Det er ingen hemmelighed, at vi her på redaktionen er helt vilde med mad! Og vi kunne sagtens bruge flere timer (læs: dage) i køkkenet på at lave det helt perfekte måltid. Derfor har vi fundet fem nye kogebøger, vi virkelig gerne vil have fat i.
Vegetar
Skrevet af: Ditte Ingemann
Udgivet: 01. september 2016
Kok, madskribent og grøntsagsekspert Ditte Ingemann sætter i bogen Vegetar fokus på at gøre os danskere til grøntelskere. I kogebogen finder du i alt 140 retter fra morgenmad og snacks til hovedretter, salater og søde sager. Og fælles for dem alle er, at de er sunde og vegetariske.
Gæstebud
Skrevet af: Thomas Herman
Udgivet: 15. september 2016
Kok og tv-vært Thomas Herman stryger den hvide dug og dækker fint op. For når der kommer gæster, må vi gerne gøre os umage.
Hermans Gæstebud hylder det hjemmelavede, menuen, der er tænkt over og kælet for. Over 100 delikate og elegante retter får du at vælge imellem, inklusiv velkomstdrinks, sødt til kaffen og gode forklaringer undervejs.
Green Kitchen Smoothies
Skrevet af: David Frenkiel, Luise Vindahl
Udgivet: 8. september 2016
Parret bag det populære koncept Green Kitchen Stories giver i bogen Green Kitchen Smoothies ideer til supersunde og lækre juicer og smoothies. Og du kan bruge bogen, uanset om du er begynder eller erfaren. Med alt fra smoothies, der indeholder tre-fem ingredienser til ideer til morgenmad, desserter med videre, kan du drikke dig gennem velsmagende juicer og smoothies.
Majas desserter
Skrevet af: Maja Vase
Udgivet: 27. september 2016
Maja Vase sætter fokus på desserten. I kogebogen Majas desserter finder du både opskrifter til dessertamatøren med få ingredienser, som er enkel og overkommelig, men du finder også opskrifter til den mere ambitiøse dessertnørd. Med alt fra is, kager, cremer og meget andet, der vil få din mund til at løbe i vand.
To sider af samme smag
Skrevet af: Jesper Vollmer
Udgivet: 20. oktober 2016
Jesper Vollmer har været køkkenchef i Kongehuset i 10 år. I kogebogen To sider af samme smag viser han, hvor langt man kan komme med forholdsvist få råvarer. Bogen er bygget op omkring konceptet "en ingrediensliste - to opskrifter" under den samme overskrift. Kogebogen indeholder i alt 75 opskrifter på forretter, frokostretter, hovedretter og desserter fra Jesper Vollmers personlige køkken.