Tina og Anne
© Thomas Dahl

Vores mor-datter forhold: “Vi kan sagtens råbe højt, men vi er stadig lige gode venner"

Tine er blevet bedre til at sige til og fra – også over for sin mor. Anne har til gengæld ikke intentioner om nogensinde helt at kappe navlestrengen til sin datter

5. august 2018 af Louise Thorsted

Tina Maibøll Lehrmann (42) er gift med Marianne og mor til Ella og Thea på 5 år fra et tidligere forhold. Tina er sygeplejerske.

Anne Maibøll Lundbæk (64) er gift på 20. år med Poul Erik og mor til Tina på 42 og Jonas på 37 år. Anne har i alt 12 børne- og bonusbørnebørn. Og så er hun efterlønner og tidligere lægesekretær.


Vores mor-datter forhold

Tina, hvordan ligner du din mor? 

Tina: “Rent fysisk på vores smil, og så kan vi begge lide at røre os. Jeg har tænkt mere over vores ligheder, efter at jeg selv er blevet mor. Også fordi jeg kan tage mig i at sige ting til mine børn, som min mor har sagt til mig. Mentalt er vi nogle meget følsomme typer. Og store familiemennesker. Ligesom mormor, der blev 94 år, også var det. Hun er mit store forbillede på grund af den måde, hun værdsatte familien og samlede den.” 

Ser du de samme ligheder, Anne? 

Anne: “Ja, og så ser jeg det bånd, der går tilbage til min mor og gennem mig til Tina. Mange gange, hvor jeg tænker på noget, som jeg skal snakke med Tina om, så ringer Tina og fortæller det samme. Sådan havde jeg det også med min mor.” 


Og hvordan er I så forskellige?

Anne: “Jeg var kun 21 år, da jeg fik dig, Tina. Der er stor forskel på, hvordan jeg blev opdraget, og den måde, jeg har opdraget dig på. Jeg skulle være den pæne pige. Jeg var genert og turde ikke sige noget i skolen. Sådan ønskede jeg det ikke for dig, for det var der mange ulemper ved. Du er ikke blevet irettesat, som jeg blev det, og du fik lov til at tage ansvar for dig selv. Du er blevet en meget mere selvstændig pige, end jeg nogensinde har været. Var du 16 år, da du flyttede hjemmefra?”

Tina: “Jeg var 17 år, da jeg tog til Schweiz som au pair.”

Anne: “I den alder flyttede jeg fra Middelfart til Odense og følte det, som om jeg flyttede om på den anden side af jordkloden.”

Tina: “I dag er forskellen især, at jeg har et stort behov for at gøre ting selv eller med mine børn. Du vil gerne have din mand med.”

Anne: “Jeg er tryghedsnarkoman. Jeg kan også se det i vores valg af job. Jeg var på den samme arbejdsplads i 26 år, før jeg skiftede. Det sidste sted, jeg arbejdede, var jeg 14 år. Du har prøvet meget forskelligt.” 


Hvordan er I mor og datter? 

Anne: “Vi er rigtigt gode sparringspartnere. Jeg rådfører mig tit med dig, og du spørger også tit mig til råds.” 

Tina: “Vi er gode til at hygge os og tage på café bare os to, og det er vigtigt, for det bliver en anden snak, end når der er børn til stede. Du spørger også nogle gange: ‘Skal vi ikke snart have en mor-datter-dag?’.” 

Anne: “Jeg betragter næsten vores relation som søskende. Måske fordi vi er relativt tætte i alder? Vi kan sagtens skælde ud og råbe højt og sige vores mening, men vi er lige gode venner af den grund.” 

Tina: “Jeg har nogle gange følt, at jeg har brugt dig for meget til noget praktisk, men nu kan mine børn heldigvis selv sige: ‘Skal vi ikke på ferie ovre ved mormor?’. Og nu, hvor de har været delebørn i et års tid, kan jeg også bedre slippe dem.”

Anne: “Jeg synes, vi har stor respekt for hinanden. Og jeg vil gerne bruges. Det har bare ikke rigtigt kunne lade sig gøre før.”

Tina: “Da jeg blev skilt, var jeg aldrig i tvivl om, at havde jeg brug for dig – og Poul Erik – så kom I. Jeg ved nu, at brænder det, så er I der. Også til trøst. Måske også fordi jeg er blevet bedre til at sige: ‘Nu er det sgu for svært det her’.” 

Hvornår kappede I navlestrengen? 

Tina: “Måske først da jeg fik børn, hvor jeg først rigtigt turde være ærlig og også sige fra. Det der med at skulle finde balancen mellem, at du er mormor, men også må forstå, at det er mine børn, og at du ikke skal blande dig for meget i min opdragelse af dem …” 

Anne: “Jeg tror aldrig rigtigt, den bliver klippet fra min side af. Heller ikke selv om jeg ser, at du er voksen og tager ansvar og har det godt her med Marianne og dine piger.” 

Tina: “Jeg kan godt mærke navlestrengen fra din side, men mest på din bekymring, som jeg ofte har ønsket ikke var så stor. Det er der ingen grund til, men det er jo svært at overbevise sin mor om.” 

Anne: “Det er også noget med, at vi har afstanden fra Odense til Taastrup. Hvis jeg nu boede inde ved siden af …” 

Tina: “Jeg har indimellem holdt igen med at sige nogle ting til dig. Og sagt til Marianne: ‘Det der skal vi ikke lige sige til min mor’.” 

Hvornår har jeres relation været testet? 

Tina: “Det var nok under din og fars skilsmisse i 1995. Jeg har altid været knyttet til dig, men der skete mange ting der. Jeg var au pair i Schweiz og skulle hjem til Danmark og begynde på HF og flytte hjemmefra.” 

Anne: “Det var også i de år, du fandt ud af, at det var en kvinde, du skulle dele dit liv med. Det var svært – for os begge to.” 

Tina: “Vi havde nok hver vores at slås med. Jeg kæmpede også med, om jeg var god nok.”

Anne: “Jeg kunne godt mærke, at du ikke var lykkelig, og jeg baksede med at finde ud af, hvad der var galt. Det var en stor lettelse, den dag du fortalte, at du havde fået en pige som kæreste. Det satte meget på plads.” 

Tina: “Det var noget med at få mere ro på. Hos dig – og jer og i mig selv. Det kom der, da jeg begyndte på Sygeplejeskolen i Sønderborg, da jeg var 23 år.” 

Anne: “Der fik vi mange ting at snakke om. Jeg har arbejdet inden for sundhedsvæsenet i mange år, og vi kunne bruge hinanden fagligt, som vi også gør det i dag.”

Tina, hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?

“Det med at passe på mit netværk. Da du fyldte 50 år, var der mange, også tidligere kollegaer og venner, med, og jeg tænkte: Jeg vil også kunne holde sådan en fødselsdag. Jeg har flyttet meget omkring og ikke været så god til at pleje mine relationer. Jeg prøver også at lade mig inspirere af dit lyse sind. Især når mine piger spørger: ‘Mor, er du sur?’. Tit er jeg nok bare træt. Så løber jeg en tur eller tager en lur. Det sidste var du god til. Jeg syntes, du var så kedelig, når du lå og sov på sofaen, da jeg var barn. Men nu kan jeg godt forstå det.”

Anne, hvad har din datter lært dig?

“Jeg har lært at være mere spontan. Jeg prøver at lade opvasken stå, hvis jeg har lyst til at cykle en tur. Du har altid været god til at gøre de ting, du har lyst til. Jeg arbejder bevidst på at slippe fornuften.” 


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 7.

Måske er du interesseret i ...

Seneste