© Thomas Dahl

Vores mor-datter forhold: "Når jeg sætter en rigtig skralderlatter op, bliver jeg beskyldt for at ligne dig"

Vibeke og Anita er hinandens eneste familie og kan selv bestemme, hvornår de vil drikke rødvin og hoppe i vandpytter. Også fordi de bor bare tre huse fra hinanden

21. juni 2018 af Louise Thorsted

Vibeke Sørensen (46) har en kæreste og ingen børn. Hun er projekt- og marketingkoordinator og for tiden arbejdssøgende. Vibeke er uddannet cand.mag. i engelsk.

Anita Sørensen (76) er enke og mor til Vibeke på 46 år. Hun er pensionist og har arbejdet i forsikringsbranchen. Anita er kontoruddannet.


Vibeke, hvordan ligner du din mor? 

Vibeke: “Vi deler humor. Og vores kolonihave-latter, som morfar kaldte den. Når jeg sætter en rigtig skralderlatter op, så bliver jeg beskyldt for at ligne og lyde som dig. Men vi er også begge introverte og ret sparsommelige. Vi havde ikke frygteligt mange penge, da jeg var barn, så det ligger på min rygrad. Vi er enige om og opmærksomme på, at det kan gå over genvind, og så taler vi om, at det er fjollet, for vi har jo faktisk råd.” 


Ser du de samme ligheder, Anita? 

Anita: “Ja, selv om jeg ligner min mor mere, end jeg ligner dig, Vibeke, for du er din egen. Du har en hel masse af far i dig. Din intelligens og det med at læse og studere og være meget konstruktiv har du fra din far.” 


Og hvordan er I så forskellige? 

Vibeke: “Der er noget med temperamentet ...” 

Anita: “Jeg har ikke for to øre. Du har måske liiidt mere …” 

Vibeke: “Ja, det og vinder-mentaliteten har jeg fra far. Du er diskret, og jeg larmer lidt.” 


Hvordan er I mor og datter? 

Anita: “Vi er nære, men ikke omklamrende. Vi ved, hvordan den anden har det, selv uden at være sammen.” 

Vibeke: “Jeg kan høre på din stemme, hvis der er noget galt. Og omvendt.” 

Anita: “Så siger vi: ‘Kommer du over, eller skal jeg komme over?’.” 

Vibeke: “Vi bor på samme gade, kun tre husnumre fra hinanden ... Men der kan godt gå 14 dage, hvor vi kun lige skriver en sms, og så er der perioder, hvor vi ses mere intenst. Som da far og mormor døde for fire år siden, og du flyttede herind i mormors gamle lejlighed. Og da jeg fik stress, og det var dig, der ringede og meldte mig syg. Der havde jeg virkelig brug for dig.” 

Anita: “Jeg holdt bare i hånd. Ikke noget med: ‘Hvad sagde jeg?’.” 


Hvor meget minder jeres 40+ liv om hinanden? 

Vibeke: “Jeg bor alene og har aldrig været gift og har heller ikke fået børn. At det skulle være sådan, har jeg altid vidst. Og der ligner vi hinanden.” 

Anita (griner): “Ja, selv om det måske ikke er åbenlyst. Da jeg var ung, var det almindeligt og praktisk at blive gift, så jeg var gift i 100 år og fik dig. Men jeg havde og har samme behov for tid alene. Jeg har aldrig savnet eller efterlyst børnebørn. Du har altid sagt, at du ikke ville have nogen, og jeg har hele tiden sagt: ‘Det passer mig fint’.” 

Vibeke: “Jeg synes, det er irriterende nok, at folk, jeg ikke er i familie med, blander sig.” 

Anita: “Det er også vigtigt for mig, at du ikke kommer til at passe mig i hoved og nummer, når jeg ikke kan klare mig selv mere. I stakkels børn har jo ikke bedt om at blive sat i verden, og så skal I heller ikke være sygepassere i den sidste ende.” 

Vibeke: “Du er nok meget opmærksom på det, fordi mormor passede olde, og du passede mormor i mange år. Så det har vi afskaffet. Jeg har fået strenge ordrer.”

Anita: “Jeg har sagt, hvordan jeg gerne vil have det, når jeg bliver gammel, og når jeg ikke er her mere.”

Vibeke: “Men det er der længe til, mor!” 

Anita: “Ja, men til forskel fra min mor er jeg altså på forkant med tingene.”


Er du interesseret i at læse mere?
Du kan læse flere interviews med voksne døtre og deres mødre i Magasinet Liv, der er på gaden netop nu. 


Hvornår kappede I navlestrengen? 

Anita: “Du valgte ret tidligt at tage til USA på udveksling. Da du kom hjem igen, flyttede du hjemmefra. Jeg syntes, det var lidt for tidligt, men det var det ikke for dig.” 

Vibeke: “Du var ikke en curlingmor. Det var far, jeg skulle ringe efter, når jeg ville hjem fra Roskilde Festival.” 

Anita: “Men jeg gik hjemme, til du var 12 år, så begyndte jeg at arbejde igen, og det var et rigtigt godt tidspunkt, for jeg var ved at overpylre-kvæle dig.” 

Vibeke: “Allerede inden da havde vi en aftale om, at du tog ud at handle, når jeg kom hjem fra skole, så jeg havde lidt tid for mig selv."


Hvornår har jeres relation taget et ryk i en ny retning? 

Vibeke: “Jeg følte større ansvar for dig, da far døde. Jeg kunne ikke lade dig i stikken, da du stod der med hus og havde mistet din mand og faktisk også din mor. Men vi havde jo begge to mistet, så vi holdt sammen. Der var det igen vores galgenhumor, der reddede os. Og rødvin.” 

Anita: “Nu er vores familie os to!” 

Vibeke: “Det er lidt svært at nå rundt om juletræet, men vi kan selv bestemme, hvornår vi vil spise og åbne gaver, og hvor mange sange vi orker at synge.” 

Anita: “Vi siger ikke noget om, hvor få vers vi er nede på, vel?” 

Vibeke: “Vi er en lille familie, men så er mine veninder blevet familie. Jeg har tre veninder, som jeg spiser brunch med jævnligt. Den ene af dem rejser jeg også med. Jeg har prøvet at lokke dig med ud at rejse, men det vil du ikke.” 

Anita: “Nej, jeg er ikke så glad for at rejse. Jeg har set og oplevet så mange ting. Men jeg savner at hoppe i vandpytter. Det kan du ikke, når du er pensionist.”

Vibeke: “Jo, du kan da! Jeg gør det stadig som 46-årig, og så kan du også som 76-årig. Det er bare et spørgsmål om at have gummistøvler på.”

Anita: “Jeg ringer næste gang, det regner, så går vi ned i gården, og så er den hjemme.”


Vibeke, hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?

“Jeg var meget genert som teenager og syntes, det var svært at snakke med folk. Sådan havde du det også, men du foreslog mig, at jeg bare skulle prøve at snakke til folk alligevel. Og de fleste opdager ikke, at jeg stadig er meget genert, for når først jeg begynder at tale, så går genertheden ligesom væk. Det har du lært mig. Og så at lave brun sovs. Og bage grøn kage!” 


Anita, hvad har din datter lært dig?

“Efter jeg er blevet alene, er det meget det tekniske, der er en udfordring. Jeg bliver aldrig venner med det, men du har lært mig nok til, at jeg kan klare mig. Jeg er blevet bedre til computeren, fordi jeg hører efter, hvad du siger."

Læs flere mor-datter-interviews i Magasinet Liv

Hvor meget ligner du egentlig din mor? I Magasinet Liv 7, der nu er på gaden, kan du læse flere interviews med voksne døtre og deres mødre. Her bliver der snakket om ligheder og forskelle - og alt det midtimellem. Så skynd dig ned og få fingrene i det nye Magasinet Liv!

© Ditte Capion

Måske er du interesseret i ...

Seneste