Kvinde læser bøger
© Getty Images | Svane & Bilgrav | Lindhardt og Ringhof | Forlaget Fru Nysgerrig

5 nye bøger, du skal læse i vinteren

Vores boganmelder Caroline Rutter giver dig her 5 bud på, hvilke nye bøger du skal læse i denne kolde tid.

18. november 2021 af Caroline Rutter
Glem mig af Alex Schulman
Glem mig af Alex Schulman.© Lindhardt og Ringhof

1. Glem mig af Alex Schulman

Handling: I begyndelsen af sit liv var Alex lykkelig. Men da han var omkring 10 år, begyndte hans mor at drikke.

Magasinet Liv mener: En bragende god beskrivelse af, hvordan det er at være tilskuer til, at en elsket person ødelægger sit liv med misbrug. Og hvor kæmpestore omkostninger det har for børnene, som bliver medmisbrugere og helt ekstreme humørobservatører. Alt er et tegn på, om hun er glad, ondskabsfuld, kærlig eller hævngerrig. Alex skriver sin smerte ud og beskriver hjerteskærende, hvordan en forælder kan tage sit barn som gidsel, og hvad han gør for at slippe fri af følelsesfængslet.

Til dig, der … vil vide eller spejle dig i, hvordan misbrug splitter en familie ad.

Magasinet Liv giver Glem mig 5 ud af 6 stjerner.

Lindhardt og Ringhof, 250 sider, 250 kr.

Hostesaft for sjælen af Maise Njor og Mette Lisby
Hostesaft for sjælen af Maise Njor og Mette Lisby.© Gyldendal

2. Hostesaft for sjælen af Maise Njor og Mette Lisby

Handling: De to sjove og tænksomme kvinder Njor og Lisby skriver mails til hinanden om alt det, der betyder noget, og om skæg og ballade. For sådan er livet nemlig heldigvis fyldt med begge dele.

Magasinet Liv mener: Mailkorrespondance fyldt med masser af fine tanker om sorgen ved tabet af en forælder, om at have og ikke at have børn, om parforhold, single status, konflikt skyhed, flytning og om, at man kan beslutte sig for at vælge optimismen og ikke være hende den sure. Det hele skrevet så inderligt, ærligt, humoristisk, sorgfuldt, kærligt og skarpt, at det bliver til en bunke breve (eller mails), man rigtigt godt gider få lov at læse med i.

Til dig, der … elsker klummer.

Magasinet Liv giver Hostesaft for sjælen 4 ud af 6 stjerner.

Gyldendal, 256 sider, 250 kr.

Tak for kaffe af Özlem Cekic
Tak for kaffe af Özlem Cekic.© Politikens Forlag

3. Tak for kaffe af Özlem Cekic

Handling: Debattøren med den store drøm om at få mennesker til at forstå hinanden på trods af uoverstigelige meningsforskelle har skrevet en guide til, hvordan du kommer i dialog med dem, du er uenig med.

Magasinet Liv mener: Har du et familiemedlem, du synes, er uden for pædagogisk rækkevidde politisk? Eller er der andre, du nogle gange er rasende uenig med på Facebook eller i kantinen? Cekic har skrevet en virkeligt god håndbog om, hvordan vi får fjendebilleder til at smuldre og i stedet finder ud af, hvad det er, vi kan være sammen om, mens vi respektfuldt er enige om, at vi er uenige. Læs og lær. Måske er din næste slet ikke så torskedum ...

Til dig, der … gerne vil forstå og forstås.

Magasinet Liv giver Tak for kaffe 4 ud af 6 stjerner.

Politikens Forlag, 208 sider, 250 kr.

Pigen med sherifstjernen af Birgitte Bregnedal
Pigen med sherifstjernen af Birgitte Bregnedal.© Forlaget Fru Nysgerrig

4. Pigen med sherifstjernen af Birgitte Bregnedal

Handling: Line skal snart begynde i skole. Hun er altid lige i hælene på sin far, der lærer hende at skyde med gevær og ride som en cowboy – og nok også drikker lidt for mange øl og heller ikke lige får betalt regningerne. En dag får Lines mor nok, og det har helt uoverskuelige konsekvenser.

Magasinet Liv mener: En kort og stemningsfuld roman med masser af fine observationer langt ude fra pløjemarkerne. Du kommer ind i hovedet på en lille pige, som er 100 procent på sin fars side, og som selvklart ikke har det voksne blik for konsekvenserne af hans handlinger. En god roman om et lille menneske, der lever livet forlæns og udømmende.

Til dig, der … vil se fra alle sider.

Magasinet Liv giver Pigen med sherifstjernen 4 ud af 6 stjerner.

Forlaget Fru Nysgerrig, 123 sider, 225 kr.

Kvinderne jeg tænker på om natten af Mia Kankimäki
Kvinderne jeg tænker på om natten af Mia Kankimäki.© Svane & Bilgrav

5. Kvinderne jeg tænker på om natten af Mia Kankimäki

Handling: Hvad tænker du på om natten, når du ikke kan sove? Finske Mia Kankimäki tænker på sine idoler: Kvinder, som rejste, malede og på alle mulige måder brød med normerne i deres samtid. “Natkvinderne”, kalder hun dem. Og de kan alle lære os noget om, hvilken slags mennesker vi gerne selv vil være.

Magasinet Liv mener: En af de bøger, man ikke kan anbefale nok. Mia Kankimäki skriver levende, begejstret og virkeligt sjovt. Og hun læser sig ikke kun gennem kvindernes rejser, men tager også selv af sted. Hun har for eksempel en meget øjenåbnende tur i Karen Blixens fodspor, idet det går op for hende, at den idoliserede forfatter måske ikke er så cool i 2021-øjne, som Mia Kankimäki altid har troet – krise! 

Den store dansker er den eneste af natkvinderne, som undertegnede havde hørt om, og hvor er det dog vidunderligt, at der bliver ved med at blive gravet i historien, så flere og flere kvinder kan blive anerkendt for det, de gjorde, til trods for, at man kun har hørt om deres mandlige modstykker. Vidste du for eksempel, at en kvinde tog udfordringen op og præsterede at komme hurtigere rundt om Jorden end 80 dage, da romanen om Phileas Foggs rejse kom frem? 

En humoristisk historiefortæller, der fortæller sande historier om kvindelige forbilleder? Det bliver et stort ja tak herfra!

Til dig, der … vil have flere kvindelige forbilleder!

Svane & Bilgrav, 424 sider, 300 kr.

Anmeldelserne er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 23. september 2021.

Du vil (garanteret) også kunne lide