© Trine Bukh

Runa er vågekone: "Det hjælper mig med at sætte pris på selv små banaliteter"

Runa er ud over at være seniorkoordinator også vågekone. Hvilket betyder, at hun de seneste fem år jævnligt har siddet hos mennesker, der er ved at dø

7. oktober 2018 af Karen Greve


Runa Pihlmann (40) er gift og mor til Bertram på 6 og Alfred på 1 år. Hun er opskriftsspecialist og seniorkoordinator på Nemlig.com – og vågekone.

Det gør jeg

Nogle gange er Runa Pihlmann af sted en gang om måneden, andre gange en gang om ugen. Når hendes to børn sover, kysser hun sin mand farvel og cykler ud på en vågevagt på et af Københavns plejehjem eller på Rigshospitalet. 

Runa er vågekone, og når hun bliver tilkaldt, er det, fordi et menneske er i den terminale fase og kun har få dage tilbage at leve i. Hun kommer, når der enten ikke er pårørende, eller når de pårørende er for langt væk eller allerede har holdt sig vågne i flere døgn og trænger til en pause. 

“Det er sjældent, at jeg kan tale med de mennesker, jeg sidder hos. I de tre-fire timer jeg sidder hos dem, holder jeg dem i hånden, læser højt eller synger for dem. Jeg synger ofte Solen er så rød mor eller Ingen er så tryg i fare. Det er de samme sange, jeg synger for mine børn hver aften, og det hænger godt sammen i mit hoved.”

En vågekones opgave er meget klar. Al sygepleje tager det sygefaglige personale sig af. Vågekonen skal bare være der, så den døende ikke er alene. 

“Jeg prøver mig lidt frem. I forrige uge var jeg ude ved en ældre dame, der var meget urolig, hun bevægede sig i sengen, som om hun havde voldsomme smerter. Jeg fornemmede, at hun ikke var så meget til at holde i hånden, men hun faldt lidt til ro, da jeg aede hende over håret.” 

Derfor har jeg meldt mig

Runa har været vågekone i godt fem år nu. 

“Jeg havde lyst til at gøre noget, der gav den der famøse mening. Jeg havde været på et hospice i seks år, hvor jeg var besøgsven. Men til sidst vandede jeg flere blomster, end jeg talte med mennesker. Så da jeg faldt over en annonce, hvor Røde Kors søgte vågekoner, tænkte jeg: Det er lige mig. Er der noget, der giver perspektiv og kræver noget, så må det være det.” 

Alle nye vågekoner m/k får et forberedende kursus og er føl hos en erfaren våger de første gange. Når Runa bliver kaldt ud, ved hun nogle få ting om det menneske, hun skal sidde hos. Hun kender navn og alder og ved, om der er pårørende. Ikke meget mere. Men hvis det er muligt, prøver hun at finde ud af mere om det liv, der er gået forud.

“Den allerførste gang jeg kom ud, skulle jeg sidde hos en bakkesangerinde. Jeg kunne se på billederne på væggen, at der var balloner, klovne og store parykker. Jeg så billeder fra hendes bryllup og konfirmation. Det var fantastisk, og det betød, at hun ikke kun var et døende menneske med kolde hænder og morfin i årerne.” 

Det får jeg med mig

Runa er ikke vågekone for sine brune øjnes skyld. Hun vil ikke have nogen medalje for uselviskhed, for pointen er netop, at hun også gør det for sin egen skyld. 

“Ni ud af 10 gange er jeg opløftet, når jeg går hjem efter at have våget. Det giver mig en taknemmelighed for livet. Jeg kan gå hjem til min sunde og raske familie, som elsker mig. Det hjælper mig med at sætte pris på selv små banaliteter, som at jeg kan træde pedalerne rundt på min cykel og bage en kage til ungerne eller gå med dem på legepladsen. Det giver så god mening.”

Og så er der lige den ene gang indimellem, hvor vågetjenesten føles hård. 

“Den første gang, jeg oplevede et menneske dø, var lidt barsk. Hun lå helt stille med lukkede øjne, og pludselig spærrede hun øjnene vidt op, som om hun så noget i et hjørne af værelset. Hun drog et dybt suk, og så døde hun. Intet indikerede ellers, at nu var det nu. Den oplevelse skulle jeg lige vende med min koordinator bagefter. Det kan vi altid gøre. Jeg bliver aldrig hængende i egne dystre tanker efter et besøg.” 

Det gælder også i de tilfælde, hvor døden ikke er så fredfyldt, som vi kan håbe på. 

“Min sidste vagt var lidt hård. I det meste af den tid jeg var der, havde den ældre kvinde det dårligt. Det virkede, som om hun var bange og havde smerter. Hun havde ingen pårørende, og det gør også noget ved mig at vide, at hun er alene.” 

Netop derfor er det en trøst, at selv mennesker uden pårørende ikke dør helt alene. 

Et par timer efter Runas vagt fik hun på sms besked om, at den ældre dame havde fået fred. Og heldigvis hører det til sjældenhederne, at hendes vågevagter virker slidsomme. Normalt er det et positivt tilvalg i hendes liv. Noget, hun ikke vil undvære. 

“Det giver mig ny energi, og det kan min mand også mærke. Jeg er mere glad og har mere overskud. Jeg føler selv, at jeg er mere nærværende. Jeg planlægger alt muligt i mit liv efter en vågevagt. For livet skal leves, mens vi er her.” 


Frivillig vågekone?

  • Du kan blive frivillig vågekone via Røde Kors og Ældre Sagen. Og søge via Rodekors.dk og Aeldresagen.dk
  • På fem år er antallet af frivillige vågekoner steget fra 300 til 1.700 i 2017.


Artiklen er tidligere bragt i Magasinet Liv nr. 9.

Måske er du interesseret i ...

Seneste