Moden kvinde læser en bog derhjemme
Hvilken af de fire romaner skal du kaste dig over først?© Getty Images

4 spændingsfyldte romaner, du skal kaste dig over

Vi har bedt vores boganmelder om at anbefale, hvilke bøger vi skal kaste os over næste gang. Og det er der kommet fire meget spændende bud ud af

19. oktober 2019 af Caroline Rutter

Er du også vild med at begive dig ind i skønlitteraturens verden? Så har du det garanteret også bedst med at være i gang med mindst én bog hele tiden. Den eneste udfordring kan være at beslutte, hvilken bog du skal kaste dig over. 

Og her kommer vores boganmelder, Caroline Rutter, ind i billedet. Hun sørger nemlig for at guide dig i, hvilke bøger der hitter lige nu – og hvilke der altid er værd at læse. Værsågod! 

Nora eller Brænd Oslo Brænd bog
© Arnold Busck | Gads Forlag

1. Nora eller Brænd Oslo Brænd af Johanna Frid

Handling: Det er ikke så let at være kæreste med en dejlig dansk fyr, når du selv er svensker og kæmper med sproget og omgangsformen med hans familie og især dit eget selvværd. Og han så ovenikøbet har verdens smukkeste, norske ekskæreste, som han insisterer på at forblive venner med!

Magasinet Liv mener: Hvis du savner lidt af sommerens varme, er det bare med at hoppe om bord i denne roman, som nærmest gløder af rasende, brændende, altopslugende jalousi. Et præcist nedslag i den sorte besættelse, du kan blive hvirvlet ind i, når en tanke bider sig fast. Med ekskæresten i baggrunden kan Johanne ikke hvile i forholdet til Emil, som egentlig virker meget sød og glad for hende. 

Men Johanne synes grundlæggende ikke, at hun selv er god nok, som hun er, og hun kæmper indædt for, at andre skal kunne lide hende, så da Emil holder fast i at se ekskæresten, imploderer hun i en rus af jalousi. En jalousi, som kun dulmes lidt, når ekskærestens sociale medier grundigt gennemtrawles på telefonen med ryggen til Emil i sengen om natten. 

Men en dag får de to unge kvinder faktisk kontakt og begynder at skrive sammen... Romanen er bedst, hvis du kan læse den i ordentlige bidder og helst i ét stræk, så du selv kan lade dig suge helt ind i Johannes umulige tankemylder.

Til dig, der... foretrækker dine bøger intense.

Magasinet Liv giver Nora eller Brænd Oslo Brænd 6 ud af 6 stjerner. 

Roman af Johanna Frid, Gads Forlag, 192 sider, 250 kroner hos Arnold Busck. 

Fuck mor og Busser bog
© Saxo.com | Gyldendal

2. Fuck mor og Busser af Kristina Nya Glaffey 

Handling: ‘Emma og mig’ er tvillingedøtre af to nu fraskilte kvinder (mor og Busser), og teenagerne har deres hyr med det der ungdomsoprør. Mor er nemlig på Tinder, og Busser er forfatter og skriver om hele den dysfunktionelle familie, og de har alle fire ordet i deres magt og går ikke af vejen for et godt skænderi.

Magasinet Liv mener: Mens de to første bøger om Mor og Busser fortalte om de voksnes verden set gennem et barns øjne, hopper denne ud i teenageoprøret og forholdet til de forældre, opgøret skal tages med. Det er ordekvilibristisk, skarpt, kærligt og først og sidst vanvittigt morsomt. De to første bøger anbefales også!

Til dig, der... vil grine, mens du læser om trodsige teenagere!

Magasinet Liv giver Fuck mor og Busser 5 ud af 6 stjerner. 

Roman af Kristina Nya Glaffey, Gyldendal, 120 sider, 200 kroner hos Saxo.com. 

En rigtig kærlighed bog
© Saxo.com | Politikens Forlag

3. En rigtig kærlighed af Tomas Lagermand Lundme

Handling: Det er let at være forelsket, når den anden også er det, og det meste af tiden foregår i sengen fortabt i hinandens øjne. Det svære kommer bagefter. Når forskellene i livsønsker viser sig. To fyre forelsker sig hovedkulds, men da den ene gerne vil adoptere, begynder parforholdet at knirke.

Magasinet Liv mener: Rørende og ærlig historie om kærlighed og skuffelse og om livets mærkelige labyrint, som nogle gange fører os til en blindgyde, så vi må smutte gennem et hul i en hæk for at komme videre. De to kærester oplever deres andel af kriser, egoisme og kompromiser, før en meget voldsom aften og nat fører dem et helt nyt sted hen.

Til dig, der... gerne lærer af andres parforhold.

Magasinet Liv giver En rigtig kærlighed 5 ud af 6 stjerner.

Roman af Tomas Lagermand Lundme, Politikens Forlag, 240 sider, 250 kroner hos Saxo.com.

Til min søster bog
© Bog&idé | Gyldendal

4. Til min søster af Dy Plambeck

Handling: Aya har fået sin lille datter alene. Sammen med søster/moster Andrea tager de på en tur til Sverige, som giver lejlighed til at reflektere over det voldelige parforhold, Andrea lige har været i, kvindernes barndom og nogle personlige breve fra fortiden.

Magasinet Liv mener: En smuk og inderlig fortælling, som både spænder over magtesløsheden, der rammer en, når ens søster langsomt ødelægges og nedbrydes af en kæreste. Over, hvad kvinder kan være for hinanden, og over de mange fine barndomsøjebliksbilleder, der hænger ved og er med til at forme den voksne, man bliver. Romanen beskriver smukt de mange måder, der er at være kvinde på.

Til dig, der... elsker bøger fyldt med kvinder.

Magasinet Liv giver Til min søster 5 ud af 6 stjerner. 

Roman af Dy Plambeck, Gyldendal, 284 sider, 200 kroner hos Bog&idé.

Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv d. 5. september 2019.

Du vil (garanteret) også kunne lide