Boganmelderen
Caroline Rutter er Magasinet Livs boganmelder, cand.mag. i engelsk litteratur, oversætter, korrekturlæser og altid i gang med tre bøger – mindst!

1. Lad os håbe på det bedste
Handling: En nat dør Carolinas kæreste, Aksel, mens han sover. Da hun finder ham, katapulteres hun i altopslugende chok og en sorg, hun sluses igennem alt for langsomt efter hendes mening. Og selv om hendes dejlige venner og trofaste familie støtter, så føler hun sig alligevel og selvfølgelig ufatteligt ensom. Især i nattetimerne, hvor hun er helt alene med hendes og kærestens baby.
Samtidig fortæller hun os om sit og Aksels parforhold. Om det gode og det knap så gode, og om der, hvor de virkelig gik fejl af hinanden. Men en dag bliver Carolina til sin egen overraskelse forelsket i en ny mand. Han vil giftes og have børn. Venner og familie synes, det er for hurtigt. Men hvad synes hun egentlig selv?
Magasinet Liv mener: Det kan som læser være svært at rumme en fortælling om det hæslige, der kan ske for dig selv. Men historien foldes utroligt flot ud med tusind detaljer om parforhold og sorg.
Og sidefortællingen er lige så vigtig, for der hører vi om den første sprøde forelskelse med usikkerheden som tredjepart. Og om, da de bliver et par, og om, da hun vil have børn, og han ikke vil, og om tiden med baby. Og så følger tiden bagefter med selvbebrejdelse, tvivl og den pludselige nye forelskelse. Virkelig en stor læseoplevelse. Rå, ærlig og selvudleverende.
Til dig der... elsker virkelighedens fortællinger.
Magasinet Liv giver Lad os håbe på det bedste fem ud af seks stjerner.
Af Carolina Setterwall, Hr. Ferdinand, 368 sider, 300 kroner hos Saxo.com.

2. Bryster skal hoppe, når man hikker
Handling: Joof og Thisted, der tydeligvis beundrer og holder af hinanden, snakker børn, parforhold, fortid og fremtid med den på forhånd aftalte præmis, at det ikke skal blive to damer, der kun taler alt det gode frem i deres liv. Alt det flove og forfærdelige skal også med.
Magasinet Liv mener: En fin samtalebog for dig, der gerne vil læse andre reflekterede kvinders tanker om, hvordan det er at køre den farverige campingvogn, der er ens eget liv. Læsset med en ordentlig omgang bagage med vidunderlige tider og livsbegivenheder, der har sendt en til tælling. Og så en stor, stor forrude, man kan se fremtiden gennem, og sideruder, så man kan snakke med sine spændende medtrafikanter.
Til dig, der... gerne vil se verden gennem andres øjne.
Magasinet Liv giver Bryster skal hoppe, når man hikker fire ud af seks stjerner.
Af Hella Joof og Karen Thisted, Politikens Forlag, 264 sider, 240 kroner hos Saxo.com.

3. Et stykke af lykke
Handling: Da Kat bliver enke og sidder alene tilbage på en stor kakaoplantage på Fiji, inviterer hun sine gamle veninder fra skoletiden, som også efterhånden er i 60’erne, til at komme og bo hos sig. Alle kvinder, som har deres at tumle med, men som også formår at ruske op i hinanden.
Magasinet Liv mener: 315 sider, hvor du ikke vil være i tvivl om, at det nok skal ende godt til sidst, men vejen dertil er alligevel ret så hyggelig. For her midt i den grå vinter byder siderne på sand mellem tæerne, den lækreste mad, solnedgange, livsglæde, chokoladesmag og lidt romance. Og du vil vende sidste side med følelsen af, at livet jo ikke er så tosset endda, hvis du nu bare kaster dig ud i det. Og det er da ikke så skidt. Så kan du tage den socialrealistiske krimi en anden gang.
Til dig, der... trænger til solskin!
Magasinet Liv giver Et stykke af lykke fire ud af seks stjerner.

4. De nærmeste
Handling: Anna og hendes søskende har mistet deres forældre og skal nu i fællesskab komme videre. Men mens der skal planlægges begravelse og salg af hus, tørner de tre sammen i gamle konflikter og deres forskellige opfattelser af barndommen.
Magasinet Liv mener: Det er ikke så let at stå midt i en stor sorg og blive konfronteret med alt det, der er svært og faktisk altid har været det. Men sådan er det for Anna og hendes søskende, for det er sin sag at forlige sig med deres mors død, når både hun og faderen var nogle, om end elskelige, så også nogle meget svære mennesker at have som forældre. Og hvordan holder man sammen som søskende, når man håndterer det meget forskelligt? En smuk og smertefuld beskrivelse af barndom og familie.
Til dig, der... gerne vil se familier helt indefra og fra alle vinkler.
Magasinet Liv giver De nærmeste fire ud af seks stjerner.
Af Lotte Kirkeby, Rosinante, 210 sider, 250 kroner hos Arnold Busck.

5. Ild & Blod
Handling: Mens vi venter på den nye sæson af HBO-serien Game of Thrones, kommer her alle de baggrundshistorier, du ikke kender fra tv-serien. I den velkendte indpakning med krig, drager, stærke kvinder og mænd og deres (magt)relationer.
Magasinet Liv mener: Her er guf til dig, der bare må have mere af den ekstremt populære fantasy-tv-serie. For eksempel forklaringen på, hvordan Daenerys fik sine drageæg, og hvordan Valyria gik under. Hvis du elsker lange personbeskrivelser og steder, som folder sig ud for dit indre øje a la bøgerne i Ringenes Herre-trilogien, så er Ild & Blod også lige dig.
Men det er klart sjovest, hvis du har set tv-serien først, for det forventes, at du kender universet. Meeen mon ikke det også er tilfældet...
Til dig, der... synes, der er pænt længe til tv-serie-sæsonstart i april.
Magasinet Liv giver Ild & Blod fire ud af seks stjerner.
Af George R. R. Martin, Gyldendal, 656 sider, 400 kroner hos Gyldendal.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 7. februar 2019.