Stine Kastrup Nielsen
© Ditte Capion

Stine elsker sin 40+ krop: "Jeg har de babser, jeg har, og jeg er ligeglad med, hvad andre tænker"

Selvom der er ting på kroppen, der er begyndt at hænge mere end førhen, så står Stine ved sig selv og sin krop mere end nogensinde før

24. juni 2018 af Karen Greve


Stine Kastrup Nielsen (45) har en kæreste og er mor til Emma på 11 og Sofie på 8 år. Stine er farmaceut.


Jeg føler mig først og fremmest stærk

“Feminin er ikke et ord, som klæber til mig. Jeg føler mig først og fremmest stærk. Min krop er kompakt på en drenget måde med brede skuldre, muskuløse arme og ben og en lille numse. Det passer godt til mig, for indvendigt er jeg også en drengepige. Jeg har et nørdet, ingeniør-agtigt job, jeg kan sagtens fortælle en skurvognsvits, og jeg befinder mig bedst i jeans og bikerstøvler. Det betyder ikke, at jeg aldrig tager stiletter på. Jeg føler mig bare mere hjemme i min hverdagsstil. 

Jeg kan godt lide at være veltrænet. Jeg har brug for at mærke min krops grænser og være helt udaset, når jeg har trænet. Jeg løber 30-40 kilometer hver uge, svømmer hver uge, og i sommer halvåret cykler jeg. På min sidste tur rundede jeg 60 kilometer. Jeg elsker at race af sted på cykel med vind i håret og give den fuld gas op ad bakke selv i det værste vejr. Det giver mig en ro at komme af sted alene og mærke min krop. Jeg har nok lidt krudt i røven. Yoga og pilates bliver aldrig mig. 

Mine bryster har altid tiltrukket opmærksomhed. Mest negativt, synes jeg. Jeg har oplevet folk glo uhæmmet ned i min kavalergang i stedet for at se mig i øjnene. I folkeskolen var jeg den første i min klasse, der fik bryster, og jeg følte mig ikke godt tilpas. De var for store, og jeg stak endnu mere ud, end jeg i forvejen gjorde som en nørdet pige, der dagdrømte og altid læste bøger. Det var først, da jeg var midt i 30’erne og skulle amme min ældste datter, at mine bryster fik en mere positiv betydning for mig, og siden dengang har jeg mærket, at jeg hviler bedre i mig selv. Jeg har nu engang de babser, jeg har, og nu er jeg ligeglad med, hvad andre ser og tænker. 

Jeg havde ikke en kæreste, da mit biologiske ur begyndte at tikke, men jeg syntes ikke, jeg havde tid til at vente på, at den rigtige mand skulle dukke op. Jeg havde rejst og set den halve verden, jeg havde en karriere, og jeg var klar til at få børn, og så gjorde jeg det alene. Jeg har altid gennemført de ting, jeg har sat mig for, så jeg vidste, at jeg kunne. I min optik er det et spørgsmål om at prioritere. Jeg har droppet mit lederjob og er rykket tættere på min bopæl med mit arbejde, og så har jeg fordelt noget af min barsel ud på en time om ugen lige siden pigerne var små, og det fungerer for os. 

Sport giver mig en følelse af frihed. Når jeg bruger min krop, slapper jeg af fra resten af mit liv. Jeg har langsomt vænnet mine piger til at kunne være alene hjemme. I starten løb jeg ture rundt om blokken, hvor vi bor, med en tændt babyalarm i hånden. Senere lærte Emma at bruge en telefon, og så kunne jeg løbe lidt længere væk. Mine børn er selvstændige og modne, og det er vigtigt for mig at samle det overskud, det giver mig at træne og være i god form. 

Jeg nyder livet mere nu, end da jeg var yngre. Jeg står ved mig selv. Jeg kan være barnlig, fjollet, seriøs og under bæltestedet, men jeg er den, jeg er, og den sikkerhed er kommet med alderen. Jeg kan godt se, at nogle ting på min krop hænger mere, og at jeg skal hænge mere i, men jeg føler mig ikke specielt forandret.”


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 6.  

Måske er du interesseret i ...

Seneste