Der er flere gode grunde til at glæde sig over efteråret. Og en af dem er helt klart, at det er den årstid, som indbyder allermest til hygge på sofaen med en god bog.
Den eneste udfordring kan være at finde ud af, præcis hvilken bog du skal have i hænderne. Det har vi heldigvis vores trofaste boganmelder til at hjælpe dig med. Og hendes fem bud på bøger til efteråret får du lige her.

1. Min mor var besat af Peter Øvig Knudsen
Handling: Når man er en lille dreng med en psykisk syg mor, forstår man ikke, hvad der foregår, men har alligevel antennerne ude: Er hun uberegnelig i dag? Står jeg for skud?
Da Peter – dybt mærket af sin traumatiske barndom – bliver voksen og forfatter, forsøger han at skrive en bog om sin afdøde mor. Men mens han læser alle hendes journaler og taler med hendes læger og gamle venner, dykker han langsomt længere og længere ned i et dynd, der kulminerer med, at han bliver indlagt med samme diagnose som sin mor.
Magasinet Liv mener: Peter Øvigs bog er en vidunderligt ærlig og befriende fortælling om psykisk sygdom. Den rækker ud over de særlige oplevelser i hans familie og viser, hvordan det er at være vidne til, at en elsket lider af en sygdom, der påvirker deres personlighed og væremåde.
I første omgang da Peter er vidne til sin mors sygdom, og senere da hans familie og venner er vidner til hans egen sygdom.
Bogen giver et fantastisk indblik i, hvilket mørke den syge synker ned i, og i hvilke tanker han eller hun gør sig. Men den viser også, hvor meget pårørende faktisk kan gøre, og hvilket rum de fylder i den syges bevidsthed.
Bogen er befriende, fordi Øvig også beretter om at komme igennem og ud af sygdommen og tilbage til ‘sig selv’ og den tætte omgangskreds. En meget læseværdig og vigtig bog.
Til dig, der... vil vide meget mere om psykisk sygdom.
Magasinet Liv giver Min mor var besat 5 ud af 6 stjerner.
Biografi af Peter Øvig Knudsen, Gyldendal, 320 sider, 300 kroner hos Arnold Busck.

2. Koldbrand af Cilla & Rolf Börjlind
Handling: En familie er ofre for en bilbombe. Politibetjent Olivia er på sagen, men kommer lidt for tæt på den mistænkte.
På den anden side af Jorden kontaktes hendes gamle kollega Tom af en mystisk kvinde, der vil have ham til at finde en mand, der bor på en flodbåd i Thailands jungle.
Magasinet Liv mener: Virkeligt overraskende krimi, der fungerer rigtigt fint med de to fortællertråde.
I Sverige, hvor Olivia har svært ved at holde den professionelle distance, og #metoo skaber røre på politistationen. Og i Thailand, hvor de tropiske sygdomme raser i Toms krop, mens han kommer dybere ind i junglen og tættere på ondskaben.
Til dig, der... nyder krimier med tråde fra flere steder.
Magasinet Liv giver Koldbrand 4 ud af 6 stjerner.
Krimi af Cilla & Rolf Börjlind, Rosinante, 416 sider, 200 kroner hos Bog&idé.

3. Mørkeland af Niels Krause-Kjær
Handling: Et drab på en fuldmægtig i Indenrigsministeriet viser sig at være mere end det, for den unge mand vidste vist lidt for meget om noget, som nogen ikke ville have, at offentligheden fik kendskab til.
Magasinet Liv mener: En fin fortsættelse af spændingsromanen Kongekabale, hvor du endnu en gang kan læse om journalisten Ulrik Torp og de nedslående ubehageligheder i magtens kerne.
Det er fascinerende at læse om magtfulde menneskers motiver, og hvad de vil gøre for at blive på toppen. Og et trist portræt af et menneske, der mod sin vilje er sat uden for arbejdsmarkedet.
Til dig, der... kan lide at læse om begivenheder, der kunne være virkelighed.
Magasinet Liv giver Mørkeland 4 ud af 6 stjerner.
Spændingsroman af Niels Krause-Kjær, Lindhardt og Ringhof, 299 sider, 200 kroner hos Saxo.com.

4. Sort Perle af Liza Marklund
Handling: Kiona lever et stille liv i et maori-øsamfund, da en mystisk mand skyller i land. Da han hentes af våbenbærende typer, bestemmer hun sig for at finde ham. Det bliver et vildt eventyr for den unge kvinde, der kun kender det, vi kalder ‘civilisationen’, fra bøger, hun har læst.
Magasinet Liv mener: En roman, som begynder med sand mellem tæerne og palmesus i ørerne, men fortsætter i Ferrari-fart gennem verdens storbyer med vores heltinde bag rattet.
Heldigvis passer gode mennesker i byens mørke hjørner på hende, og i mødet med superskurkene finder hun ud af, hvilke ressourcer hun gemmer på. Underholdende og spraglet.
Til dig, der... elsker at læse om mødet mellem gamle og nye verdener.
Magasinet Liv giver Sort Perle 4 ud af 6 stjerner.
Roman af Liza Marklund, Rosinante, 496 sider, 200 kroner hos Arnold Busck.

5. Sammenbragt af Kristina Aamand
Handling: Åhhh, at være forelsket! Bare dig og mig, og se mig dybt i øjnene, og fortæl mig, at intet vil skille os ad! Bortset fra – at så enkelt er det jo ikke, når voksne mennesker mødes, og børn og eks’er også lige skal tages i betragtning.
Magasinet Liv mener: Sjov og skarp fortælling fra den anden side af kernefamilien, når alt sættes ind på at finde den eneste anden. Der er mange sjove situationer – inklusive workshop i penismassage og ægteskabelig pornofilmkigning med vingummier til.
Og smertelige, når vi er vidne til børneafvisningen af bonusvoksne og besøget i swingerklubben, der selvfølgelig bliver et fælles traume.
Til dig, der... vil genkende og genkendes – tilsat lidt satire.
Magasinet Liv giver Sammenbragt 4 ud af 6 stjerner.
Roman af Kristina Aamand, Harper Collins, 400 sider, 250 kroner hos Saxo.com.
Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 8. august 2019.