamura© Forlaget Korridor

26. Kvinden i den lilla nederdel af Natsuko Imamura

Handling: Kvinden i den gule cardigan er besat af kvinden i den lilla nederdel, selv om de faktisk ikke kender hinanden. Hun længes sådan efter at blive en del af hendes liv, at hun sørger for, at kvinden i den lilla nederdel kommer til at arbejde samme sted som hende selv. Men det skulle hun måske aldrig have gjort.

Magasinet Liv mener: Indtagende japansk kortroman med mange lag, der sætter tusind tanker i gang: Handler bogen mest om alt det ukonstruktive, vi begynder at beskæftige os med, når vi har indholdsløse liv? Om dynamikken på en arbejdsplads? Eller handler den om, at vi ikke kan styre andre menneskers handlinger og følelser, selv om vi har lagt nok så nøje planer? Læs den selv (eller måske allerhelst med din bogklub, så du har nogen at diskutere den med), og dyk ned i det hele med denne fine roman, der både underholder og overrasker.

Til dig, der … tiltrækkes af japansk minimalisme.

Magasinet Liv giver Kvinden i den lilla nederdel 5 ud af 6 stjerner.

Kvinden i den lilla nederdel, Natsuko Imamura, Forlaget Korridor, 144 sider.

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen
Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen© Forlaget Gutkind

27. Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen

Handling: Inge Lehmann levede 1888-1993, studerede jordskælv og fandt som den første ud af, at Jorden har en fast kerne. Men hvordan var Lehmanns liv, og hvordan var hun selv inderst inde? Først og fremmest vanvittigt intelligent, men også datter, søster og moster – og dansk kvinde i et benhårdt internationalt maskulint forskningsmiljø.

Magasinet Liv mener: En roman om en forbløffende kvinde, stopfuldt af en masse fakta og samtidig en troværdig fantasi over, hvordan hendes tanker og følelsesliv var. Forfatteren har haft adgang til breve, personlige papirer og en dagbog, og derfor må bogen give et rimelig retvisende billede af, hvordan Lehmann var som menneske: Introvert, arbejdsom, bestemt og umanerlig træt af at blive behandlet anderledes som kvinde i videnskabsverdenen. Lehmanns søster, skuespilleren Harriet, var derimod hendes diametrale modsætning, og romanen afsøger det anspændte forhold, der må have været mellem de to meget forskellige søstre. Først og fremmest er det en virkelig læseværdig bog om passion, vedholdenhed og indre styrke.

Til dig, der … vil lære en overset pioner at kende.

Magasinet Liv giver Den inderste kerne 5 ud af 6 stjerner.

Den inderste kerne, Lotte Kaa Andersen, Gutkind, 400 sider.

Søkvinden af Signe KIerkegaard Cain
Søkvinden af Signe KIerkegaard Cain© Forlaget Vild Maskine

28. Søkvinden af Signe KIerkegaard Cain

Handling: Maya lever et rigtigt kernefamilieliv med sønnen Theo og sin Sømand. Eller - kerne er det måske, men ikke lykkeligt. Der er sprækker i Maya, der skærer dybt ind i den familieharmoni, man jo skal have (som andre har?), og hun kan ikke komme op af dem.

Magasinet Liv mener: Smuk, kort roman om en kvinde, der ikke kan fungere i det liv, hun har skabt sig - eller som samfundet har skubbet hende til at skabe. Her får du et lille indblik i, eller måske et spejl, der viser, hvordan er det at være psykisk sårbar og samtidig skulle fungere i et familieliv - for personen selv, partneren, barnet. Hvordan det er at have selvmordstanker , hvor den logiske slutning ikke er, at man vælger kæresten eller barnet fra, men sig selv. Trist og rørende og med et smukt sprog og vred humor.

Til dig, der … godt kan tage, at det gør ondt, når det er smukt.

Magasinet Liv giver Søkvinden 5 ud af 6 stjerner.

Søkvinden, Signe KIerkegaard Cain, Vild Maskine,120 sider.

Topekaskolen af Ben Lerner
Topekaskolen af Ben Lerner© Gads Forlag

29. Topekaskolen af Ben Lerner

Handling: USA, sidst i 90erne. Adam er mesterdebattør i sin highschool, søn af de to psykologer Jane og Jonathan. Darren er skolens outsider. De fire fortæller eller udgør hver deres del af puslespillet til en forfærdelig hændelse, som bogen bygger op til.

Magasinet Liv mener: Ualmindeligt velskrevet roman om en teenager, hvis forældre gerne vil have, han blive en glad, velfungerende mand med et sprog for sine følelser, men som vokser op i et ungdomsmiljø, der gør det svært ikke at blive en brovtende, øffende hulemand. Og om den ungdom, der kan gøre en ung mand, der bare gerne vil høre til et sted, til en, der synes, at Trumps visioner og måde at se verden på bløder op på den sorg, det er for ham at se på sig selv gennem andres fordømmende, spottende øjne. Overraskende, sprogligt overskudsagtig og meget anbefalelsesværdig.

Til dig, der … vil læse om æraen, der ledte op til Trump.

Magasinet Liv giver Topekaskolen 5 ud af 6 stjerner.

Topekaskolen, Ben Lerner, Gads Forlag, 320 sider.

Familieleksikon af Natalia Ginzburg
Familieleksikon af Natalia Ginzburg© C & K forlag

30. Familieleksikon af Natalia Ginzburg

Handling: Mussollinis Italien. En familie i Torino med fem unger har en kaotisk og evigt begivenhedsrig hverdag, og følelserne er i højsædet: Mor raser dagligt over den elskede rengøringsaltmuligkone, far raser over alt og alle, mest af alle sine uduelige børn, som konstant er en skuffelse for ham!

Magasinet Liv mener: Da jeg var barn, drømte jeg om at få en italiensk veninde, så jeg kunne komme hjem til hende og spise de der pastaretter, kun italienske mødre kan lave helt rigtigt, og så ellers bare være tilskuer til et italiensk familieliv med passione, store armbevægelser og diskussioner og en kommen og gåen af mennesker. Det får jeg og du så en lille duft af i denne bog (desværre uden maden, men alligevel). Det er vidunderligt at sidde i et hjørne af stuen og måbende se til, mens familien lever sit liv, og følelserne koger.

Til dig, der … elsker italienske bøger.

Magasinet Liv giver Familieleksikon 5 ud af 6 stjerner.

Familieleksikon, Natalia Ginzburg, C & K, 272 sider.

Læg verden bag jer af Rumaan Alam
Læg verden bag jer af Rumaan Alam© Politikens Forlag

31. Læg verden bag jer af Rumaan Alam

Handling: Amanda og Clay og deres to børn har lejet et sommerhus på Long Island. Det er et totalt luksushus, og de køber alt for meget is og alkohol til feriedagene og nyder livet. Men en aften banker det på døren. Det er et ældre ægtepar, som siger, at de er udlejerne. Al strømmen er gået i New York, hvor de bor, og de vil gerne være i deres sommerhus nu. Amanda og Clay er pressede, alle er frustrerede over ikke at vide, hvad der er sket, og det hjælper ikke at leder efter nyheder på nettet, for der er ingen. Der sker mystiske ting, og dyr flygter i hele hjorde. En følelse af dommedag begynder at indfinde sig. Hvad er det, der foregår? Og kan man møde apokalypsen med nogle komplet fremmede mennesker?

Magasinet Liv mener: En krybende uhyggelig roman, som begynder med almindelig feriestemning, familieskærmydsler og neddrosling oven på en travl hverdag, men langsomt forvandler sig til en isnende følelse af måske at stå over for enden på verden, som vi kender den. Forundrede åbne munde over mærkelige tegn i naturen på, at noget er helt, helt galt. Ulykkelige forældrehænder, der ikke kan beskytte deres børn. Utilstrækkelige overlevelseskompetencer i kontorhjerner, når verden måske er ved at gå under. Og det ‘måske’ er en kæmpe del af bogen, for reelt ved personerne (og vi!) ingenting. De medier, vi er så afhængige af, leverer intet af den information, der normalt giver tryghed, selv om trangen efter at finde ud af, hvad der foregår, er ulidelig og ubændig. Forfatteren kaster små bidder af ekstra viden til den hungrende læser, men det er på ingen måde fyldestgørende. På den måde føler man sig faktisk fanget sammen med de seks mennesker i Long Island-sommerhuset. Og det fungerer fantastisk godt!

Til dig, der … synes, dommedagsromanen På stranden af Nevil Shute er en klassiker.

Magasinet Liv giver Læg verden bag jer 5 ud af 6 stjerner.

Læg verden bag jer, Rumaan Alam, Politikens Forlag, 304 sider.

Jorden under mig af Helle Vincentz
Jorden under mig af Helle Vincentz© Forlaget Hr. Ferdinand

32. Jorden under mig af Helle Vincentz

Handling: Forfatter Helle Vincentz havde en svær barndom med en alkoholisk far, der tog sit eget liv, og en gennemtrængende følelse af ensomhed og forkerthed, og hun må som voksen se alt det i øjnene, den begyndelse på livet har givet hende.

Magasinet Liv mener: Det er svært ikke at blive berørt af historien om den lille pige, der gerne vil ses, have sine grænser accepteret, høre til, men i stedet bare har ondt i maven det meste af tiden over ikke at blive mødt i noget af det. Indtil den dag hendes far dør, og hendes verden bryder totalt sammen. Historien fortalt fra barnets perspektiv og den voksne kvindes kamp med alle de problematikker, der har formet hende og stadig sidder i hende, er trist, men virkelig fremragende læsning, for Vincentz er en selvindsigtsfuld og generøs fortæller.

Til dig, der … gerne vil læse om barndommens påvirkning af voksenlivet.

Magasinet Liv giver Jorden under mig 5 ud af 6 stjerner.

Jorden under mig, Helle Vincentz, Hr. Ferdinand, 280 sider.

Glem mig af Alex Schulman
Glem mig af Alex Schulman© Lindhardt og Ringhof

33. Glem mig af Alex Schulman

Handling: I begyndelsen af sit liv var Alex lykkelig. Det husker han tydeligt. Men da han var omkring 10 år, begyndte moren at drikke. Og siden da er det meste af Alex’ liv gået med at tænke på og håndtere hendes misbrug.

Magasinet Liv mener: En bragende god beskrivelse af, hvordan det er at være tilskuer til en elsket person, der ødelægger sit liv med misbrug. Og hvor kæmpestore omkostninger det har for børnene, som bliver medmisbrugere og helt ekstreme humørobservatører. Trækker mor vejret på en bestemt måde? Mangler der et punktum i sms’en? Alt er et tegn på, om hun er glad, ondskabsfuld, kærlig eller hævngerrig. Alex skriver sin smerte ud i denne bog, som hjerteskærende beskriver, hvordan en forælder kan tage sit barn som gidsel, og hvad han gør for at forsøge at forstå moren og selv slippe fri af følelsesfængslet.

Til dig, der … vil læse om, hvordan misbrug splitter en familie ad.

Magasinet Liv giver Glem mig 5 ud af 6 stjerner.

Glem mig, Alex Schulman, Lindhardt & Ringhof, 250 sider.

Du vil (garanteret) også kunne lide